Peder Hjort, 19.7.1793-11.11.1871, kritiker, pædagog. Født i Tårnby, død i Kbh. (Frels.), begravet i Sorø. H. lærte i sit barndomshjem flere af tidens førende åndspersonligheder at kende, både fra den ældre generation, navne som C. Pram, K. L. Rahbek og fra den yngre romantikerskole: Adam Oehlenschläger, I. P. Mynster, brødrene A. S. og H. C. Ørsted og Henrik Steffens. 1811 blev han student fra Metropolitanskolen og valgte som fag jura.

Under læsningen af A. S. Ørsteds skrift om sammenhængen mellem dydsog retslærens princip følte han for første gang glæden ved stringent tænkning og lagde sig fra nu af efter filosofiens studium. Vejledning heri fik han hos F. C. Sibbern der førte ham til den nyere tyske litteraturs heroer af hvilke navnlig F. W. J. Schelling øvede afgørende indflydelse på ham.

For besvarelsen af universitetets filosofiske prisopgave for 1814: at undersøge årsagerne til uenigheden om viljens frihed tilkendtes han guldmedalje, og nu blev juraen lagt på hylden.

Bedre gik det ikke teologien som han efter faderens ønske i stedet tog fat på. Poul Martin Møller, hvis nære ven han var i disse år, elskede ham for hans rastløse indvortes gæring og bestandige grublen, så inciterende at den efter hans mening ikke fandtes i tilsvarende grad hos andre af den fælles kreds, og til denne hørte dog mænd som N. C. Møhl, C. Lütken, A. G. Rudelbach, C. Pingel og N. B. Krarup (1792–1842).

Som flokkens selvskrevne høvding optrådte H. ved lejligheder hvor den akademiske ungdom gjorde sig gældende i endrægtigt samvirke: 1813 ved professor Niels Treschows afrejse til Norge, 1815 ved udpibningen af N. T. Bruuns Betlerpigen og s.å. ved sammenkomsten foran Frbg. slot med hyldestdigt af Oehlenschläger til Frederik VI som led i kroningsfestlighederne. Der var således momenter nok til at et regelmæssigt eksamensstudium trods faderlige formaninger kunne løbe ud i sandet såfremt, som han selv siger, en fristelse kom.

Den kom, da H. 1815 efter opfordring af C. Molbech blev medarbejder ved det af denne redigerede månedsskrift Athene. Det faldt her i hans lod at skrive om de årlige udstillinger på Charlottenborg, de eneste artikler i deres art før N. L. Høyen som senere kunsthistorikere har fundet det værd at skænke opmærksomhed.

Af endnu større betydning var hans litteraturkritik der med Schellings æstetik som grundlag er et første forsøg på en videnskabelig prøvelse af dansk poesi. Han efterviste abstraktionerne og sentimentaliteten i B. S. Ingemanns ungdomsværker idet han samtidig pegede på at som salmedigter måtte han have forudsætninger for at kunne præstere noget ypperligt; ikke mindre rammende er karakteristikken af K. L. Rahbeks mangel på metode i værket om Holbergs lystspil og udtalelserne om Grundtvigs filosofiske tågetale i tidsskriftet Dannevirke.

Ligesom sine kammerater følte H. sig i dyb taknemlighedsgæld til Oehlenschlägers digtning og var som de i høj grad oprørt over Jens Baggesens uafladelige kritik af den selv om han for sit eget vedkommende ingenlunde, så lidt som senere, var blind for de mangler med hvilke den kunne være behæftet. Dette sidste lagde han, på en for digterkongen så skånsom måde som det var ham muligt, for dagen i sin anmeldelse af Ludlams Hule og kastede sig derefter med hele sin brutale kraft over Baggesen hvis samlede forfatterskab gjordes til genstand for en analyserende behandling der udkom som særskilt bog 1817 under titlen Tolv Paragrapher om Jens Baggesen.

Så vist som meget her er rigtigt opfattet, så sikkert er grundbetragtningen en uhyrlighed: at Baggesen hverken som kritiker eller som digter fortjener en plads i den danske litteratur. De grove, ofte injurierende udfald besvarede den angrebne part med sagsanlæg, men midt herunder foretog H. et endnu mere opsigtvækkende skridt idet han i et nyt stridsskrift beskyldte Baggesen for i sit på kongens fødselsdag opførte syngestykke Trylleharpen at have plagieret en tysk opera hvis tekst han til sammenligning aftrykte jævnsides den danske.

Men den formodede tyske original til Trylleharpen viste sig at være et ældre arbejde af Baggesen selv; ved hof- og stadsrettens dom i maj 1818 mortificeredes desuden en del af udtrykkene i Tolv Paragrapher, og H. idømtes en bøde på 200 rdl. samt sagens omkostninger. Da dommen faldt var H. i udlandet, siden sept. 1817 på Oehlenschlägers anbefaling dennes efterfølger som rejsehovmester for en ung adelsmand.

Under opholdet i Berlin lærte han Ludwig Tieck og Friedrich Schleiermacher at kende, fik fra Halle efter henvendelse diplom som dr.phil. for guldmedaljeafhandlingen og de Tolv Paragrapher, introduceredes i München til F. H. Jacobi og Franz Xaver von Baader og sluttede med Schelling og hans kone et hjerteligt venskab som bevaredes gennem mange år.

På turen til Italien, rejsens endemål, traf han sammen med den svenske digter P. D. A. Atterbom der blev hans ven for livet; i Rom omgikkes han Bertel Thorvaldsen, trådte i nært venskabeligt forhold til den tyske maler Peter von Cornelius og stiftede bekendtskab med Frederik VI's søstersønner, prinserne af Augustenborg der stillede midler til disposition så at hans rejse udstraktes til at vare næsten fire år.

Alle vegne hvor han kom hen var, ved siden af nationallitteraturen og kunsthistorien, filosofi med teologi hovedstudiet, ikke blot den nyere tids, men også fjernere epokers, således som det fremgår af hans 1823 på tysk udgivne monografi over Johannes Scotus Erigena, skaberen af middelalderens første store filosofiskhistoriske system.

På hjemrejsen 1821 hørte han G. W. F. Hegel i Berlin og håbede ved efterretningen om at Sorø akademi agtedes genoprettet, her at erholde den filosofiske lærestol. Dette skete dog ikke; derimod udnævntes han 1822 til lektor i tysk ved akademiet.

Således blev H. lingvist af embedspligt, men snart ikke mindre af lyst. Allerede 1824 så en tysk grammatik fra hans hånd lyset, og 1827 udgav han den påny i radikalt omarbejdet skikkelse (7. udg. 1858); hertil føjedes 1828 en kortfattet tysk sproglære der – efter ved H.s død at være overgået til J. Kaper – meget længe har været en brugt skolebog, og 1835 en tysk læsebog (5. opl. 1866).

Som grammatiker er H. den første her hjemme der slutter sig til den nyere sprogvidenskab: til Rasmus Rask ved bestræbelsen efter klarhed i det grammatiske system, til Jacob Grimm ved fremdragelse af den sproghistoriske baggrund. Sine pædagogiske evner lod han også komme modersmålet til gode. 1838 udgav han, delvis til brug ved undervisningen, Psalmer og Bønner (i. opl. 1843), en bog som hverken glemmer at medtage Grundtvig eller Ingemann, og 1839 udkom Den danske Børneven (10. opl. 1879), en for borger- og almueskoler beregnet læsebog.

Også spørgsmål af almenpædagogisk karakter gav han sig af med, navnlig når de stod i forbindelse med akademiet hvis ydre og indre anliggender han omfattede med en oprigtig, om end ofte noget besværlig interesse. I det hele var han som venteligt urocentret i den lille soranske kreds, og forholdet til kollegerne artede sig ikke altid lige godt. Ingemann afskyede ham (han skal være model for den listige skurk ærkedegn Arnfred i Valdemar Sejr); Japetus Steenstrup gik han på nerverne, og selv Carsten Hauch der stod ham nærmest bad ved tanken om H. som akademiets direktør Gud beskærme Sorø for et nådigt herskab. At han attråede denne stilling er vistnok lige så utvivlsomt som at han aldrig fik den.

