Vilhelm Schepelern (skoleinspektør)

Vilhelm Schepelern, Vilhelm Ernst Schepelern, 9.11.1880-26.7.1955, skoleinspektør, teolog. Født i Kbh. (Trin.), død i Fårevejle, begravet i Kbh. (Holmens). S. blev 1898 student fra Gammelholms latin- og realskole, teologisk kandidat 1906 og dr. phil. 1920. 1908 blev han ansat ved Kbh.s kommunale skolevæsen, 1920 skoleinspektør på Prinsessegades skole, 1922(-45) skoleinspektør på drengeskolen i Ravnsborggade der 1923 flyttede til Hindegade under navnet Skt. Annæ vester skole.

I den periode hvor skolen var øvelsesskole for Blågårds seminarium (dvs. indtil 1933), var S. tillige leder af de lærerstuderendes uddannelse i praktisk skolegerning. For S., der havde arvet den Laubske families musikalitet, fik det væsentlig betydning at skolen fra 1929 blev kommunens "Sangskole" under Mogens Wöldikes musikalske ledelse. 1938 overtog skolen "De forenede Kirkeskolers" navn og formue. – S.s eneste praktisk-pædagogiske bog er Vejledning ved Undervisningen i Geografi, 1925. Her fremhæves gennemgangen af nyt stof som det vanskeligste – men også det centrale – i undervisningen. S.s øvrige forfatterskab falder i to faser. Under inspiration fra Edvard Lehmann og Vilhelm Grønbech koncentreredes S.s videnskabelige interesse først om religionshistorien. Resultatet blev – foruden en række artikler – bogen Daab og Dæmon, 1914 der behandler den tidlige kristne dåbspraksis i religionshistorisk belysning. Hovedværket i denne fase af forfatterskabet er imidlertid disputatsen om Montanismen og de phrygiske Kulter, 1920 (tysk. udg. 1929). Det godtgøres, at montanismen er opstået i et miljø præget af jødedommens og kristendommens apokalyptiske forestillinger. Efterhånden bliver bevægelsen mærkbart præget af de omgivende frygiske mysteriereligioner. – Forfatterskabets anden fase er præget af interesse for europæisk idéhistorie. Først udkom Rousseau og hans kulturfilosofiske og pædagogiske Ideer, 1930. Derpå fulgte Montaigne og de franske Borgerkrige, 1942 og Edmund Burke, Friedrich Gentz, Adam Müller, 1953, en studie over Napoleonstidens politiske idéhistorie. Sidstnævnte værk var forberedt ved udgivelsen af et mindre arbejde om Burke's "Reflections", 1950. I disse bøger fokuseres på forholdet mellem de enkelte filosoffer og det samfund de levede i. Anden fase af S.s forfatterskab kan generelt siges at foregribe efterkrigstidens interesse for idéhistorie og støt voksende fremhævelse af det samfundsmæssige perspektiv. – Blandt S.s personlige egenskaber nævnes, at han med tiden blev stedse mere reserveret. Andre har fæstnet sig ved hans humoristiske sans, interesse for den enkelte elev og levende engagement i de sager der optog ham.