Vågehval

Oplysningerne om artens forekomst stammer fra indberetninger om strandede og observerede hvaler til Fiskeri- og Søfartsmuseet og Zoologisk Museum i årene 1984-2004 og i årene 2000-2003 til det fælles projekt Fokus på Hvaler i Danmark.

I atlasperioden er der observeret vågehvaler omkring de danske olieboreplatforme i Nordsøen og ud for Thyborøn samt flere steder i Skagerrak. I samme periode er der fundet 17 strandede dyr langs den danske kystlinje (Kinze 1995; Kinze et al. 1998; Kinze et al. 2003).

I de indre danske farvande har der ligeledes været vågehvaler. I 1995 blev der observeret en i Øresund, og samtidig blev en fundet strandet ved Århus. I december 1999 og januar 2000 opholdt en vågehval sig i Vejle Fjord og den nordlige del af Lillebælt. Dette individ blev siden fundet død ved Assens. I september 2000 blev en vågehval observeret i Sønderborg Bugt og den ydre del af Flensborg Fjord. Dette dyr blev siden fundet død ved Heiligenhafen i Tyskland. I løbet af februar 2002 blev en vågehval observeret først i Gamborg Fjord, så i havnen i Kolding og siden i Århus. Dette dyr blev aldrig genset og er sandsynligvis sluppet ud igen. I juni 2003 blev en vågehval befriet fra et garn ud for Sjællands Odde og atter fra et bundgarn syd for Skagen. En anden vågehval blev fundet død ved Skagen ugen efter.

Siden 1999 er der hvert år konstateret vågehvaler i de indre danske farvande og den vestlige del af Østersøen, idet der strandede vågehvaler ved Graal Müritz i 1999, Warnemünde i 2001, Poel 2002. Disse individer er øjensynligt ikke forudgående blevet observeret i danske farvande.

Den tidligst dokumenterede forekomst af vågehval langs den jyske vestkyst er en stranding af et ca. 7 m langt individ fra Varde Tolddistrikt, sandsynligvis Henne Strand, i 1837 (Eschricht 1845). Skelettet af dette dyr blev af herredsfoged Wedel-Heinen foræret til hvalforskeren D. F. Eschrichts zootomisk-physiologiske museum i København. Eschricht byttede det bort til universitetet i Leuven, Belgien. Her blev det desværre ødelagt under anden verdenskrig.

Fund fra den jyske vestkyst har dog på grund af manglende indsamlingsindsats og logistik helt klart været underrepræsenteret indtil for nogle årtier siden. Siden 1893 er der registreret 15 fund: Heraf tegner 1890'erne sig for 3 (1893, 1895 (2)), 1920'erne for 2 (begge 1923), 1930'erne for 2 (1931, 1937), 1940'erne for 3 (1940, 1942, 1944), 1950'eme for 1 (1954), 1960'erne for 2 (1960, 1961), 1980'erne før atlasperioden for 2 (1980, 1981). Hvis man desuden regner fund af mulige vågehvaler med, kommer man op på 24 og får fyldt hullet mellem 1837 og 1893 lidt ud (1821, 1874, 1883) samt suppleret med fund i de efterfølgende år (1895, 1912, 1913, 1931, 1955, 1963) (Kinze 1995 og upubliceret), I de indre danske farvande er vågehvalen allerede dokumenteret fra 1824 i Horsens Fjord og siden i årene 1839, 1918, 1944, 1952, 1960, 1973, 1980 og 1982. Vågehvalen er også fundet på den tyske side af Flensborg Fjord i 1928 med forudgående observationer i danske farvande (Mohr 1931) og ved den mecklenburgske kyst i 1953 (Schulze 1991).

Vågehvalen forekommer oceanisk og kystnært i hele Nordatlanten, men ret sjældent i decideret tropiske havområder. Om sommeren er hovedudbredelsen flyttet mod nord til arktiske havområder, mens der om vinteren sker en forskydning mod syd. Vågehvaler kan imidlertid også dukke op på uventede steder og unormale tidspunkter.

Arten er observeret langs hele den norske kyst op til Hvidehavet. Den kendes også fra Island og Færøerne. Om efteråret er der koncentrationer langs Skotlands vestkyst, og om sommeren er arten ret hyppig i den nordlige del af Nordsøen og i Skagerrak. Den er sjælden i Kanalen, men ret hyppig i Det Irske Hav og Biscayen. Vågehvalen forekommer måske ved den nordafrikanske Atlanterhavskyst og findes i den vestlige del af Middelhavet.

Den største, nøjagtigt opmålte nordatlantiske vågehval, en hun på 9,4 m, strandede i januar 2000 ved Assens efter i nogle måneder at have opholdt sig nord for Fyn og i Vejle Fjord. Hunnen var drægtig med et næsten fuldbårent foster på 2,6 m, men aborterede. Fosteret blev fundet hele to måneder senere ved Skåstrup Strand i marts 2000.

Vågehvaler kan vandre op til 9.000 km, men der forekommer også bestande, der stort set er stedfaste. I 2003 kunne forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser syd for Skagen forsyne en ung vågehval med en satellitsender og følge dens videre færden til Skotland, Azorerne og Middelhavet (Teilmann et al. 2004).

Vågehvaler danner normalt kun små flokke på op til tre dyr. Større ansamlinger er kendt i forbindelse med fourageringen. Det formodes, at der er en geografisk opsplitning efter køn og alder.

Vågehvalen er en ret hurtig hval. Den stikker af og til hovedet lodret op af vandet på orienteringskig og springer undertiden helt ud af vandet (kraftspring). Halefinnen vises ikke, når den dykker, og blåsten er meget svag. Vågehvalen blæser 5-8 gange med intervaller på 3-8 minutter, hvorunder blåsten og rygfinnen samtidig ses. Den kan være neddykket i op til 20 minutter, men dybden af dykkene kendes ikke med sikkerhed. Da den lever af overfladedyr, er der næppe tale om mere end 50 m.

Nogle individer er ret nysgerrige og bliver tiltrukket af mindre både. Der er eksempler på, at individer har fulgt efter en hvalkiggerbåd i over en halv time. Andre individer er mere sky.

Begge køn bliver kønsmodne i 6-8 års-alderen. Hunner er da i gennemsnit 7,3 m, hannerne 6,7 m. Parringer og fødsler finder sted fra vinter til tidligt forår. Der fødes en enkelt unge hvert eller hvert andet år. Tvillingefødsler er ikke kendt hos denne art. Drægtigheden varer 12 måneder og diegivningen 3-6 måneder. Føden udgøres af stimefisk som sild og lodde samt små krebsdyr. Som en naturlig fjende regnes spækhuggeren.

Vågehvalen er en kystsøgende hval, der hyppigt forekommer i den nordlige del af Nordsøen samt i Skagerrak. Den regnes derfor i danske farvande som en såkaldt naboart.

Danmark har ved undertegnelsen af Småhvalsaftalen (ASCOBANS) forpligtet sig til såvel forsknings- som forvaltningsmæssige aktiviteter, der er nøjere udspecificeret i Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Havfugle (Jepsen 1997). Dette bør udmøntes i sikringen af alle relevante data fra strandede og dødfundne dyr for herved at bidrage til regionale og internationale forsknings- og forvaltningstiltag.