Pattedyr på øerne

Mange pattedyr er glimrende svømmere. Der findes en del beretninger om hjortedyr, der har svømmet mange kilometer. Således er der elge, som har krydset Øresund fra Sverige til Nordsjælland (se afsnittet Elg), og krondyr, der inden for de senere år har krydset Vadehavet og slået sig ned på Fanø. Små pattedyr som fx spidsmus og mosegrise kan også tilbagelægge betragtelige afstande i vand. Især mosegrisen er kendt som en glimrende svømmer, der gerne svømmer fra fastlandet til en ø eller fra ø til ø. Der er dog grænser for dens evner. På de mest isolerede øer som Læsø og Anholt er der ikke mosegrise.

Mange pattedyr kan strejfe langt omkring og foretage egentlige vandringer uden for deres normale aktivitetsområde. Sådanne vandringer kan føre dem til øerne om vinteren, når fjorde og bælter fryser til. Et godt eksempel er ræven, der kan vandre op til 140 km fra sit fødested (Jensen 1978). Strejfende ræve rapporteres jævnligt fra de mindre øer. Ofte forsøger man dog at hindre, at de slår sig mere permanent ned, idet en ræv på en lille ø kan gøre et voldsomt indhug i bestande af bl.a. jordrugende fugle.

Små pattedyr kan også strejfe langt omkring. Almindelig spidsmus kan tilbagelægge lange strækninger over tilfrosne flader. Fra Sverige kendes et eksempel på, at et individ havde krydset en islagt sø og tilbagelagt 4,5 km, mens den afsatte 50.000-60.000 fodspor (Jensen 1993).

Hjortedyr og ræve kan også vade over til øer, der ved lavvande eller under særlige vejrforhold bliver næsten landfaste med fastlandet. Det sker blandt andet på Egholm ved Ålborg, når vedvarende østenvinde presser vandet vestpå i Limfjorden, så øen bliver næsten landfast med Vendsyssel.

Én spredningsmåde er dog i Danmark forbeholdt de mindre pattedyr, nemlig drift over vandet på isflager, drivende træer eller øer af grøde. I Sverige er spidsmus observeret på opbrydende isflager om foråret (Hanski 1986), og herhjemme er mosegrisen i flere tilfælde indvandret til øer i Det Sydfynske Øhav på flåder af tørt ålegræs (Ursin 1950). Sådanne vegetationsøer rives ofte løs fra kysterne ved oversvømmelser og usædvanligt højvande, så arter, der lever tæt på kysterne, formodes at have større sandsynlighed for at blive spredt på denne måde.

Nogle få danske øer er forbundet til fastlandet med dæmninger, der, i hvert fald i teorien, kan fungere som spredningskorridorer for pattedyr. Spredningen kan både ske ved en egentlig vandring og ved en gradvis erobring af nyt terræn på selve dæmningen. Sidstnævnte mulighed er bl.a. udnyttet af smågnavere som skovmus og sydmarkmus på Rømødæmningen.

Vi mennesker har lange traditioner for at flytte rundt på dyrene omkring os. Ud over vores husdyr er det især gået ud over de jagtbare dyr. I Danmark findes der rådyr eller dådyr på rigtig mange øer. For en stor dels vedkommende skyldes det udsætninger. Mindre dyr som pindsvin er også udsat på flere øer. I nogle tilfælde er det sket på øer, hvor arten tidligere har eksisteret, men er uddød, fx Hjarnø i Horsens Fjord. Rovdyr har også været udsat på nogle øer til bekæmpelse af andre dyr som rotter eller mosegrise. Det er fx tilfældet på Vigelsø i Odense Fjord, hvor man har udsat lækatte.

Der er også adskillige eksempler på, at mennesket ufrivilligt har transporteret rundt med forskellige dyrearter. Husmusen er nok det mest berømte og berygtede eksempel på, at dyr hægter sig på mennesket og dets aktiviteter og på den måde spredes rundt i hele verden. Den kom formodentlig til Danmark sammen med landbruget og er spredt til langt de fleste danske øer med skibe og både. Begge arter af rotter er ligeledes eksempler på denne form for spredning. Husrotten findes kun lejlighedsvist i Danmark i dag og da kun indslæbt med skibe til havneområder.

Flere af de andre småpattedyr har i større eller mindre grad tilpasset sig landbrugslandet og er derved ofte blevet tilfældigt transporteret rundt med fx korn og foderstoffer. En art som skovmus, der hovedsageligt findes i det åbne land og langs kysterne, er meget hyppig på de danske øer. Dværgmusen er et andet eksempel. Den blev første gang rapporteret i Sydjylland i 1820 og allerede i 1913 på Amager, hvorfra den spredte sig til Sjælland (Degerbøl 1939a). Det er dog langtfra alle gnavere, der kan udnytte mennesket til spredning, og flere gnavere er relativt sjældne på de mindre øer.

I 1967 udgav to amerikanske forskere en nu klassisk afhandling, der beskrev en teori om artssammensætningen af flora og fauna på øer (MacArthur & Wilson 1967). Denne såkaldte ø-biogeografiske teori nævner to hovedfaktorer for artsrigdommen på øer, nemlig øens afstand til nærmeste fastland og øens areal. Siden teoriens fremkomst har der desuden været megen fokus på en faktor som antallet af mulige levesteder på øerne.

I Danmark varierer øernes størrelse fra mere end 7.000 km² til under en hektar. Langt de fleste danske øer er under 1 km². Mange småøer er ubeboede af mennesker, og de store øer har generelt en større befolkningstæthed end de små.

Der er stor forskel på, hvor isoleret øerne ligger. En del er så tæt inde under land, at de ved lavvande er næsten landfaste med fastlandet, fx Vorsø og de omkringliggende småøer i Horsens Fjord. I den anden ende af skalaen ligger flere af Kattegatøerne, fx Anholt, der med 45 km til nærmeste kyst er Danmarks mest isolerede. Mange af de større øer ligger dog så tæt på fastlandet (eller på Sjælland/Fyn), at de har kunnet forbindes dertil med broer eller dæmninger.

Ligesom i resten af Danmark er de fleste beboede øer domineret af landbrug, der optager mere end 70% af arealet flere steder. På de mindste øer er landbruget derimod opgivet de fleste steder. Flere øer er i øvrigt opkøbt af staten eller private fonde. Gennem fredning er de overladt til naturens præmisser som på Vorsø eller plejet så miljøvenligt som muligt, som det sker på Æbelø nord for Fyn.

Nogle af de større øer er også uden eller har en meget begrænset landbrugsdrift. Det gælder Anholt, Læsø og Vadehavsøerne. De sidste er ikke rester af druknet land, men er dannet ved havaflejringer. Denne tilblivelse har medført en jordbund, der ikke er særlig velegnet til almindelig dyrkning. I stedet er disse øer præget af store plantager, der er anlagt for at forhindre sandflugt.

I modsætning hertil er mange andre af vore øer særdeles træfattige, da skovene i tidligere tider blev ryddet for at give plads til landbruget og for at skaffe brændsel. Ligesom i resten af landet er der dog blevet plantet ny skov på en del øer i de senere år, fx på Vigelsø i Odense Fjord. De få småøer med betydelige mængder gammel skov, fx Romsø i Storebælt og Æbelø, har kun haft en enkelt ejer i de seneste århundreder.

Uanset om en ø er domineret af landbrug eller plantager, påvirker det den naturmæssige diversitet negativt. Jo flere forskellige naturtyper, der er til stede, og jo mere ligeligt de er fordelt, des rigere kan naturen på øen siges at være.

I forbindelse med indsamlingerne til dette atlas er der lavet en analyse af, hvilke af de ovennævnte faktorer der har betydning for tilstedeværelsen af pattedyr på øerne i Danmark (Christiansen 2005).

