F. Bokkenheuser, Carl Henrik Frederik (Fritz) Bokkenheuser, 12.8.1837-2.9.1914, skolebestyrer. Født i Kbh. (Garn.), død i Charlottenlund, begravet på Frbg. B. blev student 1856 fra Ålborg hvortil hans far 1851 var blevet forflyttet fra Kbh. og tog teologisk embedseksamen 1862. Allerede 1856 knyttedes han som lærer til Efterslægtsselskabets realskole; ved denne skole blev han viceinspektør 1865, og 1893–1908 var han bestyrer for Efterslægtens latin- og realskole som fra 1886 også dimitterede til artium. – I en lang årrække ledede B. desuden de B.ske kursus, hvor mange, især de der havde begyndt studierne i fremrykket alder, fik uddannelse til studentereksamen eller en anden højere forberedelseseksamen. B. underviste i matematiske fag med en aldrig svigtende interesse for faget og med en sjælden evne til at omgås børn og unge. Hans arbejdskraft gjorde det muligt for ham daglig at passe først sin skole og senere sine kursus og dog bevare sine kunstneriske og litterære interesser usvækkede. Han udgav til undervisningsbrug matematiske lærebøger og har desuden skrevet Efterslægtsselskabet og dets Skole 1786–1836, 1896 samt Det var i Aaret. -Tit. professor 1896.
Forældre: premierløjtnant, senere oberst Christian Peter B. (1808–87) og Olivia Frederikke Sophia Wanding (1814–81). Gift 4.11.1864 på Frbg. (Slotsk.) med Marie Adamine Johanne Elisabeth Therese Langeland, født 4.5.1842 på Frbg., død 29.9.1892 i Kbh., d. af assistent, senere pakhusforvalter ved Kgl. grønlandske handel, til sidst intendant og overkrigskommissær Lauritz Nørregaard L. (1804–50, gift 2. gang 1845 med Emma Nicoline Plockross, 1825–1921) og Conradine Vilhelmine Augusta Bonsach (1819–44). – Far til Knud B.
R. 1886.
Mal. af E. Henningsen, 1884 og afbildet på sammes "Frikvarter", 1886 (begge Efterslægtselskabets skole). Mal. af V. Irminger, 1903. tegn. af Chr. Hetsch. Foto.
Fr. B.: Det var i året – 1909. – Efterslægtsselskabets skole, program 1896–97. Berl. tid. 3.9.1914. J. Hatting: Efterslægtselskabet og dets skole II, 1938 65–92. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki