A.W. Brorson

A.W. Brorson, Anders Winding Brorson,  11.11.1755-30.6.1833, rektor. Født i Klim, død på Herlufsholm, begravet sst. Da B. i sit 10. år mistede begge sine forældre kom han i huset hos sin bedstefar, biskop Broder B. i Ålborg, der selv underviste ham i begyndelsesgrundene i latin. Siden gik han i Ålborg skole hvorfra han blev student 1774. 1778 blev han cand. teol. og 1779 alumnus på Borchs kollegium, 1781 tog han den filologiske eksamen og blev s.å. dekan på kommunitetet. Desuden tjente han sit ophold som lærer for Peter Hersleb Aagaard med hvem han berejste de danske provinser. 1782 tog han magistergraden, blev 1784 konrektor på Herlufsholm og 1804 rektor sst. B. har udgivet en del skrifter, især af filologisk og historisk indhold. En betydelig plads blandt disse indtager de oversættelser som han måtte foretage for at forøge sine indkomster, således af Millots verdenshistorie (1790–93) som han desuden fortsatte med fire bind (1804–10). Desuden har han leveret skoleudgaver af klassiske forfattere (Sallust 1801, Ovid 1802, Tacitus og Plinius 1804), og 1823 udgav han et udvalg af Hans Adolph Brorsons salmer, indledet med en ret mærkelig fortale hvori han polemiserer skarpt mod Riegels' underkendelse af den berømte salmedigter. Størst betydning havde B. dog som skolemand, og han hører til Herlufsholms betydeligste rektorer. Han underviste især i historie og latin, og skønt han, som også hans skrifter viser, ikke besad nogen streng historisk eller filologisk skoling, var hans undervisning værdifuld ved det fyldige indtryk han forstod at give sine disciple af indholdet hos de klassiske forfattere. Som påvirket fra den nyhumanistiske retning fra Göttingen stræbte han i al sin skolegerning efter at fremelske humanitet. Han skabte et godt forhold mellem lærere og disciple på Herlufsholm og forstod udmærket ved sin ædle personlighed og faste karakter at gøre sig afholdt af sine disciple, hvoraf flere – deriblandt især F. C. Sibbern – priser ham i høje toner. B. var en udpræget æstetisk natur, og hans skønne, gæstfri hjem udgjorde i mange år et kulturelt midtpunkt i Herlufsholms omegn. – Tit. professor 1804. Justitsråd 1811.