Mogens Wingaard

Mogens Wingaard, Mogens Mogensen Wingaard, 6.12.1636-25.9.1711, rektor. Født i Nørholm, død i Vor Frue k., Kbh. W. blev student 1660 fra Ålborg. I sin studietid opholdt han sig i tre år i huset hos historiografen Vitus Bering i hvem han fandt en velynder ligesom i Peder Resen der 1665 skaffede ham plads på Valkendorfs kollegium. Tillige var han dekan ved kommunitetet. Fra 1666 var han konrektor i Ålborg, tog 1667 magistergraden og blev 1668 rektor ved skolen. Det viste sig imidlertid snart at den noget trættekære og uordentlige mand ikke var velegnet til at bestride dette embede. Han kom i strid med sit lærerpersonale, især med sin konrektor, den senere så berygtede mag. Ole Bjørn og med sognepræsten ved Budolfi kirke, og han stod i et meget spændt forhold til sine foresatte, biskopperne Matthias Foss og Henrik Bornemann der gang på gang måtte gribe ind over for ham. Særlig uheldigt var det at han heller ikke synes at have evnet at bibringe disciplene de fornødne kundskaber endsige skrive ordentlige testimonier hvorfor Ålborg skole kom i vanry. I økonomisk henseende var der også meget at udsætte på hans administration, og efter adskillige retssager og efter at han 1676 var dømt til en offentlig "afbedelse" af sine forseelser mod biskop Foss endte hans løbebane som skolemand med at højesteret 1684 afsatte ham. De følgende år tilbragte han på sin ejendom Kåsgård i Jetsmark sogn, men drog 1689 til Kbh. hvor han synes at have ført en temmelig kummerlig tilværelse til sin død. Trods sin lidet glorværdige skolevirksomhed var W. i øvrigt en både kundskabsrig og begavet mand. Lige fra sin ungdom var han stærkt filosofisk interesseret. 1665 udgav han fire disputatser "de ontosophia", senere kom Vindemiæ ontosophicæ, 1691 og Vindemiæ theologico-onto-sophicce, 1695. Han udviklede her – klart og indgående – et metafysisk, "ontosofisk" system og gør sig til talsmand for enheden mellem filosofi og teologi idet han dog stærkt betoner den sidstnævntes prioritet. I teologisk henseende tilhørte han åbenbart den strenge lutherske teologi og så fx med beundring op til mænd som Jacob Martini og Abraham Calvius i Wittenberg. Et lignende præg bærer også hans Sex aandelige Sange, 1690 og Aandelige Tacter paa Hiertens Strengeleeg, 1692, arbejder der dog ikke udmærker sig ved poetiske fortrin. I Jovis Tarpei custos til Lifve restitueret, 1696 er opbevaret ikke få kulturhistoriske træk. Efter afsættelsen beskæftigede W. sig også med oversættelsesarbejde; således udgav han 1699 en fordanskning af Lucius Annæus Florus og 1704 af en del af Q. Curtius Rufus. Hans oversættelser er omhyggelige og kendetegnes både ved gennemtænkt retskrivning og ved naturlig sprogtone i overensstemmelse med hans ideal: at ville skrive "got, reent og jefnt Danske efter det Danske Sproges Egenskaber". Mere almindelig bekendt er hans oversættelser blevet gennem Holberg der både i Peder Paars og i Jacob von Tyboe alluderer til dem.