Helga Lund, 24.12.1881-1.1.1975, rektor. Født i Silkeborg, død i Gentofte, begravet Ordrup kgd. L. blev student fra N. Zahles skole 1900 og virkede derpå et par år som lærer i Silkeborg. 1903-08 studerede hun matematik og fysik ved Kbh.s univ., hvor hun bl.a. knyttede venskab med brødrene Harald Bohr og Niels Bohr. Hendes interesser lå imidlertid mindre på det videnskabelige end på det pædagogiske felt, og efter eksamen som cand. mag. søgte hun til gymnasieskolen hvor hun 1913 blev adjunkt ved Helsingør kommunale almenskole for 1920 at blive udnævnt til lektor. L. var stærkt politisk engageret og var 1921-26 medlem af Helsingør byråd som repræsentant for det radikale venstre hvis pacifistiske og social-politiske holdning hun helhjertet delte. Senere blev hun gentagne gange opstillet af partiet som kandidat til folketinget med bl.a. John Christmas Møller som modkandidat uden dog hverken at vente eller opnå valg. - 1926 blev hun udnævnt til rektor ved Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Skolen var en ren pigeskole, men allerede da var skolens overgang til fællesskole i nye lokaler planlagt, og det blev L.s opgave at føre byggeprogrammet igennem, gennemføre overgangen og en gradvis modernisering af den traditionsrige pigeskole, en opgave hun løste med klogskab, takt og vågen interesse for pædagogiske nyskabelser. Af finanspolitiske årsager trak det ud med de ydre ændringer, men 1940 blev den nye skole indviet som fællesskole, og der tilfaldt nu L. den ekstra opgave at lempe skolen gennem besættelsesårene med bevarelse af det frisind og den åbenhed i undervisning hun følte var en hovedopgave under de særlige vilkår. Med fasthed, mod og varm menneskelighed dækkede hun over lærere og elever, og da skolen i februar 1945 blev overtaget af værnemagten som lazaret, valgte hun at forblive på skolens enemærker, præciserede over for den tyske overlæge sin embedsret til at overvåge bygningerne og deres anvendelse og sikrede sig ved regelmæssige inspektioner, at hendes direktiver blev efterkommet. Det bekymrede hende ikke, at hun på samme tid husede en stærkt aktiv modstandsgruppe og dens depot. Resultatet blev, at skolen kun led minimal overlast. - L. var stærkt kunstinteresseret. Fra 1930erne fik hun etableret kunstudstillinger på skolen og i forbindelse med åbningen af den nye skole fik hun erhvervet en permanent samling af moderne fynsk kunst. Påvirket af udviklingen under besættelsen forlod L. sin oprindelige pacifistiske indstilling og fjernede sig på dette som på andre områder, som fx det skolepolitiske, fra sit gamle parti. Realistisk erkendte hun nødvendigheden af en ny forsvarspolitik og Danmarks tilslutning til NATO. -1951 tog hun sin afsked som rektor.

Familie

Forældre: distriktslæge Frederik Christian L. (1847-1929) og Malvina Marie Jørgensen (1851-1942). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig