Almindelig markmus

Eftersøgninger af almindelig markmus i atlasperioden er gjort ved omfattende systematiske fældefangster i størstedelen af Danmark, herunder en lang række øer. Derudover er uglegylp og andet gylp blevet analyseret, og indsendte, dødfundne dyr og dyr hjembragt af katte er registreret. Datasættet er suppleret med data fra videnskabelige undersøgelser i perioden 1990-2005. Endelig er nyere materiale (efter 1990) fra museernes samlinger inkluderet. Kortet må derfor siges at være repræsentativt for artens udbredelse.

Almindelig markmus kan være meget vanskelig at skelne fra sin nære slægtning sydmarkmus Microtus arvalis. Almindelig markmus er større, og pelsen er lidt mørkere, men sikker identifikation af de to arter på ydre karakterer kræver, at man sammenligner ørernes behåring og ørelobens størrelse (se fotos). Hos almindelig markmus er behåringen på ørene længere, og øreloben er større (Jensen et al. 2001). Med hensyn til kraniekarakterer kan de to arter som regel skelnes fra hinanden på, at kun almindelig markmus har den såkaldte “agrestis-slynge”, dvs. et ekstra prisme på den anden kindtand i overkæben (Jensen et al. 2001). En del af materialet fra uglegylp har dog ikke kunnet bestemmes nærmere end til markmus. På grund af vanskelighederne med bestemmelse er kun data fra kvadratundersøgere, der har været på identifikationskursus, data fra videnskabelige undersøgelser og data fra indsendte dyr blevet accepteret.

Langt størstedelen af registreringerne af almindelig markmus stammer fra uglegylp og andet gylp (69%). Dernæst følger fældefangster med 24% og dyr hjembragt af kat med 5%.

Almindelig markmus har en nordlig udbredelse og aftager i antal syd for Danmark, hvorfor den også kaldes nordmarkmus. I Tyskland er sydmarkmus mere hyppigt forekommende end almindelig markmus (Borkenhagen 1993).

Almindelig markmus er registreret i 398 kvadrater med i alt 8.213 observationer. Arten er jævnt forekommende i hele landet (se kort). Den er registreret på alle store øer og de fleste mellemstore øer (dog ikke Samsø, Ærø, Tåsinge, Anholt og Læsø) samt på en lang række af de mindre øer som Æbelø, Agersø, Bågø, Egholm, Fejø, Femø, Hjarnø, Langholm, Lyø, Mandø, Nekselø, Orø og St. Okseø.

Almindelig markmus er den hyppigst registrerede af alle småpattedyr i indsamlingsmaterialet i atlasset. Det betyder dog ikke umiddelbart, at det er den talrigeste art. Langt størstedelen af markmus registreres som byttedyr (i uglegylp og andet gylp og som kattehjembragte dyr), hvilket snarere er et udtryk for, at den er et foretrukket fødeemne for danske ugler, rovfugle og rovdyr. I kategorien fældefangster er den kun den femte hyppigst registrerede art, overgået af rødmus, halsbåndmus, skovmus og almindelig spidsmus.

Udbredelsen af almindelig markmus synes ikke at have ændret sig i nyere tid, men der er uden tvivl sket et fald i populationens størrelse i de seneste 50-100 år. De fleste af artens foretrukne levesteder som enge, levende hegn og småbiotoper er i den periode reduceret på grund af opdyrkning. Tiltag som braklægning, sprøjtefrie randzoner, plantning af levende hegn og etablering af småbiotoper vil formentlig igen kunne øge artens muligheder for spredning og etablering i det åbne land og give forbedrede levevilkår for en lang række rovdyr og rovfugle.

Almindelig markmus er formentlig indvandret til Danmark umiddelbart efter sidste istid. De første knoglefund stammer fra Atlantikum (Aaris-Sørensen 1998).

Melchior (1834) skriver om almindelig markmus, at den “findes overalt i Danmark, Norge og Sverrig, også i Holsteen, og vistnok overalt i det nordlige Tydskland”, og i 1878 skriver Tauber, at almindelig markmus er udbredt over hele landet. I Ursins kortlægning af fundene indtil 1952 beskrives almindelig markmus som udbredt i det meste af landet (se kort), også på mange af øerne (Ursin 1952a, b).

Almindelig markmus er udbredt i det meste af Europa med undtagelse af Island, Irland og det sydlige og sydøstlige Europa (Zima 1999b). Genetiske analyser viser, at den nordeuropæiske population kan opdeles i to genetiske grupper: En sydlig population i et område omfattende Storbritannien, Danmark, det sydlige og centrale Sverige og en nordlig population i Finland og Nordsverige. De to populationer har sandsynligvis rekoloniseret Fennoskandien fra to forskellige glaciale refugier (Jaarola & Tegelström 1995).

Almindelig markmus er knyttet til det åbne land, hvor den foretrækker høj og tæt græsvegetation med et stort fødeudbud, og hvor vegetationen tilvejebringer god dækning, bl.a. på enge, i grøftekanter, levende hegn, på brakmarker og i randområderne til småbiotoper. Den forekommer sjældent på de dyrkede flader og på græsarealer i omdrift (Jensen & Hansen 2003). På naturarealer som heder, enge og overdrev foretrækker almindelig markmus de ugræssede områder frem for de græssede (Jensen & Hansen 2001). Arten er hyppigere på ældre brakmarker end på nyere (Hansen 1997). Tilstedeværelsen af almindelig markmus i småbiotoper afhænger af biotopernes størrelse og afstanden til andre småbiotoper. Isolerede småbiotoper gennemløber en række koloniseringer, uddøen og genkoloniseringer (Christensen 1999). Almindelig markmus forekommer ligeledes hyppigt i isolerede skovlysninger eller nyplantninger, hvor der i skovbunden er tilstrækkelig græsdækning (Carlsen 1999; Keseler 1999). Dette stemmer godt overens med de observationer, der er gjort i atlasperioden, hvor 54% af registreringerne er gjort på græsklædte arealer, 23% langs vandløb, åer, moser o.l. og 13% i skov, herunder lysninger.

Artens valg af de græsklædte habitattyper skyldes, at den næsten udelukkende lever af græsser. Anatomisk er almindelig markmus indrettet med en lang tarm og en stor blindtarm, som gør den tilpasset til at fordøje de vanskeligt nedbrydelige, næringsfattige græsser. På grund af denne fødetype er det nødvendigt for almindelig markmus at fouragere med korte mellemrum og derfor ofte være aktiv om dagen. Den er imidlertid vanskelig at få øje på i den høje tætte græsvegetation til forskel fra sydmarkmus, som lever i mere kort vegetation.

Almindelig markmus er et af de vigtigste byttedyr for mange ugler, rovfugle og rovdyr. Undersøgelser har vist, at af de almindelige markmus, der ender som byttedyr, tages ca. 25% af tårnfalk, ca. 25% af brud og ca. 25% af huskat. Den sidste fjerdedel tages af ugler, musvåge, ræv, lækat, ilder, mink og grævling (Dyczkowski & Yalden 1998). I England har tilbagegangen i antallet af levende hegn forårsaget en reduceret bestand af almindelig markmus og dermed en reduceret bestand af slørugle.

Almindelig markmus og sydmarkmus er nært beslægtede og har meget nær den samme biologi. Når begge arter er til stede, vil de ofte konkurrere indbyrdes og fordele sig sådan, at almindelig markmus søger de fugtige græsarealer med god dækning, mens sydmarkmus finder sig til rette på de mere tørre græsarealer som overdrev, hvor vegetationsdækningen er mindre. Kommunikation og konkurrenceforhold mellem de to arter er belyst i danske undersøgelser (Christensen 1978; Hansen 1996).

Gangsystemet er placeret i det tætte græs eller i det øverste jordlag. Reden kan både bygges nede i og oven på jorden. Om vinteren kan gange og reder være placeret i sneen, hvilket tydeligt ses, når sneen smelter, og vekslerne blotlægges, idet kanterne ses markeret ved sammenpresset græs og sne.

Almindelig markmus træffes meget sjældent i bygninger (huse, stalde, lader m.m.). Observationer herfra udgør mindre end 2% af datamaterialet.

Bestandstætheder af almindelig markmus kan variere meget fra år til år som hos andre smågnavere. Tætheden er især afhængig af fødetilgængelighed og klima. I år med favorable forhold vil tætheden være højere end i år med eksempelvis tørre somre og sen start for græssernes vækst. I Danmark forekommer ikke de samme cykliske svingninger, som har været observeret i bl.a. det nordlige Fennoskandien.

Ynglesæsonen strækker sig normalt fra marts til september, men kan variere en del fra år til år, da tidspunktet for ynglesæsonens start afhænger meget af græssernes vækst i foråret. Hunnerne er drægtige i 21 dage og får 4-5 kuld om året med 4-5 unger i hvert. I tiden mellem fødslerne spredes hunnerne ofte til nye områder (Hansson 1977; Myllymäki 1977), sandsynligvis fordi græsklædte biotoptyper ofte er ustabile habitater med stor risiko for oversvømmelse eller udtørring. De fleste unge hanner spredes og finder helt nye levesteder, hvorimod de unge hunner får lov til at blive nær moderens territorium. Generelt opretholder de kønsmodne hunner territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn – især først på ynglesæsonen (Pusenius & Viitala 1993; Agrell 1995).

Kønsmodne hanner har derimod mere overlappende aktivitetsområder i begyndelsen af ynglesæsonen og bliver mere territoriale hen mod efteråret (Agrell et al. 1996). Territorialitet for begge køn kan variere fra bestand til bestand, afhængig af bl.a. fødetilgængelighed og bestandstæthed. Uden for ynglesæsonen er territorierne mindre udtalt, og flere dyr (typisk familiegrupper) opholder sig i samme rede.

På grund af artens vide udbredelse og stedvist høje bestandstætheder må almindelig markmus anses for en af Danmarks almindeligste pattedyrarter, selv om bestandens størrelse er mindsket i takt med reduktionen af dens levesteder.

Ifølge Lov om Jagt og Vildtforvaltning 1997, bekendtgørelse om vildtskader, må almindelig markmus reguleres ligesom muldvarp, rotter, mosegris og andre mus (undtagen brandmus, hasselmus, birkemus og spidsmus).

Ved høje bestandstætheder kan almindelig markmus forårsage skader i nyplantninger og frugtplantager ved barkgnav (Myllymäki 1975; Jensen 1983). Størst skade gør arten ved gnav på få år gamle løvtræer, der afbarkes tæt ved jordoverfladen (eller i snelejet). Ringgnav resulterer ofte i, at træet svækkes kraftigt eller dør. Problemet er størst på arealer med tæt græsvegetation (Jensen 1983). Arten bekæmpes derfor lejlighedsvis i skovbrug og frugtplantager. Skaderne kan dog i en vis udstrækning undgås ved, at jordbunden renholdes for græs, eftersom almindelig markmus ikke trives uden tæt græsvegetation. Bekæmpelse med rodenticider bør undgås, da aktivstofferne formodentlig kan videreføres i fødekæden. Alternative bekæmpelsesmuligheder er at sætte fintmasket ståltrådsnet eller rør om stammerne og opsætte redekasser til tårnfalk og ugler og siddepinde til rovfugle.