Matthias Schacht

Matthias Schacht, Matthias Henriksen Schacht, 29.4.1660-8.8.1700, rektor, musiker. Født i Visby, Gotland, død i Kerteminde, begravet sst. S. blev 1678 student fra Visby, men da dette skete under Niels Juels besættelse af øen i den skånske krig søgte han til Kbh.s universitet hvor han s.å. immatrikuleredes med Ole Borch som præceptor. Han viste sig som en fremmelig og energisk student, men hans studietid her blev dog ikke af længere varighed, thi da fødeøen efter freden i Lund 1679 gik tilbage til Sverige fandt han det ikke rådeligt at fortsætte sine studier i Danmark hvis han ønskede befordring på Gotland, og over Kiel, Rostock, Leipzig og andre tyske universitetsbyer satte han kursen mod Stockholm og Uppsala. Hjemme var faderen imidlertid sat under tiltale for fornærmelser mod de tidligere svenske embedsmænd – og blev afsat efter dom, hvorefter han levede sine sidste år i Kbh. med en lille kgl. pension. S. selv blev 1682 hører ved sin gamle skole i Visby, men han har åbenbart følt sin stilling her uholdbar og begav sig på ny ud i verden, besøgte Danzig (Gdansk), Königsberg (Kaliningrad) og Holland, men havnede omsider hos faderen i Danmark hvor dennes velynder, Thomas Kingo, 1683 kaldte ham som hører og kantor til Odense latinske skole, en virksomhed han 1686 ombyttede med det også ret magre embede som rektor i Kerteminde. På dette fredlyste sted fandt han, der var i besiddelse af megen musikalsk begavelse og med sit embede forenede virksomheden som stadsmusikant for Kerteminde og Hindsholmen, ikke desto mindre også tid til litterære sysler hvoraf dog kun ubetydeligt i hans levetid tryktes i det i Lübeck fremkomne lærde tidsskrift Nova literaria Maris Balthici & Septentrionis, deriblandt en afhandling om lærde danske kvinder (stærkt benyttet fx af Fr. Chr. Schönau) og en anden om fynske oldsager.

S. var en udpræget samlernatur, han indrettede sig en slags museum af sjældne og besynderlige genstande, og i hans skildringer herfra og af andre emner sammenbragte han forbløffende meget stof, samlet på hans rejser og gennem en omfattende læsning. I adskillige nu tabte skrifter tumlede han som den polyhistor han var med emner som Ungarns fæstninger, Gotlands beskrivelse, zoologi, botanik, matematik, historie o.m.a., og han var ligeledes bidragyder til Matthias Moths store danske ordbog. Blandt hans efterladte manuskripter der bl.a. omfatter en afhandling De cochleis, conchis & conchyliis og den gennemillustrerede skildring De Grönlandia der også vandt P. F. Suhms anerkendelse må navnlig fremhæves det store 1.1.1687 afsluttede værk Musicus Danicus eller Danske Sangmester (udg. 1928 af G. Skjerne) der dels omfatter et leksikon over komponister og musikalske autorer og dels en lærebog i musikkens forskellige discipliner. Navnlig musikerleksikonet har vakt megen opmærksomhed, bl.a. fordi det er det tidligste i Europa, men den af E. L. Gerber fremsatte formodning at S. skulle have fundet og benyttet et for længst tabt skrift af Marcus Meibom er bevislig grundløs. Forskellige kompositioner af S. er ikke længere bevarede. I sin skole var han en nidkær lærer, men han skræmte mange ved sin ualmindelige strenghed. Flere forsøg han gjorde på ved hjælp af sin velynder Oberst Lützow på Lundsgaard at opnå præsteembede ved omlægning af nabosognene førte ikke til noget resultat idet han afgik ved en pludselig død i sine bedste år. Mens der kun var ham lidet beskåret af timelig velfærd, opnåede han allerede i sin levetid ry som en meget lærd mand og den navnkundigste af Kertemindes rektorer hvis tidlige bortgang bl.a. beklagedes af Erik Pontoppidan (1698–1764).