N.C.L. Abrahams, Nicolai Christian Levin Abrahams, 6.9.1798-25.1.1870, professor i fransk, notarius publicus. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Holmens). A. blev student 1815 fra Metropolitanskolen og tog 1818 juridisk eksamen. Fra sin barndom dyrkede han ved siden af musik og sang især de levende sprog, og allerede 1816 blev han ansat som lærer i fransk for søkadetterne samtidig med at han gav privatundervisning. Hans talenter gav ham en fremtrædende plads blandt de yngre akademikere, og han var en af "Tylvten" der fejdede mod Jens Baggesen. Senere var han med til at stifte studenterforeningen. 1819 var han i Tyskland og Frankrig og efter hjemkomsten blev han prokuratorfuldmægtig men forsatte at undervise, idet hans interesse for fransk var større end for juraen og han håbede at få det ledige docentur i fransk på universitetet, hvilket dog glippede. 1825 fik han tilbud om at blive prøveprokurator, men foretrak i stedet at ledsage den unge musiker Nic. Gerson på en længere udenlandsrejse. Den varede tre år og gik gennem Tyskland, Italien, Schweiz og Holland hvor han havde rig lejlighed til at studere musik, sprog og kunst. Efter hjemkomsten, 1828, forsvarede han for magistergraden sin afhandling om Wace's "Roman de Brut" De Roberti Wacii carmine quod inscribitur Brutus dissertatio. Afhandlingen ledsagedes af den del af digtet der handler om Hengest og Horsa med en dansk oversættelse på vers. 1829 blev han endelig lektor i fransk ved universitetet og 1832 professor extraordinarius, 1839 overtog han ligeledes tysk. 1844 udgav han Description des manuscrits français de moyen âge de la Bibliothéque Royale de Copenhague, 1845 en Fransk Sproglære til Skolebrug der kom i mange udgaver, og 1848 en ældre fransk oversættelse af Castigliones "Cortigiano" (Balthasari Castilionei Aulici liber tertius secundum verterem versionem gallicam), men for øvrigt synes han ikke at have været videre berørt af det opsving i studiet af fransk og romanske sprog der hidførtes ved Diez' Grammatik der romanischen Sprachen, 1836–43. 1852 forlod han universitetet for at overtage posten som notarius publicus. Han var i en årrække formand for kunstforeningen hvis Historie og Virksomhed han skildrede 1864, og i Samfundet til den danske litteraturs fremme. Efter hans død udkom, først udtogsvis i "Nær og Fjern" 1872–73, senere i bogform hans ufuldendte selvbiografi der giver en højst interessant og fængslende skildring af hans ungdom og de mange fremragende personligheder han havde været i berøring med. Hans store danske brev- og autografsamling købtes efter hans død af staten til Det kgl. bibliotek. – Hans søn, Arthur Mathias Nicolai Abrahams (11.3.1836–11.5.1905) var en skattet visedigter (Jeg synger ej om Amalakiter) samt lærer i fransk ved Efterslægten og Det kgl. teaters elevskole. Han udgav 1894–96 3 bind erindringer fra sin barndom og ungdom. - Etatsråd 1853. Virkelig etatsråd 1867. Konferensråd 1869.

Familie

Forældre: handelsbogholder Moses Levin A. (1759–1828) og Juliane Meyer (1765–1847). Gift 22.5.1835 i Kbh. (Helligg.) med Frederikke Juliane Augusta Philipsen, født 7.5.1810 i Kbh. (Mos.), døbt 15.10.1823 i Gentofte (Trin.), død 26.10.1852 i Kbh. (Holmens). – Far til Peter A. og Severin A.

Udnævnelser

R. 1845. DM. 1848.

Ikonografi

Portr. af E. Meyer, ca. 1815–16. Mal. af J. C. H. Hanson, udst. i Rom 1827. Buste af H. W. Bissen, 1826. Mal. af C. A. Jensen, 1834 og af C. W. Th. Christensen efter 1852. Tegning af Gertner, 1863 (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1870. Foto.

Bibliografi

N. C. L. A.: Medd. af mit liv, 1876. Breve i Tilskueren 1911 I 454–71 og Museum II, 1891 313–63. – P. Hansen i III. tid. 6.2.1870. A. Abrahams: Minder I–III, 1894–96. Peter Abrahams: Mit ungdomsliv 1923 (fot. optryk 1973). – Memoirer og breve XLI, udg. Jul. Clausen og P. Fr. Rist. – Breve i Kgl. bibl. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig