Bisamrotte

Få er bekendt med, at en bestand af bisamrotter har etableret sig i Danmark, og arten forveksles ofte med mosegrisen trods bisamrottens letgenkendelige og karakteristiske sammentrykte hale. Til atlasset er derfor kun accepteret verificerede fund og detaljerede observationer af bisamrotter samt resultaterne fra en systematisk registrering af bisamrottens udbredelse i 2005.

Registreringen i 2005 fandt sted ved brug af bisamflåder udsat i Vidå- og Brede Å-systemet i Sønderjylland. Flåderne imiterer et naturligt markeringssted for bisamrotten under forårsvandringen, hvor hannerne udviser en særlig markeringsadfærd. Et spormedie af ler og sand blev anvendt på flåderne til opsamling af bisamrottens fodaftryk og fækalier.

Bisamrottens fodaftryk er meget karakteristiske og forveksles sjældent med andre spor. Fækalierne er bønneformede, løse i konsistens og varierer i farven alt efter fødeindtag.

Først fra 2000 menes en fast bestand af bisamrotter at være etableret i Danmark. Bestanden har siden ynglet og spredt sig i den sydlige del af landet.

Bisamrotten er på nuværende tidspunkt kun fundet i 23 kvadrater, alle i det sydlige Sønderjylland inklusive Als.

Da bisamrotten ikke er videre synlig i naturen, og kun de færreste er bekendt med arten, kan det meget vel tænkes, at den allerede kan træffes længere mod nord end hidtil registreret.

Bisamrotten blev første gang registreret i Danmark i 1989 ved Juvre på Rømø og er ikke registreret andre steder i Danmark før 2000. En fast bestand af bisamrotter har dog længe været etableret umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, hvorfra arten menes at være indvandret via Rudbøl Sø og vandløbene syd for Padborg.

Siden bisamrottens introduktion som pelsdyr til Europa fra Nordamerika i begyndelsen af 1900-tallet har arten spredt sig i det meste af Centraleuropa og Norden godt hjulpet på vej af flere udsætninger i bl.a. Finland og Rusland. Undslupne dyr fra pelsfarme i bl.a. Frankrig og Belgien har ligeledes medvirket til den hurtige spredning (Gersdorf & Frank 1969; Hoffmann 1958; Schröpfer & Engstfeld 1983).

I dag findes bisamrotten i Centraleuropa fra Frankrig og østover og i det meste af Rusland og Finland. I Norge og Sverige forekommer arten kun i de nordligste områder (Zima 1999a). Bisamrotten er ligeledes introduceret til Sydamerika og Asien (Hoffmann 1958, 1985).

Bisamrotten er semi-akvatisk og lever langs åer, søer og i nogle tilfælde i afvandingskanaler og i brakvand, hvor der er rigelig vegetation. Bisamrotten bor i brinkbo eller hytter bygget i og af vegetationen. Hytter anlægges især i områder uden stærk strøm, eller hvor brinkerne ikke er egnede til brinkbo (Artimo 1960; Marcström 1964). I Danmark benyttes overvejende brinkbo. Ved valg af beboelse er vanddybden og stabile vandstande af stor betydning (Gersdorf & Frank 1969). Ustabile vandstande kan blotlægge indgangen til brinkboerne eller oversvømme hulerne.

Aktivitetsområder langs vandløb anses for at være 250-400 m lange (Brooks 1985).

Bisamrotten spreder sig primært om foråret og efteråret under deciderede vandringer, hvor grøfter, afvandingskanaler, åer og andet bruges som spredningsveje (Errington 1963; Marcström 1964). Vandringen er dog stærkt afhængig af mulige spredningsveje og egnede habitater. Bisamrotten er også i stand til at sprede sig over land. Den gennemsnitlige fremrykning af etablerede bestande er 6-8 km pr. år i Europa (Doude van Troostwijk 1976; Van den Bosch et al. 1992).

En systematisk bekæmpelse af bisamrotten i Tyskland og Holland har været en realitet siden 1930'erne, da bisamrottens gravende adfærd underminerer brinker, diger og dæmninger. I områder med store populationer kan bisamrotten ligeledes reducere vegetationen ved søer og åer væsentligt, hvilket medfører uønskede konsekvenser for flora og fauna (Danell 1996; Marcström 1964).

Den mangeårige bekæmpelse i Tyskland og Holland lader dog ikke til at have haft nogen længerevarende virkning på bestandsstørrelsen. I Storbritannien har man dog haft succes med at udrydde bisamrotten efter en intensiv bekæmpelse og forbud mod indførsel af nye individer (Warwick 1934, 1940).

Bisamrotten er i dag fast etableret i Danmark og vil formentlig sprede sig længere mod nord i de kommende år. Hvorvidt bisamrottens tilstedeværelse vil få konsekvenser i stil med dem, der kendes fra Tyskland og Holland, vides endnu ikke. Dog bør man i fremtiden holde et vågent øje med bisamrottens spredning og ligeledes undersøge nærmere, hvorvidt dens adfærd vil medføre uønskede ændringer i naturen.

Ifølge Bern-konventionens anbefaling nr. 77 (1999) om udryddelse af ikke-hjemmehørende terrestriske hvirveldyr er bisamrotten anført på listen over invasive arter, som bevisligt er en trussel mod den biologiske diversitet. Bernkonventionen anbefaler, at arten kontrolleres og udryddes i de lande, hvor den ikke er hjemmehørende, og at den så vidt muligt bør hindres i at etablere fritlevende bestande.