Imidlertid havde H. både tid og kræfter til at gøre sig virksomt gældende også på andre områder. I den store strid 1824 om determinismen optrådte han med næppe helt berettiget overlegenhed som F. G. Howitz' modstander; 1827–30 skrev han korrespondancer om dansk videnskabelig litteratur til vennen Atterboms tidsskrift Svea, efterhånden trykt i Kjøbenhavnsposten, udgivne i bogform 1872 under titlen Udsigt over nyere dansk Litteratur, og da J. L. Heiberg 1828 med sin anmeldelse af Væringerne i Miklagaard genoptog prøvelsen af Oehlenschlägers digterstilling rettede han et i mere end én henseende træffende centralangreb på Heibergs æstetiske system.

Alligevel var Heibergs åndsform så beslægtet med H.s egen at det metodiske i de kritiske betragtninger ikke var spildt på ham. Det viste sig da han 1834 efter nogen tøven vendte sig mod trivialiteterne i Oehlenschlägers æstetiseren. Dette skridt kostede ham for bestandig Oehlenschlägers venskab, og siden da skrev han kun to æstetiske recensioner: 1835 af Carl Baggers Min Broders Levned og 1839 af Hauchs En polsk Familie.

En erstatning fandt han i politik der efterhånden levende optog ham. Allerede under sin udenlandsrejse var H. kommet i berøring med tidens politiske bevægelser. Da Uwe Jens Lornsen 1830 udgav sit skrift om Slesvig-Holstens forfatning besluttede han, der hadede al separatisme, at skrive herimod, men standsedes ved et vink fra gehejmestatsminister J. S. Møsting; 1835 indledede han den konservative kontraopposition mod de liberale med sine Breve fra Provinserne der offentliggjordes i J. L. Heibergs Interimsblade hvor de vakte overordentlig opsigt, og han fulgte fra 1840 i Vestsjællands Avis med bidsk agtpågivenhed liberalismens forskellige ytringsformer.

En sag lå ham fremfor alt på sinde: den politiske udvikling i hertugdømmerne. Af hensyn hertil fornyede han bekendtskabet fra Rom med Christian August (1798–1869) af Augustenborg; gennem breve og samtaler opfordrede han hertugen til at lade sine sønner opdrage i Sorø som danske prinser og selv utvetydigt afbryde enhver forbindelse med slesvigholstenismen idet arvespørgsmålet da ved kongestammens uddøen af sig selv ville løses i hans favør.

Samtidigt hermed skrev han i Vestsjællands Avis artikler om det slesvigholstenske røre; en del af dem udkom 1847–48 som særlig bog og efterfulgtes under treårskrigen af andre skrifter i samme retning. 1849 søgte han forgæves valg til folketinget, ligeså 1853. Som helstatsmand og antiskandinav var han det nationalliberale partis svorne fjende og stempledes til gengæld af dets presse med Carl Ploug i spidsen halvvejs som landsforræder for sit forhold til Augustenborgerne.

Dette medførte sagsanlæg parterne imellem, men svækkede i øvrigt ikke H.s interesse for stillingen i Slesvig; han var en varm ven af de danske sprogreskripter og tog dem gentagne gange i forsvar fra et politisk synspunkt. I 1864, efter Dannevirkes rømning -en handling, for hvilken han priste Christian de Meza –, gav han af fuldt hjerte Ploug landsforrædersigtelsen igen under henvisning til konspirationerne med Sverige og ophidselseskampagnen mod Christian IX; s.å. var han medstifter af Augustforeningen, den konservative samling om ministeriet C. A. Bluhme.

