Tage Kampmann

Tage Kampmann, Tage Christian Kampmann, 7.2.1918-12.9.2013, undervisningsinspektør, rektor. Tage Kampmann blev student fra Øregaard gymnasium (Hellerup) 1936, tog lærereksamen fra KFUMs seminarium (Frbg.) 1940 og faglærereksamen i regning og matematik 1943. Medens han var lærer i Gentofte begyndte han at undervise på sit gamle seminarium. Tage Kampmann havde da for længst gjort sig gældende som ungdomsleder. Han var 1945–55 medlem af hovedbestyrelsen for KFUM-spejderne i Danmark og formand 1957–65. Fire gange var han leder af danske hold til verdensjambore-erne.

Da KFUMs seminarium 1953 oprettede en afdeling i Hellerup (snart selvstændig som Hellerup seminarium), blev Tage Kampmann forstander (1959 rektor). Med sine omfattende erfaringer fra ungdomsarbejde og fra fagligt, pædagogisk arbejde kunne han give den nye institution en klar profil. Rammen var – særlig i de første år – præget af den kristne ungdomsbevægelse medens indholdet i uddannelsen prægedes af Tage Kampmanns ønske om at hævde høje faglige krav. Tage Kampmann kom tidligt ind i organisationsarbejde. I ti år (fra 1954) var han redaktør af Dansk Seminarieblad, medlem af Privatseminarieforeningens bestyrelse fra 1955 og formand for Dansk seminarieforening 1964–69. Han var således i forreste række i en periode der var særdeles vigtig for dansk læreruddannelse. 1966 vedtoges en ny læreruddannelseslov, forberedt af undervisningsminister Jørgen Jørgensens læreruddannelsesudvalg (nedsat dec. 1960). Et studieplansudvalg fastlagde derefter indholdet af loven der kunne træde i kraft 1969. I denne proces spillede Tage Kampmann en stor rolle. Selv om også andre på væsentlige punkter prægede resultatet er Tage Kampmanns navn i særlig grad knyttet til den nye læreruddannelse der bl.a. karakteriseres ved den højere adgangstærskel (studenter- eller den nye HF-eksamen) og indførelse af eksamen i næsten alle fag. Medens dette resultat mødtes med overvejende tilfredshed vakte seminarieplanlægnings-udvalgets betænkning 1969 uro i seminariekredse. Betænkningen foreslog nedlæggelse af nogle seminarier og i det hele en centralisering på større institutioner end hidtil. Også her var Tage Kampmanns motiv utvivlsomt hans interesse for det faglige niveau, herunder hensynet til et kvalificeret lærerkorps og studiemiljø. Betænkningen fik ingen umiddelbare følger – der var et politisk ønske om at alle 29 seminarier fortsatte deres virksomhed.

1970 blev Tage Kampmann rektor for N. Zahles seminarium, men allerede 1973 hentedes han til undervisningsministeriet (direktoratet for folkeskolen, folkeoplysning, seminarier m.v.) som undervisningsinspekter. Han styrkede på denne post, som han beklædte indtil 1988, gennem sin udadvendte virksomhed forbindelsen mellem direktoratet og seminarierne. Han var 1988-97 seniormedarbejder ved Institut for dansk skolehistorie, Danmarks lærerhøjskole.

Tage Kampmann var de klare standpunkters mand og æggede derfor ofte til modsigelse. Hans største indsats var utvivlsomt hans medvirken under tilblivelsen af læreruddannelsen af 1966. Han havde – som embedsmand – lejlighed til at følge og videreudvikle denne uddannelse og udviste herunder en fleksibel holdning, således at hans indflydelse til stadighed var central selv om udviklingen ikke i alle henseender stemmer med hans standpunkter. Da han 1973 flyttede sit arbejde til direktoratet forventede han uden tvivl at seminarierne ville blive bragt i nærmere samarbejde med universiteter og andre højere læreanstalter. Politisk havde disse tanker ikke medvind. 1974-80 var Tage Kampmann formand for et udvalg for samordnede læreruddannelser.

I tale og skrift gjorde Tage Kampmann opmærksom på den ejendommelighed at dansk læreruddannelse – modsat forholdene i de fleste andre lande – er adskilt fra universiteternes virksomhed. Med sin stærke placering på læreruddannelsesområdet var Tage Kampmann selvskreven til at øve en bredere indflydelse i undervisningssystemet som helhed. Han var medlem af mangfoldige udvalg ud over de ovennævnte, og han var formand for Pædagogisk selskab 1956–58.

Tage Kampmann som formand har skrevet flere bøger, hvori han behandler læreruddannelsen, fx Kun spiren frisk og grøn - læreruddannelsen 1945-91, 1991, Et jævnt og muntert liv - seminarieliv i 1950'erne, 1995 og Fra enegang til fodslag - seminarierektorerne 1947-93, 1995.