Hvis man ser samlet på alle landlevende pattedyr, flagermus undtaget, er der en enkelt faktor, der betyder mere end alle andre for artsantallet, nemlig øens størrelse (fig. 1). En af årsagerne til dette kan være, at dyrene kan opretholde større bestande på de store øer, og at sandsynligheden for tilfældig uddøen dermed er mindre. Analyser viste desuden, at den naturmæssige diversitet målt ved antallet af naturtyper og deres procentvise fordeling steg med øernes størrelse. En anden medvirkende årsag til sammenhængen mellem øernes størrelse og antallet af arter kan derfor være, at artsantallet varierer med mængden af forskellige naturtyper.

Ser man på småpattedyrene alene (fig. 2), er øens størrelse også vigtig for artsrigdommen. Her har afstanden til fastlandet dog også en vis indflydelse på artsantallet (fig. 3). Fastlandet kunne være Tyskland, Jylland, Sjælland eller Fyn, afhængig af øens placering. Artsantallet daler med stigende afstand til fastlandet. Denne sammenhæng skyldes småpattedyrenes trods alt begrænsede spredningsevner. De isolerede øer har derfor få småpattedyrarter, ofte kun husmus eller skovmus. De større dyr er ikke så påvirkede af den relativt beskedne afstand til fastlandet, som de fleste af de danske småøer har (fig. 4). Sammenhængen mellem artsantal og afstand til fastlandet er dog ikke nær så stærk som mellem artsantal og øernes størrelse, hverken for de små eller de store pattedyrs vedkommende.

Et andet spørgsmål, der blev stillet undervejs i undersøgelserne, var, om broer og dæmninger har nogen indflydelse på mængden af landlevende pattedyrarter på en ø. Konklusionen var, at broer ingen betydning har for landlevende pattedyr. Hvorvidt dæmninger kan fungere som spredningskorridorer er mere usikkert. Noget kunne dog tyde på det, da både Rømø og Alrø har flere arter, end man ville forvente ud fra deres størrelse og afstand til fastlandet. Ser man på småpattedyr alene, har Alrø dog færre arter end forventet.

En helt tredje faktor, der i teorien skulle have indflydelse på antallet af arter på en ø, er øens alder som ø. MacArthur og Wilson antager, at enhver ø-gruppe på et eller andet tidspunkt afhængigt af, hvilken dyre- eller plantegruppe der er tale om, vil opnå en ligevægt mellem antallet af arter, der uddør, og antallet af arter, der indvandrer. Om en ø nærmer sig denne ligevægt ved, at der uddør eller indvandrer flest arter, afhænger af, om øen isoleres fra fastlandet, efter at flora og fauna er indvandret, eller om den dukker op af havet og er helt uden nogen af delene.

I vores undersøgelser har vi dog ikke kunne påvise nogen effekt af øernes alder på antallet af arter. Det skyldes formodentlig de danske øers forskellige oprindelseshistorie, hvor de yngste øer samtidig er dem, der aldrig har været forbundet med fastlandet, men er opstået ved havaflejringer, efter at Danmark blev til et ø-rige, mens de ældste øer har haft en pattedyrfauna fra starten. De yngste øer har haft et stigende artsantal, mens de ældste har haft et faldende artsantal.

Analysen viste, at der var en del øer, der lå langt under eller langt over det forventede antal arter, hvilket kan tages som udtryk for, at der endnu ikke er nået en ligevægt. Men dels vil der altid være en naturlig variation, dels er antallet af pattedyrarter generelt så lille, at tilfældige registreringschancer og menneskelig påvirken spiller ind. Om ligevægten aldrig vil opstå, eller om der bare er gået for kort tid siden sidste istid er et åbent spørgsmål.

Konklusionen på analysen er, at øernes størrelse og naturmæssige diversitet har langt den største indflydelse på antallet af arter. Da de danske øer som nævnt er meget forskellige i deres miljø, er de mest udbredte arter derfor generalister, der har evner til at klare sig mange steder, også hvor landskabet er stærkt påvirket af menneskelig aktivitet. Jo mindre specialiseret en art er, des større er sandsynligheden altså for, at den vil kunne overleve og formere sig på en ø. Derudover er de mest udbredte arter ofte gode til at sprede sig med eller uden menneskets hjælp.