Villum Lange

Villum Lange, skrev selv Willem,  15.1.1624-22.5.1682, professor i matematik og astronomi, landsdommer. Født i Helsingør, død i Kbh., begravet i Frue k. L. dimitteredes fra Herlufsholm 1641 og studerede dernæst ved Kbh.s univ. hvor han 1643 forsvarede en fysisk-medicinsk disputats og s.å. tog attestats. 1646–50 var han på studierejse og besøgte bl.a. Oxford, Paris og Leiden (imm. 1646) hvor han 1649 udgav et skrift om den bibelske kronologi, De annis Christi libri duo. Heri benægtede han ikke blot jordens bevægelse omkring solen (et standpunkt han dog 1667 havde opgivet) og satte den første skabelsesdag til mandagen den 30.4.4042 f.v.t., men han var også kommet frem til at korsfæstelsen havde fundet sted på en torsdag, og det faldt medlemmer af konsistorium herhjemme for brystet og skabte tvivl om hans teologiske ståsted. Dette til trods udnævntes han til professor i matematik ved universitetet 1650, men allerede s.å. blev han imidlertid kaldet til at følge Chr. Rantzau (1614–63) på hans sendelse til Wien. Til 1652 studerede han derpå videre i Leipzig (1650), Padua (1651) og Firenze (1652) og tog 1653 magistergraden i Kbh. Foruden med matematiske emner beskæftigede han sig ved denne tid også med astronomi og frakendte heri ikke astrologien al værd; 1656 udgav han De veritatibus geometricis libri II hvori han dygtigt, omend ikke fejlfrit, søgte at klarificere de matematiske begreber over for M. Meiboms mere uigennemsigtige fremstillinger. Herigennem vandt han Frederik IIIs bevågenhed og virkede fra april 1656 til okt. 1658 som prins Christian (V)s præceptor. Også på andre områder kom L. de følgende år til at gøre kongen tjeneste: Maj 1658 sendtes han i hemmeligt ærinde til den svenske fredsforhandler Sten Bjelke hvilket senere af den svenske konge sattes i forbindelse med Fr. IIIs planer om en statsomvæltning. Vel som led i dette fik L. juli 1660 ret til kvit og frit at nyde indtægterne af to af kronens gårde i Herlev for sin egen, sin kones og sine børns levetid. S.å. indtog han under stændermødet en ejendommelig stilling idet han – efter at universitetets to befuldmægtigede havde trukket sig tilbage fra forhandlingerne – fik ordre om at deltage i stænderudvalgsmødet 14.10. hvor afgørelsen om håndfæstningen og den nye forfatning skulle træffes. At L. imidlertid ikke er medunderskriver af udvalgsbetænkningen har Niels Slange i sin skildring fra 1720, hvis kildegrundlag her ikke kendes, forklaret med at biskop Hans Svane fik ham fjernet fordi L. henviste til at ligesom andre europæiske riger havde deres grundlove burde Danmark have det samme; enklere kan årsagen dog blot være at L. ikke var lovformelig valgt deltager i mødet, for da hans udnævnelse til universitetsrepræsentant var meddelt konsistorium og tilsyneladende stiltiende godkendt af dette underskrev han 16.10. som eneste professor erklæringen om håndfæstningens kassation. Nov. 1660 aflagde han ed som assessor i kancellikollegiet, dog uden at få bestalling, og n.å. blev han medlem af højesteret. Med tilladelse til at oppebære sin professorgage mod at stille vikar udnævntes han aug. 1661 til landsdommer i Jylland med bolig på Asmild kloster til hvis reparation han 1667 fik bevilget "arvefaldet" over hele landsdelen og som ved mageskifte med kronen 1671 blev hans privateje. Muligvis afspejlede posteringen at den matematiske professor ikke rigtig var faldet til i den nye administrationskreds og måske heller ikke var helt velset blandt sine universitetskolleger; selv antydede L. senere at han havde misundere. Det nye embede var dog anseligt, og kongen tilstod ham 1669 en årspension på 500 rdl. oven i hans øvrige indtægter. Langt fra hovedstaden gjorde han sig mange politiske overvejelser og var optaget af reformtanker, ikke mindst fremsatte han i en række breve til Griffenfeld 1670–72 forslag om borgerstandens fremme, hærens reduktion, forholdsregler mod den tysk-holstenske indflydelse, reformer i strafferetten, m.m. Efter Griffenfelds fald blev han april 1676 medlem af en kommission der skulle undersøge betalingerne til kronens kreditorer fra og med 1660. Først med udnævnelsen til kancelliråd 1680 kunne han imidlertid atter forlægge residensen til Kbh. og igen overtage sine universitetsforelæsninger, men allerede to år efter døde han.