Jacob Saxtorph

Jacob Saxtorph, 7.9.1771-12.8.1850, rektor. Født i Roskilde, død i Odense, begravet i Kbh. (Holmens). S. dimitteredes 1788 fra Roskilde domskole hvor han n.å. blev anden-lektie-hører. 1795 tog han den store filologiske skoleembedseksamen, forfremmedes 1797 til femte-lektie-hører, men blev 1799 knyttet til Blågårds seminarium som inspektør og lærer, især i matematiske fag. Da seminariets førstelærer Joh. C. G. Claussen døde 1801, blev S. i realiteten seminariets leder. Som forstander ledede han 1809 seminariets udflytning til Jonstrup. Her byggede han med autoritet og urokkelig energi et seminariemiljø op som på trods af manglende materielle-ressourcer vandt udbredt anerkendelse. I det landlige miljø satte han gang i seminariets havebrugsundervisning, og hans interesse bidrog til at der også udviklede sig et blomstrende musikliv hvori bha. hans døtr re tog aktiv del. Året før udflytningen var det lykkedes S. at få Det kgl. bibliotek til at overdrage seminariet 443 dubletter fra dets samling. Han var en dygtig lærer, hvilket udgivelsen i 1799 af Forsøg til en Lærebog i Naturlæren vidner om. Som forstander hævdede han med selvfølgelighed seminariets betydning i uddannelsessammenhæng. Blandt eleverne fik han tilnavnet "Fatter" der hentyder til hans varme og menneskelige lederevner. I det hele taget indtog han en ledende stilling i seminarie- og folkeskoleanliggender. 1807 blev han medlem af den store skolekommission hvor han fik betydelig indflydelse på udarbejdelsen af et skolereglement for købstæderne. 1810 afgav han på kgl. opfordring sammen P. O. Boisen forslag om Hvorledes kunde de Skolelærere, som ikke ere seminaristisk dannede, men have Lyst og Anlæg, af Præsten forhjelpes til en større Embedsduelighed? I disse år omgikkes S. både tjenstligt og privat landets ledende mænd på det skolepoltiske område, således stod Nicolai Edinger Balle, C. D. Reventlow (1748–1827), Fr. Münter, P. O. Boisen m.fl. faddere til hans døtre. Under den økonomiske krise mærkede S., at interessen for seminariets hidtidige linje kølnedes i de højeste administrative kredse; filantropismens idealer var ikke længere lige velanskrevne, forslag der kostede penge mødte næsten automatisk modstand, og en ny metode, den indbyrdes undervisning, var på vej ind også uden hans tilskyndelse. 1818 forlod han seminariet for at overtage rektorembedet ved Odense katedralskole. Kort forinden havde han lagt sidste hånd på seminariereglementet, et værk der hovedsagelig skyldes hans indsats. Ved Odense katedralskole fungerede S. under almindelig agtelse og hengivenhed indtil han 1843 tog sin afsked. – Tit. professor 1807.