Peter Moltesen, 9.4.1914-24.6.2009, professor i skovbrug. Født i Hørning ved Randers. M. arbejdede ved landbruget 1928-33, tog præliminæreksamen 1935 og blev forstkandidat 1941. Han var ansat ved statsskovbruget 1942-48 og blev herefter professor ved landbohøjskolen i fag der vedrørte skovbrugets driftsteknik, savværksdrift og træets teknologi. Han var professor frem til 1984. M. udviklede sit fagområde meget betydeligt. Af hans litterære arbejder skal fremhæves hans undervisningsmateriale der er fremkommet i form af kompendier som har haft stor betydning for fagområdets tilpasning til danske forhold. Han forfattede desuden en lang række artikler og afhandlinger i danske og udenlandske faglige skrifter.

M. beklædte adskillige tillidshverv, ofte den krævende formandspost i en række udvalg og kommissioner, ikke mindst i tilknytning til Trærådet som blev oprettet 1949 inden for Akademiet for de tekniske videnskaber. 1949-73 var han formand for, frem til 1985 medlem af selve Trærådet og desuden for dettes underudvalg vedr. master, træbeskyttelse og brandimprægnering. 1967-85 var han formand for skovteknisk institut der også har tilknytning til samme akademi. Af andre faglige tillidsposter kan nævnes Dansk skovforenings tekniske udvalg, Nordisk træbeskyttelsesråd, Nordisk samarbejdsgruppe for virkeslære, statens kommitterede i Junckers Industrier A/S, Teknologisk instituts udvalg for uddannelse af træteknikere, skolerådet på Skovskolen i Nødebo, den forstlige forsøgskommission og samarbejdsnævnet for nordisk skovforskning. M. blev medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1957, Societas forestalis Fenniae 1966, International Academy of Wood Science 1973. 1979 modtog han Cajander-medaljen fra det finske forstsamfund.

Familie

F: gårdejer N. P. Nielsen (1879-1965) og Bodil Moltesen (1884-1971). Gift 18.10.1945 i Skodborg med tandlæge Marie Hørluck, født 8.6.1917 i Skodborg, d. af gårdejer Jens H. (1879-1952) og Anna Bundsgaard (1892-1973).

Ikonografi

Mal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig