Bæver

Bæverens påvirkning af omgivelserne gør det forholdsvis nemt at registrere dens tilstedeværelse ved sportegn i felten, fx gnav, fældninger, bæverbo og dæmningsbyggeri. Der er endvidere foretaget daglige observationer af aktive dyr i udbredelsesområdet samt årlige optællinger i april og i slutningen af september ved hjælp af observatører ved bostederne.

I efteråret 1999 blev 18 bævere fra et område ved Elbens øvre løb i Tyskland udsat på seks lokaliteter i Flynder Å-systemet på Klosterheden Statsskovdistrikt (KLS) i Vestjylland, Baggrunden var, at bæveren, som tidligere var naturligt forekommende og senere udryddet af mennesket, i kraft af sin levevis kunne skabe en naturlig dynamik i naturen og give befolkningen nogle spændende naturoplevelser. I forbindelse med udsætningen er der gennemført et overvågningsprogram for at beskrive bestandens udvikling og indvirkning på flora og fauna i udsætningsområdet frem til og med 2005 (Berthelsen 2000; Berthelsen et al. 2001; Madsen et al. 2001; Berthelsen & Madsen 2002, 2003, 2005; Elmeros et al. 2004a, 2004b). Undersøgelserne har vist, at bæverne trivedes og spredtes (fig. 1). Der er observeret unger hvert år siden udsætningen, og bestanden er øget betydeligt og vurderes ved udgangen af 2005 til at være på mere end 76 individer.

Efter udsætningen spredte bæverne sig til selvvalgte bosteder, hvor de efterfølgende har været stedfaste. Siden er det meste af Flynder Å-systemet blevet koloniseret (fig. 2). I efteråret 2004 var der otte territorier på KLS og ti territorier i det sydlige opland til KLS. Antageligt er det ungdyr, som etablerer nyt bosted inden for familiegruppens territorium. Bæverne har etableret bosteder på otte lokaliteter hos private lodsejere i vandløbssystemet uden for KLS og har ud over Flynder Å-systemet spredt sig til Damhus Å, Storå, Vegen Å og Tvis Å nedstrøms Holstebro.

Bæveren indvandrede fra det nuværende nordtyske område efter sidste istid for 10.000-12.000 år siden sammen med andre skovdyr som elg og bjørn. Fund af bævergnavede stammer og knoglerester fra køkkenmøddinger og moser viser, at den europæiske bæver var udbredt over hele landet, også på Bornholm. Fra bopladsfund ved man, at dyret blev jaget, sikkert både på grund af pelsen og kødet. Bæverens uddøen i Danmark formodes at have fundet sted fra overgangen mellem bronzealder og jernalder og ind i jernalderen for 2.000-2.500 år siden (se fig. 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Efter alt at dømme har årsagen været jagt og forringelse af levestederne. Det samme skete overalt i Europa, og bæveren var tæt på at blive udryddet. Direkte og indirekte skyldes bæverens uddøen altså menneskeskabte faktorer. Fem små bestande overlevede i Norge, Rusland, Tyskland og Frankrig. De blev totalfredet i begyndelsen af 1900-tallet. Fra disse bestande er bævere blevet udsat i næsten alle de lande, hvor arten tidligere forekom.

Bæveren er blevet genindført i mere end 15 europæiske lande siden første halvdel af 1900-tallet. Derfor er antallet af bævere i dag øget betydeligt. Den europæiske bestand udgør ca. 350.000 individer, så arten anses ikke mere for at være truet. Bæveren forekommer nu spredt i Frankrig, Tyskland, Schweiz, Holland, Belgien, Polen, Norge, Finland og med endnu tættere bestande i Sverige, Estland, Letland, Litauen og især i Rusland (Tattersall 1999).

I Finland forekommer også udsatte canadiske bævere, Castor canadensis.

Bæveren er den største gnaverart i Europa. Den er tilpasset et liv i vand. Kroppen er strømlinet, benene er korte, og halen er flad. Når bæveren svømmer, driver den sig frem ved hjælp af halen og bagbenene, der har svømmehud mellem tæerne. På land bevæger den sig noget kluntet. Bæveren er gråbrun, og pelsen har en næsten filtagtig bunduld med 2-3 cm lange hår.

Bævernes føde består af urter og vedplanter (Borglykke 2002). I sommerhalvåret fouragerer de mest på urteagtig vegetation som urter, græs og vandplanter. I vinterhalvåret lever de overvejende af de på dette tidspunkt mere næringsrige vedplanter. Pil er den oftest forekommende art i bævernes føde året rundt, birk er det næsthyppigste fødeemne, mens nåletræ, pors og el kun sjældent forekommer i føden.

Bæverne skal have adgang til vand året rundt. De lever ved større eller mindre vandløb, søer, moser, vandhuller og tørvegrave og opholder sig tæt ved vandkanten langt det meste af tiden. Især fødemængden er afgørende for, hvor længe bæverne bliver på en given lokalitet. Hvis der er hurtig genvækst af vegetationen, vender bæveren ofte tilbage efter nogle år.

Bæverne er primært aktive fra skumring til solopgang. Som noget ganske enestående hos gnaverne er bæveren trofast over for den samme partner i mange år. Bæverhunnen får et kuld på 1-3 unger, der fødes i maj-juni. Ungerne bliver i ynglehulen 1-2 måneder efter fødslen.

De danske bæveres aktivitetsområder ligger overvejende i udyrkede områder, oftest i tætte krat med pil, el og birk som de dominerende træarter. Bævernes aktiviteter har medført, at der i forbindelse med vandløbene i Flynder Å-systemet er skabt en række nye vådområder og derved en dynamisk ændring af naturforholdene. Dyrene har haft både positiv og negativ indflydelse på de undersøgte naturforhold. På minussiden tæller især for dyrelivets vedkommende, at enkelte fiskearters mulighed for at vandre i vandløbene er blevet mindre. Bævernes påvirkning af produktionsarealer på statsskovdistriktet har været meget begrænset, og der har kun været få skader hos private lodsejere.

Bæveren er omfattet af en række nationale og internationale konventioner, love og bekendtgørelser. Totalfredningen og indplaceringen på ovennævnte lister yder formentlig arten tilstrækkelig beskyttelse. Der gennemføres i øjeblikket en ekstensiv overvågning af bæveren baseret på en årlig optælling i april måned. Vores viden om status og udviklingstendenser for bestanden vil derfor fremover være baseret på denne optælling.

Antallet af bævere er steget siden udsætningen. De udsatte bævere kommer imidlertid fra et relativt begrænset område i Tyskland og har derfor en begrænset genpulje. For at opnå en større genetisk variation i bestanden i Danmark og dermed bedre mulighed for tilpasning til eventuelle miljømæssige ændringer i fremtiden er det hensigtsmæssigt at supplere med yderligere udsætninger af individer fra andre dele af bestanden i Elben-området.

Det ser ud til, at bæverne har øget dynamikken og biodiversiteten i vådområderne. Deres levevis kan imidlertid også have negative effekter, fx ved at påvirke afstrømningsforholdene i et vandløb. I den situation er vandløbsmyndigheden forpligtet til at fjerne deres dæmninger el. lign. Hvis bæverne slår sig ned på private områder, hvor deres aktivitet ikke accepteres, kan Skov- og Naturstyrelsen aftale forskellige løsningsmodeller med lodsejeren. En mulighed er, at staten yder økonomisk engangskompensation mod, at det pågældende areal overgår til naturtilstand. En anden mulighed er, at vandstanden reguleres ned til et acceptabelt niveau ved fx at føre afvandingsrør igennem dæmninger eller fjerne dem helt. Hvis alvorlige skader ikke kan undgås med en af de ovennævnte metoder, kan bæverne indfanges og flyttes til et andet område, hvor de ikke gør skade, eller hvor skaderne bedre tåles. Hvis bæverne udvikler en stor, selvreproducerende bestand i Danmark, er Skov- og Naturstyrelsen indstillet på at overveje, at der indføres jagt på arten.

Bæveren har stort set ingen fjender i Danmark. Ræv, mink, ilder og store rovfugle kan dog overmande unge dyr. Drukning i fiskeredskaber forhindres i stor udstrækning ved, at fiskeruser herhjemme skal være monteret med stopriste, primært af hensyn til oddere. Trafikdrab kan være en trussel mod bestanden. Derfor bør der tages fornødne hensyn ved anlæggelse af nye trafikanlæg ved fx at etablere faunapassager, hvor veje krydser vådområder eller vandløb. Nye sygdomme kunne også blive en trussel.

Bæverne stiller krav om ro og fred i boets umiddelbare nærhed, men kan vænne sig til menneskelig forstyrrelse i dagtimerne. Spredningen af individer til større områder i Jylland vil alt andet lige afhænge af lokale lodsejeres holdninger til bæverne.