Jørgen Eilersen, Georgius Hilarius, 16.11.1616-22.9.1686, rektor, professor. Født i Vordingborg, død i Kbh. (Trin.), begravet i Trin. k. E. blev student 1635 fra Herlufsholm, studerede først medicin, dernæst teologi og tog attestats 1638. På en udenlandsrejse 1638-40 til Leiden og Paris dyrkede han medicin og filologi. Efter at have afslået forskellige tilbud om embeder blev han 1641 konrektor ved Kbh.s skole og tog s.å. magistergraden. 1645 overdroges det ham at udarbejde universitetets almanak, men kun årgangen 1647 skyldes ham. 1646 udnævntes han til professor ved gymnasiet i Lund, men da rektoratet ved Kbh.s skole samtidig blev ledigt overtog han dette i stedet for. 1654 blev han titulær universitetsprofessor. 1661 måtte han på grund af nedbrudt helbred antage subrektor, fik s.å. løfte på et filosofisk professorat ved universitetet og blev n.å. professor ordinarius. 1672 fik han afsked fra skolen og var fra nu af professor i matematik. Hans adkomst hertil var en samling små matematiske håndbøger han tidligere havde udgivet, og som var kommet i to udgaver. Hans forfatterskab viser ham i det hele som den tidstypiske polyhistor der uden vanskelighed bevæger sig blandt alle videnskaber. Mest kendt var hans bearbejdelse til skolebrug af H. P. Resens Retorik som under hans hænder blev en fortrinlig, overskuelig lærebog der opnåede syv oplag 1653-1735. Af hans Liber scholæ Hafniensis er uddrag meddelt i Metropolitanskolen program 1813 og 1815. Han roses som en dygtig skolemand, og han virkede meget til gavn for Valkendorfs kollegium hvis efor han var 1666-76, og til hvilket han testamenterede sit bibliotek. 1677 var han universitetets rektor.

Familie

Forældre: borgmester og tolder i Vordingborg Eiler Jacobsen (ca. 1560-1640, gift 1. gang med Johanne Nielsdatter, død 1604) og Margrethe Pedersdatter. Gift 11.10.1646 i Kbh. (Frue) med Kirstine Bang, født 28.4.1612 i Flemløse, død 22.7.1654 i Kbh., d. af sognepræst i Flemløse Jens Nielsen B. (1567-1643, gift 1. gang med Karen el. Cathrine Sørensdatter, død 1607) og Eline Nielsdatter.

Bibliografi

Danske mag. 5.r.II, 1889-92 137f 234f 326; sst. III, 1893-97 191f 197 216 230. Kirkehist. saml. 7.r.VI, 1965-68 582. – G. L. Wad: Medd. om dimitterede fra Herlufsholm II, 1882-87 63-70. C. A. S. Dalberg og P. M. Plum: Metropolitanskolen I, 1916 52-56 61-75 278. H. J. Helms: Valkendorfs kollegium, 1917 302. Bj. Kornerup: H. P. Resen I, 1928 266f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig