Torben Monberg, Torben Axel Monberg, 25.7.1929-8.1.2007, kulturantropolog. Monberg blev 1948 student fra Herlufsholm skole og 1957 mag.art. i religionshistorie fra Københavns universitet, 1966 dr.phil. på disputatsen The religion of Bellona Island. 1952-60 virkede Monberg som forlagskonsulent på Wangels forlag, men i øvrigt helligede han sig siden fortrinsvis kulturantropologisk forskning vedrørende British Solomon Islands, fra 1978 staten Solomon Islands, i Melanesien, Stillehavet, især øerne Rennell, Bellona og Tikopia Islands. Allerede 1958-59 deltog Monberg i sin første videnskabelige ekspedition til dette område, og han var der 1962, 1963, 1966, 1969, 1971, 1972, 1974, 1975, 1977, 1979, 1984 og 1998. Under ekspeditionen 1966 besøgte Monberg Tikopia Island sammen med den britiske socialantropolog Sir Raymond Firth. I 1961 blev Monberg medlem af Komiteen for Noona Dan Ekspeditionen. 1960 blev han stipendiat under Videnskabsfonden, og 1962-75 var han tilknyttet Københavns universitet først som universitetsadjunkt; 1965 amanuensis i kultursociologi, 1966 forskerstipendiat og endelig 1969-75 dettes første professor i kultursociologi. 1975-80 var Monberg som overinspektør leder af etnografisk samling på Nationalmuseet hvorpå han gik over til fri forskervirksomhed. 1972 var han visiting professor ved University of Hawaii i Honolulu. Når der bortses fra nogle religionshistoriske arbejder af mere traditionel og generel karakter i 1950erne, således i Gads danske magasin, samt anmeldelser, kronikker og bidrag til antologier om samfundsvidenskabelige emner var Monbergs litterære virksomhed navnlig koncentreret om Solomon Islands.

Hans forskningsresultater er blevet udmøntet i en lang række publikationer, heriblandt følgende: From the two canoes. Oral traditions of Rennell and Bellona Islands i skriftrækken Language and Culture of Rennell and Bellona Islands, I, Honolulu and Copenhagen (sammen med Samuel H. Elbert), 1965; disputatsen fra 1966 (samme skriftrække II); Mobile in the trade wind. The reactions ofpeople on Bellona Island towards a mining project, I i skriftrækken Working Papers. The National Museum of Denmark, 1976; Mungiki. Kulturen og dens religion på øen Bellona i Stillehavet. 1978; og Fremkomsten af alternative samfundsforsøg belyst ud fra en strukturalistisk synsvinkel i Spirer til en ny livsform. Hans hovedværk er Bellona Island Beliefs and Rituals, 1991. Tværvidenskabelige synspunkter omkring alternative samfundsforsøg, redigeret af Jacques Blum og Inger Sjørslev, 1978; samme i engelsk udgave, 1979; og Cyklon, ideologi og strategi i Festskrift til P.V. Glob, 1981. Monberg blev 1975 medlem af Videnskabernes selskab og beklædte 1976-80 formandsposten i WAY Committee of the International Union of the Anthropological and Ethnological Sciences. Derudover var Monberg Fellow ved The Royal Anthropological Institute of Great Britain and Ireland og fra 1979 rådgiver for udviklingsprojektet Natural Water Suppiy Project in Tanzania under udenrigsministeriet (DANIDA).

Familie

Født i København (Skt. Johannes). Forældre: civilingeniør Axel Monberg (1893-1971) og Elna Elsa Johansson (født 1903). Gift 1. gang 27.3.1954 i Birkerød k. med Bodil Birgitte Melbye, født 12.2.1933 i Bedsted sg., Thy, død 29.9.1976 i Fredensborg, d. af sognepræst Svend Melbye (1902-78, gift 2. gang 1967 med Inge Landboe-Christensen, født 1911) og Thora Cathrine Nielsen (1899-1966). Gift 2. gang 15.11.1985 med Hanne Birthe Salto, født 15.2.1940 i København, d. af direktør Svend Børge Schou (død 1974) og Vivi Agnethe Harly.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig