Oscar Arlaud, John Oscar Arlaud, 25.2.1836-14.6.1907, sproglærer, forfatter. Født i Kbh. (Fr.ref.), død på Filadelfia, Tersløse sg., begravet sst. A. blev student 1854 fra Sorø, cand.phil. 1855, var lærer ved Borgerdydskolen i Kbh. 1864–78, ved Efterslægtselskabets skole fra 1865, ved officersskolen fra 1881, ved de Monradske kursus (senere statens étårige kursus) fra 1882, alle steder især i fransk. Han har udgivet en række skolebøger i dette fag (til dels sammen med Arthur Abrahams), en række oversættelser, især fra fransk (fortællinger af Musset og Loti, nogle julebøger og et par historiske skrifter af Felix Bungener, bl.a. Calvin, 1877, og Fra Ludvig den Femtendes Tid, 1877, samt rejseskildringer af Loti, bl.a. I Marokko, 1892), desuden en udgave af P. Fabers "Stegekjælderen". Mest kendt er Bevingede Ord, de i det danske Skriftsprog hyppigst anvendte Citater, 1878, med supplement (1881) og en samarbejdet og betydelig udvidet 2. udgave (1906). Bogen skulle være et dansk sidestykke til Büchmanns "Geflügelte Worte", og trods de mangler, både med hensyn til fuldstændighed og rigtig forståelse af de enkelte citater der kan påvises er det et meget påskønnelsesværdigt arbejde A. her har udført. Det nød da også den ære i Tyskland at blive anmeldt af selve Georg Büchmann.

Familie

Forældre: grosserer i Kbh., senere sardinsk konsul i Helsingør François A. (1779–1862) og Jacqueline Pernette Fine (1797–1870). Gift 4.7.1872 i Kbh. (Holmens) med Agnes Ingeborg v. Jessen, født 8.7. 1852 i Kbh. (Frue), død 17.9.1925 sst., d. af assessor i generalpostdirektoratet, senere overpostmester, kammerjunker Frants Christopher v. J. (1810–53) og Emma Othilia Krebs (1814–81). Ægteskabet opløst. – Bror til A. A.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

F. Bokkenheuser: Det var i Aaret ...!, 1909 150f. K. Bokkenheuser: Da man var ung, 1926 67f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig