Forvaltningen af danske pattedyr

I historisk perspektiv afspejler forvaltningen af pattedyr i Danmark en udvikling. Fra at være en livsnødvendig naturressource for de første mennesker i Danmark er pattedyrene for nutidens mennesker en rekreativ ressource, som vi opfatter som en del af vores livskvalitet. Hvor de vilde, danske pattedyr tidligere var et led i den fødekæde, der endte med mennesket, optræder de nu som en kontrolleret del af naturen. De indgår, når vi forsøger at fastholde den biologiske mangfoldighed til glæde for os selv og kommende generationer, men også i en relativ ny erkendelse af, at alle levende væsener har en ret og en værdi i kraft af deres eksistens.

Forvaltningen af pattedyr i Danmark har historisk knyttet sig til jagt- og ejendomsretten. Gennem Middelalderen tilhørte jagtretten kongen og adelen. Blandt de ældste lovbestemmelser om jagt i Danmark finder vi i et brev fra Kong Frederik I fra 1532. Heri blev det bestemt, at hverken kongen eller andre måtte “slå kronvildt i 3 år i Nørrejylland”, og at borgere og bønder ikke ved nogen slags jagt måtte tage krondyr, rådyr og harer. Straffen for overtrædelser var hård. Almuefolk, som skød eller slog dyr, store eller små, straffedes på liv, hals eller gods, og det var tilladt enhver, der kunne “overkomme” en krybskytte, at stikke hans øjne ud eller hænge ham i det nærmeste træ.

Jagtretten forblev et privilegium for kongen og adels- og godsejerstanden indtil 1840, hvor en jagtforordning “demokratiserede” jagten ved at foreskrive, at jagten, hvor den ikke var forbeholdt kongen, skulle tilkomme grundejeren. Denne forordning kan ses som grundlaget for den senere jagtlovgivning, som fra anden halvdel af 1800-tallet blev suppleret med egentlige fredningsbestemmelser og i 1900-tallet førte til de første oprettelser af reservater for pattedyr og fugle. I nutidens vildtforvaltning anskues jagt som én blandt mange rekreative naturaktiviteter.

Den nuværende “Lov om jagt og vildtforvaltning” trådte i kraft i 1994, og med en række mindre ændringer fremgår den gældende lov af lovbekendtgørelse nr. 114 af 28. januar 1997 om jagt og vildtforvaltning.

Lovens formål er at sikre arts- og individrige vildtbestande og skabe grundlag for en bæredygtig forvaltning heraf ved:

- at beskytte vildtet, særlig i yngletiden, - at sikre kvantiteten og kvaliteten af vildtets levesteder gennem oprettelse af vildtreservater og ved på anden måde at etablere, retablere og beskytte vildtets levesteder, - at regulere jagten således, at den sker efter økologiske og etiske principper og under varetagelse af hensynet til beskyttelse af vildtet.

Lovens regler om vildt gælder for pattedyr og fugle, som er naturligt forekommende i den danske natur. Reglerne gælder også for pattedyr og fugle, som er udsat eller er undsluppet menneskelig varetægt, og som har etableret vildtlevende, reproducerende bestande i naturen, med mindre de traditionelt betragtes som husdyr. Hovedparten af de godt 60 arter af landlevende pattedyr i Danmark må ikke jages, men for 10 arter er der fastsat jagttid i nogle måneder hvert år. De øvrige arter er dermed automatisk fredede.

Vildtreservater er oprettet til beskyttelse af ynglende bestande af spættet sæl i både Vadehavet og de indre danske farvande med udgangspunkt i såvel loven om jagt og vildtforvaltning som i naturbeskyttelsesloven.

I 2000 blev et netværk af odderfristeder etableret i Hvidbjerg Å-systemet finansieret af jagttegnsmidler, ligesom bekendtgørelsen for Hanstholm Vildtreservat bl.a. har til formål at beskytte odderbestanden i et af artens kerneområder.

Bekendtgørelser i medfør af lov om jagt og vildtforvaltning regulerer en række forhold vedrørende pattedyr. I den forbindelse kan følgende fremhæves:

Heri fastsættes jagttider for 10 pattedyrarter i Danmark. Det drejer sig om 6 arter af hovdyr (kronhjort, dådyr, sika, rådyr, muflon og vildsvin), 2 rovdyrarter (ræv og husmår) samt hare og vildkanin. Bekendtgørelsen fastsætter desuden, at hule træer og træer med spættehuller ikke må fældes i perioden 1. november – 31. august, da de kan udnyttes af visse arter af flagermus.

Af bekendtgørelsen fremgår det, at tilskadekommet vildt kun må plejes med henblik på genudsætning, og at personer eller virksomheder af Skov- og Naturstyrelsen kan bemyndiges til at foretage en sådan pleje af oddere, hvaler, sæler og flagermus. På den baggrund er der bl.a. oprettet en plejestation for nødstedte oddere (unger/trafikkvæstede dyr) ved AQUA Ferskvands Akvarium i Silkeborg.

Bekendtgørelsen bestemmer, at erhvervsmæssig konservering (udstopning, skindlægning m.v.) af alle pattedyr, som er naturligt forekommende i den danske natur, og som ikke har en fastsat jagttid, forudsætter en autorisation fra Skov- og Naturstyrelsen. Arter, som er omfattet af lister under CITES (Liste I), Bern-konventionen (Liste II) og EF-habitatdirektivet (Bilag IV), må ikke gøres til genstand for erhvervsmæssig konservering.

Miljøministeriet har udarbejdet forvaltnings- og handlingsplaner for odder, bæver, hasselmus, marsvin, spættet sæl og gråsæl. Planerne beskriver arternes status, og hvordan de pågældendes bestande skal sikres og eventuelt reguleres fremover.

Formålet med planen, der er fra 1996, er at give den nødvendige baggrundsviden og de overordnede retningslinjer for at sikre og beskytte den danske odderbestand og dens levesteder. Planen er derfor også en del af strategien for bevaring af den biologiske mangfoldighed i Danmark (Søgaard & Madsen 1996).

Formålet med planen, som er fra 1998, er at få genindført europæisk bæver i Danmark ved udsætning på velegnede levesteder. Sigtet hermed er at retablere en økologisk nøgleart, som kan tilføre skov- og vådområder en del af deres tidligere naturlige dynamik (Asbirk 1998).

Hensigten med handlingsplanen er at gøre opmærksom på hasselmusen og dens levesteder og samtidig målrettte en forvaltningsindsats til artens fordel, så hasselmusens fremtidige overlevelse i Danmark sikres (Skov- og Naturstyrelsen 2000).

Forvaltningsplanens målsætning er at sikre sælerne optimale levevilkår og robuste bestande samt at sikre deres beskyttelse og overlevelse, bl.a. ved at fastsætte retningslinjer for forvaltning af sælerne i forhold til fiskeri (Jepsen 2005).

På baggrund af marsvinets usikre beskyttelsesmæssige status er det planens formål gennem forskning og forvaltning at gennemføre habitatdirektivets målsætninger for arten, herunder at yngle- og rasteområder beskyttes mod forstyrrelse, beskadigelse og ødelæggelse samt at utilsigtet bifangst reduceres mest muligt (Jepsen 2005).

For at leve op til ansvaret for forvaltning af vildtlevende pattedyr og fugle ifølge lov om jagt- og vildtforvaltning samt internationale aftaler om beskyttelse af småhvaler i Østersøen og beskyttelse af sæler i Vadehavet (se afsnit om international forvaltning af pattedyr) har Skov- og Naturstyrelsen i 1993 udarbejdet denne beredskabsplan, som blev revideret i 1997 (Jepsen 1997). Planen fastsætter retningslinjer for håndtering af strandede og ilandbragte hvaler og sæler og fastsætter biologiske kriterier for dispensationer til regulering af spættet sæl, der forårsager væsentlig skade på fiskeredskaber og fangster. Hertil kommer retningslinjer for håndtering af “oliefugle”.

Rødlisten er en fortegnelse over dyre- og plantearter, som i nyere tid er forsvundne, truede, sårbare og sjældne, mens gullisten omfatter arter, som er i tilbagegang, og som Danmark har et internationalt ansvar for at beskytte. Samlet giver listerne en oversigt over arter, som der skal tages hensyn til i planlægning og forvaltning, og som bør beskyttes for at sikre deres fortsatte eksistens.

Den seneste rødlistning af pattedyr blev foretaget i 1997, hvor der i alt blev optaget 15 arter (Stoltze & Pihl 1998a). En enkelt art blev vurderet som akut truet, 10 som sårbare og 4 som sjældne. På gulliste 1997 (Stoltze & Pihl 1998b) blev en af de rødlistede, sårbare arter desuden anført som national ansvarsart (damflagermus) og en art (hare) anført som særligt opmærksomhedskrævende (tabel 1).

De hidtil udarbejdede rødlister har været baseret på eksperters bedste skøn ud fra retningslinjer fra den internationale beskyttelsesorganisation, IUCN. Disse retningslinjer er i 2000 blevet revideret og fokuserer nu alene på en objektiv bedømmelse af arternes risiko for at uddø. Der er udarbejdet en manual for rødlistning af plante- og dyrearter i Danmark (Wind 2003), men pattedyrene er endnu ikke blevet underkastet en rødlistevurdering efter de nye kriterier. Resultaterne af en kommende rødlistning, som er planlagt til 2007, vil kunne findes på Danmarks Miljøundersøgelsers hjemmeside:

http://redlist.dmu.dk.

Det internationale naturbeskyttelsesarbejde er af relativt ny dato og fik først for alvor betydning med oprettelsen af den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources) i 1948.

IUCN har til formål at fremme en bæredygtig udnyttelse og bevaring af de naturlige ressourcer og har gennem årene været initiativtager til en række internationale aftaler som fx Washington-konventionen, Bonnkonventionen og Ramsar-konventionen. Der er et nært samarbejde med the International Whaling Commission (IWC). IUCN har været banebrydende med hensyn til globale bevaringsstrategier, fx World Conservation Strategy fra 1980, hvor bæredygtighedsprincippet for første gang blev introduceret og resulterede i en lang række nationale bevaringsstrategier på naturbeskyttelsesområdet.

Siden fulgte konventionen om den biologiske mangfoldighed (Biodiversitets-konventionen), som blev et af resultaterne af FN's miljøkonference i Rio de Janeiro i 1992. Det er en rammekonvention, der lægger stor vægt på indsatsen i de enkelte lande, bl.a. i form af nationale strategier for bevarelse af plante- og dyrearter.

Som en opfølgning heraf har Miljøministeriet udgivet en handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse i Danmark 2004-2009, hvor Danmark i lighed med EU har som målsætning at stoppe tabet af biodiversitet senest i 2010. Et af de væsentligste bidrag hertil er etableringen af et sammenhængende netværk af beskyttede områder, NATURA 2000 (se under Habitatdirektivet nedenfor).

Washington-konventionen om international handel med udryddelsestruede, vilde dyr og planter trådte i kraft i 1975. Internationalt er konventionen bedst kendt som CITES (Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora).

CITES kontrollerer handelen over landegrænser med vilde dyr og planter. Det sker gennem overvågning og regulering af den internationale handel. Målet er, at kun bæredygtig handel er tilladt, dvs. at man ikke må fjerne flere vilde dyr og planter, end de respektive bestande kan bære. Reglerne er forskellige, alt efter hvor truede arterne er. CITES opdeler arterne i tre lister:

- Liste I omfatter arter, som er stærkt truet af handel. Handel er forbudt, med mindre formålet er ikke-kommercielt.

- Liste II omfatter arter, som er i fare for at blive truet af handel. Handel er tilladt, hvis den foregår på en kontrolleret måde.

- Liste III omfatter arter, som lokalt er truet af handel. Handel er tilladt, hvis den foregår på en kontrolleret måde.

I Danmark gælder EU's lovgivning på området. EU's bestemmelser er skrappere end konventionens minimumskrav. Endvidere er flere arter omfattet af EU-reglerne, end konventionen forlanger.

Bonn-konventionen (Convention on the Conservation of Migratory species of Wild Animals), som trådte i kraft i 1983, har til hensigt at bevare vildtlevende dyrearter, der til lands, i vandet eller i luften regelmæssigt krydser landegrænser. Konventionen udstikker rammerne mellem medlemsstaterne for beskyttelse af en lang række arter i deres udbredelsesområde og opfordrer til regionale aftaler til sikring af en gunstig bevaringsstatus (se Habitatdirektivet nedenfor) for grupper af dyrearter.

Bonn-konventionen omfatter to lister over vandrende og trækkende dyrearter:

- Liste I omfatter arter, som er i fare for udryddelse i dele af eller i hele deres udbredelsesområde, og som derfor kræver streng beskyttelse.

- Liste II omfatter arter, som ikke er egentligt udryddelsestruede, men har behov for eller vil drage fordel af internationalt samarbejde om deres beskyttelse.

I Danmark er kun blåhval og pukkelhval omfattet af Bonn-konventionens liste I, mens fx alle flagermus, en række hvalarter samt sælerne er optaget på liste II (tabel 1).

Danmark har traditionelt været aktiv i Bonn-konventionens arbejde og har indgået fire regionale og specifikke aftaler, hvoraf de tre omfatter pattedyr:

- Småhvalsaftalen – Beskyttelse af småhvaler i Østersøen og Nordsøen (the Agreement on the Conservation of small Cetaceans of the Baltic and The North Seas – ASCOBANS), som trådte i kraft i 1994 (9 medlemslande).

- Flagermusaftalen – Beskyttelse af flagermus i Europa (the Agreement on the Conservation of Populations of European Bats – EUROBATS), som trådte i kraft i 1994 (30 medlemslande).

- Sælaftalen – Beskyttelse af sæler i Vadehavet (the Seal Agreement on Conservation of Seals in the Wadden Sea), som trådte i kraft i 1991 (Danmark, Tyskland og Holland).

Den europæiske naturbeskyttelseskonvention, Bern-konventionen (Convention on the Conservation of European Wildlife and Natural Habitats), trådte i kraft i 1982. Konventionens formål er at beskytte og bevare vilde dyr og planter og deres levesteder i Europa. I Bern-konventionen er der lagt størst vægt på bevaring af truede og sårbare arter samt beskyttelse af arter og deres levesteder, hvor der kræves samarbejde mellem flere lande.

Bern-konventionen opererer med tre lister, som omhandler dyrearter:

- Liste II omfatter dyrearter, som skal gives streng beskyttelse. Listen omfatter flere hundrede arter af pattedyr, fugle, krybdyr, padder, fisk, insekter m.fl. Medlemslandene er forpligtet til at iværksætte foranstaltninger til at sikre disse dyrearter og deres levesteder. Det gælder både med hensyn til jagt, indsamling af æg, forstyrrelse af yngle- og hvilesteder samt handel med arterne, hvis disse forhold har betydning for arterne.

- Liste III omfatter dyrearter, bl.a. pindsvin, dværgflagermus, egern, grævling og andre mårdyr, som ikke kommer ind under liste II. Medlemslandene er forpligtet til at sikre, at der opretholdes levedygtige bestande af disse arter, hvis de forekommer naturligt i de enkelte lande. Det kan blandt andet ske ved fastsættelse af fredningstider, lokale forbud mod udnyttelse og regulering af salg og besiddelse.

- Liste IV omhandler en række jagt- og fangstmetoder, der er forbudt, fx anvendelse af halv- eller helautomatiske våben og snarer til fangst af pattedyr.

Habitatdirektivet, Rådets direktiv af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, har til formål at sikre biodiversiteten ved at bevare naturtyper samt vilde dyr og planter inden for det europæiske fællesskabs (EU's) område. Suppleret af Fuglebeskyttelsesdirektivet omsætter Habitatdirektivet stort set Bern-konventionens forpligtelser vedrørende beskyttelse af arter og levesteder til EU-lovgivning.

Habitatdirektivet omfatter tre bilag, som direkte vedrører beskyttelsen af arter:

- Bilag II omfatter dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis beskyttelse kræver udpegning af særlige bevaringsområder, de såkaldte habitatområder (7 pattedyrarter, som også alle er på bilag IV).

- Bilag IV omfatter dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, som kræver streng beskyttelse (20 pattedyrarter).

- Bilag V omfatter dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, for hvilke der kan træffes forvaltningsforanstaltninger med hensyn til indsamling i naturen og udnyttelse (1 pattedyrart).

Hertil kommer et bilag, som vedrører beskyttelsen af arternes levesteder:

- Bilag I, der omfatter naturtyper af fællesskabsbetydning, hvis beskyttelse kræver udpegning af særlige bevaringsområder (habitatområder).

Det vigtigste redskab til at sikre opfyldelsen af Habitatdirektivets sigte er oprettelsen af et europæisk, økologisk netværk af særlige bevaringsområder, de såkaldte NATURA 2000-områder, som er en samlebetegnelse for områder, der er udpeget i henhold til såvel Habitat- som Fuglebeskyttelsesdirektivet.

I Danmark er der udpeget 254 habitatområder og 113 fuglebeskyttelsesområder med et samlet areal på ca. 16.600 km². Heraf udgør landområderne ca. 1/5 (8,3% af Danmarks landareal) og havområderne ca. 4/5 (12,3% af Danmarks havareal).

Medlemslandene forpligter sig til at forvalte områderne med henblik på, at arter og naturtyper kan opretholde/opnå såkaldt gunstig bevaringsstatus.

En arts bevaringsstatus anses for gunstig, når:

- data vedrørende bestandsudviklingen hos den pågældende art viser, at arten på langt sigt vil kunne opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder.

- artens naturlige udbredelsesområde ikke er i tilbagegang, eller der er sandsynlighed for, at det vil blive mindsket inden for en overskuelig fremtid.

- der er og sandsynligvis fortsat vil være tilstrækkeligt store levesteder til på lang sigt at bevare artens bestande.

Gunstig bevaringsstatus er med implementeringen af Habitatdirektivet og NATURA 2000-netværket blevet et centralt begreb i dansk naturforvaltning.

Den første vurdering af bevaringsstatus for arter i 2000 omfattet af Habitatdirektivet (Pihl et al. 2000) og en tilsvarende vurdering i forbindelse med en rapport om vildtbestande og jagtens bæredygtighed i Danmark 2002 (Bregnballe et al. 2003) omhandlede 27 arter af pattedyr. Heraf blev 18 vurderet til at have en gunstig bevaringsstatus (se tabellen).

Danmarks Miljøundersøgelser har efterfølgende udarbejdet faglige kriterier for gunstig bevaringsstatus for arter (og naturtyper) omfattet af Habitatdirektivet (Søgaard et al. 2003). Kriterierne danner grundlag for udarbejdelse af bevaringsmålsætninger, for naturplanlægning og for overvågningsprogrammer til vurdering af arternes (og naturtypernes) bevaringsstatus.

Med beslutningen om at iværksætte det Nationale program for Overvågning af Vandmiljø og Natur (NOVANA) blev der i 2004 indledt en overvågning af Danmarks landområder i tilknytning til og integreret i vandmiljøovervågningen.

Delprogrammet for arter har bl.a. som overordnet formål at opfylde Habitatdirektivets overvågningsforpligtelser med henblik på at sikre arter på direktivets bilag II, IV og V en gunstig bevaringsstatus samt styrke det faglige grundlag for fremtidige internationale initiativer, nationale handlingsplaner og regional forvaltning.

Overvågningen i NOVANA omfatter i perioden 2004-2009 foreløbig flagermus, sæler, odder, hasselmus og birkemus, i alt ca. 20 arter af pattedyr. Resultaterne af overvågningen vil blive fremlagt i årlige rapporter fra Danmarks Miljøundersøgelser fra og med 2006 (Søgaard et al. 2006).

På globalt plan har den internationale naturbeskyttelsesorganisation, IUCN, siden begyndelsen af 1990'erne foretaget en rødlistning af pattedyr på globalt plan. De fleste pattedyr er blevet rødlistet på baggrund af kriterier fra 1994 (version 2.3), men IUCN har siden da foretaget en omfattende evaluering og revision af rødlistningssystemets kategorier og kriterier. Rødlistningen foretages nu på baggrund af kriterier fra 2001 (version 3.1), men endnu er kun et mindre antal pattedyr blevet vurderet efter det nye system (se tabellen). En rødlistning af pattedyr i Europa er planlagt gennemført i 2007.

Nærmere oplysning om IUCN's rødlistning kan findes på:

http://www.iucnredlist.org/.

Tabel 1. Oversigt over danske pattedyr og deres beskyttelse i henhold til internationale direktiver og konventioner, den nationale rød- og gulliste og vurderingen af bevaringsstatus i Danmark.