Erich Giørup Tauber

Erich Giørup Tauber, 24.9.1782-6.10.1854, rektor. Født i Odense, død i Kbh., begravet i Roskilde. T. blev student 1800 fra Roskilde og tog teologisk attestats 1804. Samtidig med at dyrke sit hovedstudium havde han gennemgået den teologiske og filologiske klasse i D. G. Moldenhawers pædagogiske seminarium. Sine akademiske eksaminer tog han alle med glans og blev i det hele anset for en mand der var mere end almindeligt lovende. Mindst to gange fik han i den følgende halve snes år tilbudt universitetsprofessorater, men afslog dem, sikkert i rigtig erkendelse af at han trods alt ikke var skabt for samlet videnskabeligt arbejde i enkelte fag. 1805 var han blevet adjunkt i Århus, 1814 blev han overlærer sst. og hurtigt mandt han navn som en fortrinlig lærer. Sit gode ry befæstede han yderligere da han 1818 var blevet rektor i Kolding. Han viste sig også her som en fortræffelig, alsidigt interesseret pædagog og som en administrator der med fast hånd og megen praktisk sans forstod at genrejse den forfaldne skole. Det var derfor ikke ubegrundet at han 1822 blev udset til at være direktør for det nystiftede Sorø akademi og skole. Dette blev imidlertid hans ulykke idet det snart kom frem at han ikke var denne særdeles krævende post voksen. Vanskeligheder med universitets- og skoledirektionen og bestandige stridigheder med det ingenlunde let omgængelige lærerpersonale i Sorø forbitrede ham tilværelsen, og som følge af hans eget uligevægtige temperament i forbindelse med tiltagende fysisk svagelighed blev hans optræden ubehersket og holdningsløs 1830 nødtes han til at tage sin afsked (på ventepenge), officielt på grund af svagt helbred, men i virkeligheden fordi han ikke kunne magte forholdene. Allerede n.å. konstitueredes han dog som rektor ved Fr.borg lærde skole, men hans embedsførelse og optræden – især under skolens brand 1834 – gav anledning til så alvorlige anklager mod ham, at han også her måtte vige. Vel blev han frikendt ved en højesteretsdom 1836, men da universitetsdirektionen fandt at hans anseelse alligevel havde fået et så alvorligt knæk at han ikke længere kunne være skikket til at lede en lærd skole blev hans konstitution som rektor s.å. hævet. Resten af sit liv tilbragte T. som privatmand i Kbh. – T. er ofte af sin samtid blevet meget hårdt bedømt. Hans svagheder og fejlgreb er det let at få øje på, men adskilligt i hans hele handlemåde må sikkert forklares som en syg mands dispositioner. Af naturen var T. særdeles velbegavet, han havde gode kundskaber og alsidige interesser, var desuden i besiddelse af skarp iagttagelsesevne og meget lune. Gennem mange år samlede han materiale til et større værk om det lærde skolevæsens historie i Danmark. Det lykkedes ham ikke at komme til vejs ende, men som prøver foreligger to fortjenstfulde skrifter: Historia scholce cathedralis Arhusiensis, 1817 og Udsigt over Sorø Academies Forfatning ... 1623–1665, 1827. Et beslægtet arbejdet er også hans livligt skrevne Breve fra Kolding, 1822. Han efterlod sig talrige håndskrevne samlinger og optegnelser (nu i Det kgl. bibl.) der vidner om hans levende ånd og omfattende interesser. Blandt meget der er betydningsløst findes heri en del som endnu har et vist historisk værd.