Einer Torsting

Einer Torsting, Einer Torstensen Torsting, 13.4.1893-27.4.1951, rektor, skolehistoriker. Født i Århus (Dom.), død i Kbh. (Rigshosp.), begravet Ordrup kgd. T. tog studentereksamen på Metropolitanskolen 1910 og blev mag.scient. i matematik ved Kbh.s univ. 1917. Derefter fik han ansættelse som lærer ved Birkerød kostskole (1917–20), blev adjunkt ved Birkerød statsskole (1920–25) og ved Vestre Borgerdydskole (1925–29). 1929 udnævntes han til lektor ved Ordrup gymnasium og blev samtidig faglig medhjælper i matematik hos undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne. 1933 blev han rektor for Ordrup gymnasium. T. hørte til den ungdom som var blevet stærkt påvirket af Olfert Ricards forkyndelse, og dette i forbindelse med en udtalt nordisk orienteret nationalfølelse kom til at præge hans virke livet igennem -også uden for skolen. I mange år deltog han ivrigt i ledelsen af Frivilligt drengeforbund, var medlem af Ordrup sogns menighedsråd og formand for D.msk-nordisk ungdomsforbund i Kbh. (1942–46).

Det blev dog i skolens verden han kom til at yde sin største indsats. Han var en inspirerende underviser i matematik og en meget effektiv og myndig leder af Ordrup gymnasium. Både skriftligt og mundtligt deltog han ofte i den skolepolitiske og pædagogiske debat, bl.a. som formand for Pædagogisk selskab (1928–48) og som redaktør af Vor Ungdom (1939–47) og Matematisk Tidsskrift (1929–41), men særlig som medlem af Gymnasieskolernes lærerforenings styrelse (1927–41), Ira 1937 som dens formand. Han virkede for at gymnasieskolen skulle markere sig mere over for offentligheden, og han søgte at få udbygget forbindelserne til de nordiske lande og til de andre danske lærerorganisationer. I en artikel i Vor Ungdom 1940 satte han formålet med gymnasiets undervisning og opdragelse af de unge til debat. "Vor skole, som den er, har været præget af et humanistisk syn; den repræsenterer en lys tro på erkendelsen som vejen til det harmoniske menneske. Vi kan ikke alle dele denne lyse tro ... Den humane idealisme har sin ret og værdi; men den har samtidig sin begrænsning. Den mangler den personlige myndighed, der frembringer forpligtelse til lydighed for den, der ikke først og fremmest begriber, men derimod bliver grebet af den personlige sandheds værdi, således som mennesker møder den i det kristne budskab." Disse næsten Kierkegaardske betragtninger viste at T. ønskede at skolen skulle opdrage til en bestemt livsanskuelse. Tanken vakte stærk opposition blandt gymnasielærerne der med Mogens Pihl som ordfører fastholdt den kritiske erkendelse som gymnasiets hovedopgave. Uenigheden førte til at T. nedlagde sin formandspost i Gymnasieskolernes lærerforening 1941.

Efter besættelsen fortsatte T. flittigt sin deltagelse i debatten om skolen og opdragelsen, også efter at en alvorlig sygdom havde fået sit tag i ham. Han redigerede det store tobindsværk Opdragelse og Undervisning i Danmark (1948–49) og skrev selv det indledende afsnit Synspunkter for Opdragelse og afsnittet om gymnasieskolen. Ved siden af sin pædagogiske virksomhed var han hele sit liv stærkt optaget af Kierkegaardstudier, og han var medudgiver af Søren Kierkegaards Papirer (1924–48).