Peder Høyelse, Peder Høielse (Højelse), ca.1654-13.4.1704, rektor. Født i Højelse, død i Nykøbing F. H. blev 1673 student fra Sorø. Da han 1676 blev baccalaur var han hører ved Vor Frue skole i Kbh., 1684 rektor i Nyborg, og s.å. tog han magistergraden. 1685 forflyttedes han til rektoratet i Nykøbing F. hvor han i flere henseender viste sig som en foregangsmand. Særlig var han en modstander af den almindeligt herskende hårde skoletugt og søgte tværtimod at vinde disciplene for sig ved human behandling. Samtidig stræbte han efter at fremme deres kappelyst ved at uddele præmier. Også skolens økonomi interesserede ham og hans bestræbelser i denne retning blev i høj grad støttet af hans gejstlige og verdslige foresatte. Det lykkedes ham således at forvandle Nykøbing skole fra en skrantende til en blomstrende institution. Som skoleleder var han selvstændig opad og myndig nedad, og det kan da ikke undre at han kom i langvarig strid med en af hørerne der beskyldte ham for herskesyge. Heller ikke hans forsøg på at skaffe skolen øgede indtægter ved udvidelsen af disciplenes orkester forløb uden modstand fra stadsmusikanten. Hans ægteskab bragte ham en betydelig formue og gav ham en plads blandt byens højere borgerskab som ellers sjældent blev en skolemester til del. Det var derfor et måske ikke ubegrundet udslag af honnet ambition at han 1703 søgte om at blive konsistorialassessor for at kunne hævde sig over for "de yngres selvgjorte Indbildninger". Til litteraturen har H. bidraget med en solid latinsk oversættelse af Danske lov som efter hans død blev fuldført og 1710 udgivet af høreren Sten Vindeløv. I håndskrift efterlod han sig en omfangsrig konkordans til Christian Vs trykte lovgivning. – Konsistorialassessor 1703.

Familie

Forældre: sognepræst, mag. Anders Thomsen (død 1656?). Gift 2.5.1692 med Agnete Portuan (Herforth), født ca. 1660, begr. 19.11.1740 i Kbh. (Petri) (gift 1. gang 1688 med provst, mag. Frederik Brandt, 1632–91), d. af tolder i Nakskov Jens Jacobsen P. (død 1688) og Agnete Rasmusdatter (død 1676).

Bibliografi

Pers. hist. t. VI, 1885 138f (brev); sst. 8.r.V, 1926 215. -Alb. Thura: Idea historiæ litterariæ Danorum, Lpz. 1723 60f. Imm. Barfod: Den falsterske gejstligheds personalhist. I, 1851 70–76. Chr. Nold i Pers. hist. t. 2.r.I, 1886 85–87. C. Behrend i Vor ungdom, 1911 298–302 (m. to versificerede ansøgn.). Viggo Holm i Årbog for Lolland-Falsters hist. samf. III, 1915 63–65. Johs. Lollesgaard: Nykøbing katedralskoles hist., 1932 131–43. Holger Hjelholt: Falsters hist. II, 1935 323f 326 328f 415–18. Bengt Johnsson: Den danske skolemusiks hist. indtil 1739, 1973 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCLXXXIV 69–72 90f. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. I, 1977 208.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig