Paul Plesner, Paul Erik Plesner, 30.4.1924-31.10.1997, professor i molekylær biologi. Paul Plesner blev student fra Sorø 1942 og tog derefter medicinsk embedseksamen fra Kbh.s univ. 1952. Hospitalsuddannelsen blev suppleret med ansættelse som videnskabelig assistent ved universitetets institut for cytofysiologi 1953-55 hos Herman Kalckar. Paul Plesner fortsatte sin videnskabelige løbebane ved ansættelse på Fibigerlaboratoriets biokemiske afdeling 1955-56 og Carlsbergfondets biologiske institut 1957-66, de to sidste år som docent ved sidstnævnte institut. Han blev professor i biokemi ved Odense universitet fra 1966, område ændret til molekylær biologi 1967. Han beklædte professoratet til 1994. Ansættelsen på instituttet for cytofysiologi bragte ham ind i gruppen af unge videnskabsmænd der blev præget af Herman Kalckars inspirerende ledelse og interesseområde, og Paul Plesner fastholdt denne interesse for nukleinsyrernes metabolisme under den efterfølgende tilknytning -først til Fibigerlaboratoriets biokemiske afdeling og dernæst til Carlsbergfondets biologiske institut hvor han under prof. Erik Zeuthens ledelse blev sat ind i teknikken for synkronisering af dyrkning af cellekulturer. Paul Plesner modificerede metoden så den egnede sig for Tetrahymena pyriformis. Han kunne derefter studere nukleinsyrernes metabolisme hen gennem forløbet af delingscyklus for denne organisme. Dette arbejde blev af Paul Plesner samlet i en disputats (Nucleotide metabolism during synchronized cell division in Tetrahymena pyriformis. Comptes rendus des travaux du lab. Carlsberg XXXIV, 1962), og den medicinske doktorgrad tildeltes 1964. Som nyudnævnt professor i biokemi ved Odense universitet 1966 blev Paul Plesner samme år den første dekan for det kombinerede lægevidenskabelige og naturvidenskabelige fakultet hvor et af formålene var at skabe en solid naturvidenskabelig baggrund for begge grupper af studerende.

Paul Plesner opretholdt udadtil et videnskabeligt samarbejde, dels 1972 som gæsteprofessor og 1979-92 som konsulent ved The Worcester Foundation, Mass., USA, og dels 1976-79 som deltids gæsteforsker ved Carlsberg laboratoriets kemiske afdeling. Paul Plesner arbejdede dels der, dels kort tid i 1978 ved Huntingdon Laboratories of Harvard University at the Massachusetts General Hospital, Boston, USA, på at bestemme diadenosintetrafosfat i biologisk materiale ved hjælp af højtryks-søjlekromatografi, et arbejde der fortsattes i Odense. Perspektivet er at dette stof og andre tilsvarende nukleinsyre-metabolitter har betydning for reguleringen af intensiteten af proteinsyntesen; derved berører arbejdet også kræftforskning. Paul Plesner indgik således med sit laboratorium i den internationale forskergruppe der studerer celledelingens og kræftens molekylære biologi. Han var medlem af Det videnskabelige udvalg i Landsforeningen til kræftens bekæmpelse 1967-81 og af Den danske kræft-komité 1968-93

Paul Plesner deltog i forskelligt foreningsarbejde og var medforfatter til betænkning nr. 517 (1969), En kulturpolitisk redegørelse. Paul Plesner blev for sin videnskabelige indsats belønnet med Løvens kemiske Fabriks forskningspris 1967, Generalkonsul Ernst Carlsens fonds ærespris 1974 og Lily Kiærs æreslegat 1975.

Familie

Paul Plesner blev født i Nagasaki, Japan.

Forældre: telegrafist, senere kabelingeniør Aage P. (1896-1974) og Xenia Rushitskaja (1894-1967). Gift 1. gang 8.9.1956 på Frbg. (b.v.) med Tove Ekman, f. Trier, født 20.6.1922 i Kbh. (gift 1. gang 1950 med legationssekretær Stig Ekman, 1919-52, gift 3. gang 1966 med oberstløjtnant Gregers Münter, født 1907, gift 4. gang 1969 med direktør Svenjørgen Landschultz, 1911-82), d. af grosserer Hugo Sally T. (1883-1950) og Dorthea-Marie Jacobsen (1892-1969). Ægteskabet opløst 1961. Gift 2. gang 6.8.1966 i Hørsholm (b.v.) med cand.scient. Bolette Hartmann, født 17.4.1941 i Stockholm, død 11.10.1980 i Rungsted, d. af civilingeniør Johan H. (1907-88) og fysioterapeut Michala Grut (1913-81).

Udnævnelser

R. 1972. R.1 1981.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1964 124.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig