Otto Julius Wustenberg, 6.12.1872-14.5.1946, skoleinspektør. Født i Kbh. (Cit), død sst., urne på Frbg. (Solbjerg kgd.). W. dimitteredes 1892 fra Blågårds seminarium og var 1893-1907 lærer ved Frbg. skolevæsen, 1895-1904 tillige ved Slomanns skole. 1904 blev han inspektør ved den nyoprettede Plockross' skole i Hellerup (nu Øregård gymnasium) og tog 1907 sin afsked fra Frbg. skolevæsen for at kunne give skolearbejdet i Hellerup hele sin arbejdskraft. W. havde været formand for Frbg. kommunelærerforening og med til at starte den første feriekoloni i Danmark – ved Kongsøre strand – og i Hellerup var han medstifter af Ingeborg Helms' skole for piger (nu Aurehøj gymnasium). Da Plockross' skole 1912 var gået ind under De forenede skoler, modtog W. stillingen som kontorchef på skolernes kontor under direktør Niels Hjort hvorefter han 1914 blev bestyrer af Kjær og Lyngbyes skole. Denne var øvelsesskole for Blågårds seminarium, og W. blev leder af praktikundervisningen. W. var medlem af bestyrelsen for gymnasieskolernes lærerforening og formand for bestyrelsesrådet for realskolerne. Som lærer og leder var W. bestemt, men i høj grad frisindet over for kolleger og elever, altid respekterende den enkeltes personlighed og parat til at støtte, ethvert godt og frisk initiativ. Evne til samarbejde, gennemført ordenssans og et praktisk greb på tingene prægede hans virksomhed, og da han 1922 modtog opfordringen til at blive forstander for Det kgl. blindeinstitut i Kbh. førte han med disse egenskaber og sine erfaringer fra normalskolen et nyt initiativ ind såvel i blindeskolen som i hele blindesagen. Han satte sig straks som mål at skaffe de blinde en sådan uddannelse at deres arbejde ved kvalitet – og ikke medlidenhed – kunne appellere til seende medborgeres interesse. 1926 stiftedes på W.s initiativ og under hans ledelse Blindes erhvervsdepot der 1929 ved statens medvirken forenedes med de andre virksomheder som arbejdede for salget af blindes produktion, til Blindes arbejde A/S der i høj grad forbedrede blinde håndværkeres erhvervsmuligheder. W. var medlem af selskabets bestyrelse og formand i bestyrelsen for Hjem for arbejdsføre blinde kvinder der under hans ledelse blev udvidet og moderniseret. Fra 1919 var han sekretær for prøveudvalget for optagelsesprøven til 1. mellemskoleklasse. 1944 tog han sin afsked som forstander.

Familie

Forældre: telegrafmester Joseph Carl Christian Marius W. (1834-1907) og Betty Josephine Marie Vaupel (1837-1900). Gift 4.11.1898 i Kbh. (Jac.) med Dorthea Marie Ingerslev, født 25.3.1871 i Kbh. (Johs.), død 9.8.1936 sst, d. af købmand Hans Peter I. (1836-1915) og Ida Augusta Abell (1838-1901).

Udnævnelser

R. 1927. DM. 1933.

Ikonografi

Buste af Vitalis Gustafson. Mal. af A. Tørsleff, 1943 (blindeinst.). Foto.

Bibliografi

O. W. i Aftenposten 21.9.1923 og Aftenbladet 10.1.1936. Interviews i Berl. tid. 5.12.1932 og Politiken 6.12.1942. A. Wahl i Øregård samfundet, dec. 1942.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig