Elias Naur

Elias Naur, Elias Eskildsen Naur, 17.(27?)2.1650-6.5.1728, rektor, forfatter. Født i Naur ved Holstebro, død i Odense, begravet sst. N.s versificerede selvbiografi i dedikationen (til Frelseren!) af hans poetiske hovedværk, Golgotha paa Parnasso, 1689 understreger hans rod i en gammel gejstlig slægt. Forberedt ved hjemmeundervisning kom han måske allerede 1658 i Holstebro skole; af hans tielleve år her synes tiden nærmest efter faderens død at være henlevet i nød indtil gode mennesker tog sig af ham; disse sine velgørere har han nævnt i Ære- og Takke-Digt til sin gamle Skole-By, Holszbroe i Jydland, 1687? (optrykt 1871 og 1928) hvis glanspunkt i øvrigt er en kulinarisk præget skildring af Storåens fiskerigdom. Vistnok 1669 fik hans morbror, Vissenbjerg-præsten Hans Naur, ham flyttet til Odense skole og gymnasium hvorfra han blev student 1672, og hvortil han 1674 vendte tilbage som hører. 1675 tog han teologisk attestats. Omtrent samtidig med at han 1680 promoveredes til magister blev han konrektor og 1684 yderligere forfremmet til en i Odense hidtil ukendt stilling som vice- eller prorektor, med særlig myndighed i den økonomiske administration; dette avancement var ikke uden brod mod den lidet regnskabsinteresserede rektor, Niels Andersen Haals, der vistnok aldrig havde været sin tidligere discipel god, og som navnlig fra 1682, da et pekuniært fordelagtigt giftermål havde forbundet N. med nogle af stadens patricierfamilier, utilsløret luftede sin despekt for hans person og lærdom. Ved vicerektoratets oprettelse tilspidsedes situationen i den grad at det 1685 kom til en provsteretssag (med skoleelever som vidner) mellem den koleriske skoleleder og hans beherskede, men næppe helt åbne underordnede; det afsluttede forlig var til gunst for N. som da også 1687 – med biskop Kingos støtte – blev sin fjendes efterfølger. Rektor var han af navn til 1694, af gavn til 1691, da hans elleveårige tilknytning (som lærer i filosofi) til Odense skoles særlige overbygning, "gymnasiet", befæstedes ved hans udnævnelse til professor i græsk; 1711 fik han professoratet i hebraisk og desuden et lektorat i teologi. Hverken som pædagog eller som lærd har N. sat sig blivende spor. Af hans prosaiske opbyggelsesskrifter kom de fleste i to til fire oplag, således En aandelig Jule-Stue, 1696, Tive[o: tyve] aandelige Paaske-Lilier, 1698, 77/ aandelige Pindse [... Betænkninger] og Langfredags Speyl, begge 1699; til et af dem, oversættelsen fra latin af kalvinisten Georg Pasor: Christendoms Gienvey, 1693, er i 2. udg. (1700) føjet en række gudelige professionsvers o.l. under titlen Aandelige Tids-Fordrif, et typisk udtryk for luthersk kaldsfromhed. I Zions Sange og Sucke i Verdens Babylon, 1688 finder man typiske prøver på hans salmer der har haft væsentlig betydning for Brorson og overhovedet i visse henseender peger frem mod pietismens digteriske stil; mens ti af dem optoges i Kingos "Vinterparten" (1689), kom kun én med i Roskilde Konvents Salmebog (nr. 527) og sidste gang i Psalmebog for Kirke og Hjem (nr. 639). Med Peter Brasks kommenterede udgave (1973) er N.s store aleksandrinerdigt, Golgotha paa Parnasso, 1689 (2. udg. 1700, 3. udg. 1728), sat ind i den musikalske og litterære passionstradition. Med benyttelse af barokkens stilelementer har N. genfortalt Jesu lidelseshistorie idet han svinger fra ekstatisk medleven i Jesu pinsler til jævn bibelkommentar. Trods den kunstige stil er teksten næsten fri for fremmedord. N. har vistnok tænkt sig sine 5628 verslinier reciteret, i passende afsnit, til menighedens opbyggelse. Tre år efter udsendte N. Ny Strenge paa Davids Harpe, 1692, en metrisk oversættelse af 50 Davidssalmer, i ny udgave (1699) alle 150. – N.s brændende religiøse følelse er utvivlsomt ægte, men uden finhed og dybde. Som digter er han en udpræget repræsentant for dansk højbarok med kendelige forbilleder i tysk prosa og poesi samt i Kingo, noget mere outreret end denne og langt mindre talentfuld, men uhistorisk undervurderet af eftertiden. Skønt der i hans skolemesteragtige vækkelsesteknik indgår en stræben hen mod det konkrete er hans fantasi mere verbalt end realt bestemt. At han, Elias, døde på en Kristi himmelfartsdag ville ret have været et poetisk motiv for hans pen.