Brun rotte

Foruden indberetninger direkte til atlasset stammer data om artens forekomst for en dels vedkommende fra Skadedyrlaboratoriets database over rotter. Databasen indgår i laboratoriets løbende undersøgelser af eventuel resistens mod bekæmpelsesmidler. Da disse data hovedsagelig dækker områder i landet, hvor der har været problemer med bekæmpelsen, er de ikke nødvendigvis fyldestgørende for artens udbredelse.

Da rottebekæmpelse ifølge den danske lovgivning er lovpligtig med kommunerne som ansvarlig myndighed, indsamles der i kommunerne data om udført bekæmpelse og derfor også om artens forekomst. I mange tilfælde udføres rottebekæmpelse af private bekæmpelsesfirmaer, der på tilsvarende måde registrerer forekomst og bekæmpelse af rotter. Undervejs i atlasperioden blev kommuner og firmaer derfor direkte kontaktet for oplysninger om artens forekomst i områder, der ikke var dækket gennem Skadedyrlaboratoriets database eller indberetninger fra befolkningen direkte til atlasset. På denne måde er der aktivt indsamlet data om brun rottes forekomst i samtlige felter over hele landet. Derfor skulle det fremkomne kort give et fuldt dækkende og komplet billede af artens nuværende udbredelse.

Brun rotte er i atlasperioden fundet over hele landet med undtagelse af enkelte øer, hvoraf Fanø og Anholt er de to største.

Det er karakteristisk for brun rotte, at der er øer, hvor den ikke forekommer. Den kan ganske vist via skibstransporter relativt nemt transporteres til de øer, som den ikke kan svømme til eller eventuelt vandre til over isen om vinteren. Med baggrund i lovgivningen er opmærksomheden imidlertid rettet mod arten og ikke mindst dens eventuelle forekomst i områder, hvor den ikke hidtil har været. Derfor må det forventes, at brun rotte vil få svært ved at etablere sig på de øer, hvor den endnu ikke findes.

Brun rottes forekomst har siden begyndelsen af 1900-tallet været ganske godt kendt i kommunerne og hos de statslige myndigheder, der har haft rottebekæmpelse som ressortområde. I hele perioden har arten været betragtet som forekommende over hele landet (Zuschlag 1923), hvilket helt svarer til det billede, der er udtrykt i atlassets udbredelseskort.

Brun rotte menes at komme fra Kina og Sibirien, hvorfra den er spredt til det meste af verden. I Danmark dukkede arten op i 1700-tallet. Winge (1908) omtaler de første danske fund og registreringer. Omkring 1725 skulle brun rotte således være kommet til Svaneke på Bornholm, muligvis fra strandede russiske skibe. Samme kilde oplyser, at arten skulle være kommet til København allerede i 1716. Degerbøl (1949c) refererer oplysninger fra Holten fra omkring år 1800 om, at det ikke er usandsynligt, at brun rotte findes i Danmark.

Melchior (1834) skriver direkte, at brun rotte har bredt sig over det meste af landet. I hans fødeby, Grenaa, var husrotten almindelig i hans barndom, men godt 40 år efter var brun rotte den eneste forekommende rotteart. Spredningen i Danmark synes at være sket fra Sjælland over Fyn til Jylland. Arten menes at have passeret Limfjorden mod nord omkring 1847 (Zuschlag 1923; Bahr 1935; Lund 1994). I 1878 skriver Tauber, at brun rotte findes udbredt over hele landet, hvor der er en blot nogenlunde sparsom vegetation, men at den ikke findes på Anholt og i Skagen.

Da brun rotte kom til Danmark, var de områder, den invaderede, optaget af husrotten. Selv om brun rotte vil klare sig bedst i en direkte konfrontation med husrotten, fordi den er større og kraftigere, er det næppe på grund af sådanne direkte konfrontationer, at den i løbet af et århundrede blev den altdominerende rotteart i Danmark. Brun rotte er bedre tilpasset danske klimaforhold end husrotten, som er mere varmekrævende og tørketålende, og som ikke kan klare sig udendørs om vinteren.

Brun rotte har en kosmopolitisk udbredelse og findes overalt i Europa, dog kun sporadisk i tyndt befolkede områder (Amori & Cristaldi 1999a).

Brun rotte forekommer i udpræget grad tæt på os selv, nemlig i boliger, på gårde, i virksomheder, der forarbejder eller forhandler fødevarer, og i det hele taget på steder, hvor der er gode skjulesteder og fødemuligheder. Den nære tilknytning til menneskelig aktivitet deler brun rotte med husmus og husrotte.

Til forskel fra de to sidstnævnte arter kan brun rotte også leve i kloaksystemer og er det eneste pattedyr, der har formået at tilpasse sig den helt specielle biotop, som kloakmiljøet repræsenterer. Kloakkerne er tilpas fugtige og frostfrie og fungerer med deres indhold af organisk affald som en fødekilde for rotterne. Det vides dog ikke, i hvor stort omfang rotter kan klare sig udelukkende på den føde, der findes i kloaksystemerne. Kloakkerne fungerer også som spredningsvej, godt skjult for eventuelle fjender på overfladen, og endelig kan rotterne yngle i eller ved kloakkerne. Normalt kræves en tør redeplads, som rotterne dog ofte kan skaffe sig ved at grave ud i jorden omkring kloakkerne, hvor der er brud eller andre former for beskadigelser af kloakrørene.

Brun rotte forekommer dog også på friland inklusive ubeboede øer og kan der danne bestande, som lever helt uafhængigt af mennesker. En del af de rotter, der forekommer på friland i beboede egne, søger ofte ind til huse om efteråret, men mange overvintrer dog også i det fri. Om foråret søger mange rotter igen ud i det fri.

Brun rotte har som mange andre gnavere et stort ynglepotentiale. En hunrotte er kønsmoden i en alder af 2-3 måneder, og en enkelt hun kan få flere kuld i løbet af ynglesæsonen, der strækker sig fra marts-april til oktober-november. Kuldstørrelsen kan variere, oftest mellem 4 og 12, men enkelte kuld kan være på op til 15 unger. De lokale forhold, hvorunder de enkelte bestande lever, har indflydelse på antal årlige kuld og kuldstørrelser.

Brun rottes nære tilknytning til mennesket og de skader, den forårsager på bygninger og disses installationer, gør, at arten relativt let konstateres, når og hvor den forekommer. Da brun rotte kan overføre sygdomme til mennesker og dyr, er det en yderligere grund til at være opmærksom på dens tilstedeværelse. Derfor har man via lovgivningen siden begyndelsen af 1900-tallet sat fokus på at bekæmpe brun rotte via særlige kampagner mindst en gang om året. Teoretisk set er arten derfor truet af udryddelse på grund af gældende lovgivning.

Brun rotte har siden 1907 (Zuschlag 1923) været underkastet den strengeste forvaltningsplan, der kan tænkes, nemlig kravet om bekæmpelse. Man har tidligere betegnet det som rotteudryddelse, men den stadige forekomst af rotter har været medvirkende til, at man nu om dage taler om “effektiv bekæmpelse” i stedet for udryddelse. Ved effektiv bekæmpelse forstås: “En bekæmpelse, der udøves af autoriseret personale, eller personer undergivet dettes instruktion og ansvar, for at udrydde rotter eller opnå et efter sagkyndigt skøn tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden” (Bekendtgørelse om bekæmpelse af rotter m.v.).

Den nugældende organisering af rottebekæmpelse indebærer, at borgerne har pligt til at anmelde forekomst af rotter til kommunen, som så iværksætter de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe rotterne. I og med at rottebekæmpelsen er en offentlig opgave, er der, som citeret ovenfor, indført bestemmelser om, at bekæmpelsen skal udføres af personale, der er autoriseret, hvilket kræver en uddannelse i Miljøstyrelsens regi. Mange kommuner udliciterer rottebekæmpelsen til private firmaer, men uanset dette er det kommunen, der har pligt til at foranstalte rottebekæmpelsen og har ansvaret for, at det sker i overensstemmelse med lovgivningen.

Bekæmpelsen foregår dog i praksis ikke overalt, da lovgivningen og den deraf følgende indsats for at bekæmpe arten udelukkende fokuserer på de rotter, der findes og færdes på overfladen. Disse såkaldte overfladerotter skal ses i modsætning til kloakrotter, altså de individer, der lever og færdes i kloaksystemerne. Direkte bekæmpelse i kloaksystemerne er ikke påbudt, så det er op til den enkelte kommune at afgøre, om og i hvilket omfang bekæmpelse skal foregå i kommunens kloaksystemer. Af Miljøstyrelsens årlige opgørelser over den foretagne kommunale bekæmpelse kan ses, at der rundt omkring i kommunerne gennemføres en vis bekæmpelse i kloakkerne, men indsatsen er som følge af formuleringen i lovgivningen ikke så systematisk og målrettet som bekæmpelsen af overfladerotter.

Ud over den kommunale rottebekæmpelse har mange virksomheder især inden for levnedsmiddelbranchen specielle såkaldte sikringsordninger, hvilket vil sige kontrakter med firmaer, der er specialiseret i skadedyrsbekæmpelse, om at holde virksomheden fri for rotter. Sådanne ordninger omfatter ofte også mus, idet det kan være katastrofalt for et levnedsmiddelfirma at være plaget af rotter og/eller mus. Forekomst af disse dyr kan bevirke, at levnedsmiddelkontrolmyndighederne kræver firmaet lukket, indtil problemet med skadedyrene er løst. Der er således et stærkt økonomisk incitament til at sørge for at holde sådanne virksomheder rottefri. Selv med en fortsat løbende bekæmpelse er der ikke basis for at forvente, at brun rotte vil blive en truet art. Det skyldes, at der efter den gældende lovgivning ikke skal bekæmpes i kloaksystemer, og at bekæmpelsen gennemføres, indtil man efter sagkyndigt skøn har opnået et tilstrækkeligt lavt niveau i rottebestanden.