Emil Slomann

Emil Slomann, 24.7.1855-26.5.1904, skoleleder. Født i Kbh. (Frue), død i Middelfart, begravet i Kbh. (Ass.). S. blev student 1872 fra det v. Westenske institut og studerede en tid ægypisk, en frugt heraf er artiklen Nemesis og Ægyptologien. En Kritik (af M. Goldschmidts Nemesis-tanker) i tidsskriftet Det nittende Aarhundrede, 1877. Stærkt påvirket af Georg Brandes kastede han sig derefter ud i friere humanistiske studier af historie, litteratur og sprog. Han tilhørte en snæver kreds af unge, hvortil bl.a. hørte N. Neergaard, J. Hoffory og K. Bahnson. S.s mindetale ved sidstnævntes død er udgivet under titlen I Kristian Bahnsons Hjem 11. Jan. 1897. Under studierne underviste S. privat og på skoler, således i Hauchs skole 1874–78. Efter studierejser i Italien 1879ff var han lærer 1882–85 ved Vejle latin- og realskole. Han deltog i byens offentlige liv, fik oprettet undervisning for arbejdere, fik indrettet svendeherberg og blev me'dlem af venstrevælgerforeningens bestyrelse. Da denne sociale og politiske virksomhed blev genstand for en del lokal kritik besluttede S. at forlade skolen. – Efter sommerferien 1885 begyndte S. en skole på Nørrebro i Kbh. sammen med dr.phil. Fr. Winkel-Horn som dog allerede n.å. trak sig tilbage. – S.s skole blev snart en af hovedstadens mest ansete latinskoler med ry for en fagligt engagerende undervisning og en børnevenlig omgangstone, præget af lederens noble, fordomsfrie og humane personlighed. Sit mål med skolens arbejde sammenfattede S. i dens motto: Et quid volo, nisi ut ardeat. 1889 indviedes den nye bygning på Jakob Dannefærdsvej – til hvilken lejlighed en af lærerne, digteren Viggo Stuckenberg, skrev de fire skolesange der er trykt i digtsamlingen "Sne" (1901). Oprettelsen af en børnehaveklasse og indførelse af sløjdundervisning var med til at tegne skolens profil; allerede 1886 havde S. med artiklen Sløjden i Skolen i Vor Ungdom peget på sløjds betydning for børn. I 1890ernes offentlige debat om skolespørgsmål blev der lyttet til S. Det gjaldt hans foredrag i Det pædagogiske selskab nov. 1892, Den private Latinskole, dens Stilling og dens Fremtid, udg. s.å. af De københavnske latinskolers bestyrerforening. Her indledtes den drøftelse af de private skolers økonomiske forhold og pædagogiske særpræg der over den organisatoriske sammenslutning ("Ringen") 1901 førte frem til lov af 20.3.1918 om statstilskud til private højere skoler i hovedstaden. – Sammen med S. L. Tuxen, der bestyrede Borgerdydskolen i Kbh. stillede S. 1898 forslag om en pædagogisk uddannelse af latinskolens lærere, og han blev medlem af den ministerielle kommission der med sin betænkning to år senere lagde grunden til gymnasielærernes pædagogicum. – S.s vigtigste indsats blev imidlertid, at han – ligeledes sammen med Tuxen – 1898 og 1901 udstak linjerne for en 3. retning i latinskolen – den der ved almenskoleloven 24.4.1903 blev til gymnasiets nysproglige retning. I striden mellem de klassiske og de "reale" fag stod S. på møder og i artikler – især Den lærde Skole og dens Reform i Tilskueren 1899 – som den myndige forkæmper for en moderne humanistisk dannelse. Reformen skulle fjerne den golde formalisme, men "bevare den humanistiske, den kulturbærende Tradition inden for den lærde Skole, som har været den gamle Skoles Maal, og hvor den trods alle sine Svagheder utvivlsomt har haft sin sande Grundkraft". Både klassikere og naturfagslærere anerkendte S.s saglige styrke og ireniske karakter; i begyndelsen af 1902 valgtes han til formand for De lærde skolers lærerforening hvis bestyrelse han havde siddet i siden 1895. Få måneder senere ramtes han imidlertid af sygdom og trak sig tilbage fra både foreningen og skolen. Samtidig udtrådte han af Frederiksberg skolekommission hvor han havde været medlem siden 1896, de fire sidste år som formand. Trods sygdommen fuldførte han udgivelsen af sin illustrerede Læsebog for danske Børn I-III, 1901–03.