Ved Sorø akademis nedlæggelse 1849 havde H. erholdt afsked og levede siden som pensionist i Kbh. Til biografisk eftermæle samlede han sine afhandlinger og udgav dem under titlen Kritiske Bidrag til nyere dansk Tænkemaades og Dannelses Historie. Af dette værk udkom 1852 en politisk afdeling, 1854 en kunsthistorisk, 1856 en kirkeligetisk og 1862–67 en litterærhistorisk, alle forsynede med noter og indledninger i hvilke det anekdotemæssige moment er stærkt fremherskende. Hertil føjede han af sin omfattende korrespondance 1867–69 i to bind Udvalg af Breve fra Mænd og Kvinder, for eftertiden en yderst værdifuld kilde til dansk åndslivs historie i 1800-tallet, i datiden vækkende stor og ikke überettiget forargelse ved koldblodig mangel på diskretion.

En skildring af udenlandsrejsen på grundlag af dagbogsoptegnelser og breve til hjemmet blev færdig; at dømme efter brudstykker (i Nyt dansk Maanedsskrift I, 1871, og Museum 1894 I) ville det være blevet en lige så underholdende som frimodig bog. Hertugen af Augustenborgs breve til H. offentliggjordes 1925 af Axel Heils (i Danske mag. 6. r. IV); af H.s breve til hertugen, der befinder sig i Schlesw.-Holst. Landesbibliotek (kopier i Det kgl. bibl.) er blot enkelte publicerede.

H. er et af dansk litteraturs stærkeste hoveder og dens fødte polemiker. I sit virke gik han ingenlunde af vejen for kneb og underfundigheder; dog var det for sager af almen betydning, ikke af trang til personlige trakasserier at han sloges. -Tit. professor 1849.

Familie

Forældre: kapellan, senere biskop i Ribe Viktor Kristian H. (1765–1818) og Marie P. Schiørring (1775–1848). -25.9.1822 i Kbh. (Frue) med Olivia Catharine Rasbech, født 22.12.1796 i Kbh. (Fødsst.), 15.5.1849 i Sorø, d. af kaptajn Ole Lyche v. R. (1762–1806) og Siri (Sigrid) Kohl (1777–1846).

Udnævnelser

R. 1840.

Ikonografi

Mal. af C. A. Jensen, 1819. Tegn. af F. Vermehren, 1849 (Fr.borg), mal. af samme udst. 1864. Tegn. udført af hustruen (Kgl. bibl.). Litografi 1870, efter dette træsnit 1871. Træsnit af H. P. Hansen, 1871.

Bibliografi

Kilder. Udvalg af breve... til P. H. Ml, 1867–69. Nyt da. månedsskr. 1, 1871 132–46 (P. H.: Minder fra en rejse 1817–21) og 245–56 (breve fra udlandet 1817–18). Museum, 1894 I 65–98 (P. H. fra opholdet i Rom 1818–19). Danske mag. 6,r.IV, 1925 76–211 (Augustenborgske breve). Danske studier, 1956 27–54 (breve til P. D. A. Atterbom).

Lit. J. M. L. Hjort: Ved prof. P. H.s jordefærd, 1871. P. Hansen i III. tid. 3.12.1871. Kr. Arentzen: Baggesen og Oehlenschläger VI-VII, 1876–77. (P. Chr. Zahle:] P. H., 1893. Axel Hansen (Heils) i Festskr. til Johs. Steenstrup, 1915 47–65 240f (om H.s brevveksl, m. hertugen af Augustenborg). Paul V. Rubow: Dansk lit. kritik i det 19. årh., 1921 (2. opl. 1970) 67–75. Olaf Carlsen: P. H. og hans tyske grammatik, 1929. Samme: Aus P. H.s Jugend, 1945. Kj. Galster: Hauchs manddom og alderdom, 1935 11–14 156–64 191–205. Erik Moller: Helstatens fald I-II, 1958. Morten Borup: P. H., 1959.

Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark. Breve til hertugen af Augustenborg i Schlesw.-Holst. Landesbibl. (kopier i Kgl. bibl.).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig