Projekt Dansk Pattedyratlas har gjort brug af resultater fra tidligere, videnskabelige undersøgelser foretaget med bl.a. radiopejling.

.

Figur 1. Dansk Pattedyratlas er baseret på et 10 × 10 km UTM-kvadratnet.

.

Kortlægning af udbredelsen af Danmarks 88 pattedyrarter var metodisk set ikke nogen nem sag. De forskellige arter har så vidt forskellige adfærdsformer, at der ikke findes en enkelt, standardiseret metode til registreringen. Arternes foretrukne biotoper er også vidt forskellige. Der findes pattedyr både til lands, til vands og i luften. Hertil kommer, at mange arter er nataktive, har underjordisk levevis eller på anden måde lever skjult, så de er vanskelige og tidskrævende at registrere. Kun ved at forene en række metoder og fremgangsmåder, fra standardiserede indsamlinger til helt tilfældige observationer, har projektet kunnet nå sit mål.

Fra projektets begyndelse stod det klart, at det med det forhåndenværende mandskab, inklusive hjælp fra offentligheden, ikke ville være muligt at nå målet med en landsdækkende kortlægning på de 3 år, som har været løbetiden for den fondsstøttede del af Projekt Dansk Pattedyratlas. Heldigvis har der i årene umiddelbart før projektet været gennemført kortlægninger af en del arter eller hele grupper af danske pattedyr i regi af museerne eller af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), ofte i samarbejde med nogle af de grønne organisationer eller Skov- og Naturstyrelsen. Resultaterne af disse undersøgelser er inddraget i atlasset, hvilket er grunden til, at atlasperioden er defineret forskelligt for de forskellige arter.

Basalt set indebærer en atlaskortlægning blot en registrering af tilstedeværelse eller fravær af arten i de enkelte kvadrater, der i Dansk Pattedyratlas er på 10 × 10 km, eventuelt suppleret med oplysninger om, hvorvidt der findes en fast bestand i kvadratet, eller der blot er tale om strejfende dyr. En sådan kortlægning har været hovedformålet for Dansk Pattedyratlas, og det er den, der præsenteres i dette værk. Projektet har yderligere haft den målsætning så vidt muligt og for så mange arter som muligt at opbygge en detaljeret database med eksakte oplysninger om fund som lokalitet, tidspunkt, dato, habitat m.v. En sådan database vil gøre det nemt at genfinde en art, og den vil samtidig være en uvurderlig basis for yderligere forskning og for forvaltningen af den danske natur.

Kortmateriale, UTM og GIS

Dansk Pattedyratlas har som grundmateriale valgt at anvende UTM-nettet (Universal Transversal Mercator projektion) som vist på figur 1. UTM-systemet inddeler kloden i 60 nord-sydgående zoner afgrænset af længdegrader med 6 graders interval. Zonerne er inddelt i et antal 100 × 100 km-kvadrater, som kan inddeles i mindre kvadrater efter behov. I nærværende atlas er de danske pattedyr registreret i 10 × 10 km-kvadrater.

UTM-nettet har den fordel, at man inden for hver zone kan arbejde med kvadrater, der er arealtro. Men fordi kloden er rund, og projektionen flad, indebærer opdelingen i sådanne zoner, at der på overgangen mellem to zoner optræder “kiler” med et lille antal kvadrater, der ikke er kvadratiske og ikke har fuld størrelse. Det blev besluttet at bibeholde den korrekte projektion og dermed zonegrænserne, således at man ikke foretog tilpasning af kortene ved fx at “forlænge” zone 32 ind i zone 31 og 33 for at opnå, at alle kvadrater blev 10 × 10 km. Skæve kvadrater blev accepteret i lighed med, hvad man har gjort i flertallet af andre danske, biologiske kortlægninger. Herved blev fx en række kvadrater på grænsen mellem zone 32 og 33 på Sjælland og Lolland-Falster mindre end 100 km2. Modsat er enkelte kvadrater i Storstrømsområdet blevet større end 100 km2, idet meget små kvadrater er blevet slået sammen med nabokvadrater. Tilsvarende er tilfældet i grænsen mellem zone 31 og 32 i Nordsøen.

GIS-(Geographical Information Systems)-programmet MapInfo blev anvendt til håndtering af de geografiske data. Foruden UTM-nettet benyttedes kystlinjen og grænsen for det danske søterritorium. Samtidig kunne Kort- og Matrikelstyrelsens 4 cm-kort indlæses til nøje indprikning af data via programmet AutoDTK.

Database og MapInfo

Datamaterialet blev lagt i en Access-database, som blev oprettet til formålet. Databasen blev samtidig knyttet til GIS-programmet MapInfo. Det var hermed muligt at hente data direkte ind i MapInfo sammen med de grundlæggende GIS-kort.

Databasen bestod af en hovedtabel med tilhørende relaterede tabeller, som kunne benyttes som opslagskolonner i hovedtabellen. Formålet med opslagskolonnerne var dels at reducere fejlindtastninger og standardisere oplysningerne, dels at gøre indtastningsarbejdet hurtigere.

Hoveddatabasen bestod af 68 kolonner, som bl.a. omfattede observationsdato, art, antal, observatør, lokalitet, registreringsmetode og biotoptype, men også museale oplysninger som køn, vægt, præparattype, journalnumre og DNA-prøver. Derudover blev der oprettet en lang række kolonner, som vedrørte flagermus. De relaterede tabeller (opslagskolonnerne) omfattede art, observatør, registreringsmetode, biotoptype m.fl.

Koblingen mellem databasen og GIS gjorde det muligt enten at indprikke hver oplysning på kortet på en given lokalitet, hvor koordinaterne var ukendt, eller at oprette punkter ud fra givne koordinater. Indprikninger på kortet blev fortrinsvis anvendt ved nyindkomne enkeltoplysninger, mens større datasamlinger fra fx DMU's tidligere kortlægninger eller fra “Projekt Fokus på Hvaler” kunne importeres direkte til databasen, og punkter kunne oprettes fra de angivne koordinater.

Kortlægning af de enkelte arters udbredelse blev ligeledes foretaget i MapInfo ud fra SQL-(Structured Query Language)-forespørgsler og kommandoer i MapBasic på fx art, observationsdata og reproduktionsstatus.

I løbet af projektperioden kunne foreløbige udbredelseskort hele tiden konstrueres, så indsatsen for bestemte arter eller områder kunne tilpasses.

Historiske kort og lignende kunne indlæses i MapInfo og digitaliseres.

De færdige kort fra MapInfo kunne via MAPublisher indlæses i Adobe Illustrator, hvorfra de blev opsat til tryk.

Datamateriale

Kursus på Molslaboratoriet i maj 2001. Kvadratundersøgerne lærer at puste en fanget mus ud i en pose til nærmere artsbestemmelse.

.

Den samlede pattedyr-database rummer 57.960 registreringer, Dette tal er imidlertid lidt for lavt, idet der for visse arter og for visse kvadrater kun er indtastet én registrering pr. kvadrat, selvom der forelå flere. Der er indberetninger inden for alle pattedyrordener, de fleste dog om gnavere, flagermus og mårdyr.

Mens variationen i antal registreringer på familieniveau er begrænset, er den meget stor arterne imellem. Den hyppigst indrapporterede art er spættet sæl (ca. 24.000). Det skyldes især, at radiopejlinger af samme individ giver mange observationer. Arter med mange uafhængige observationer er først og fremmest markmus (ca. 13.000 ubestemte markmus, ca. 8.000 almindelig markmus og ca. 3.000 sydmarkmus). Andre hyppigt indberettede arter er almindelig spidsmus (ca. 8.000), rådyr (ca. 7.500), hare (ca. 6.000), rødmus (ca. 5.000) og mink og ræv, begge med ca. 4.000 indberetninger.

I den sjældne ende af skalaen findes blandt de naturligt hjemmehørende eller naturligt indvandrede arter Bechsteins flagermus (2), Leislers flagermus (1), elg (7), gråsæl (115) og birkemus (156). En del indførte, indslæbte eller reintroducerede arter optræder også med lav hyppighed, fx husrotte (8), bæver (8) og sumpbæver (17).

Der er fundet 9.075 lokaliteter for i alt 17 arter af flagermus, herunder 6.239 detektorlokaliteter og 2.836 eksemplarlokaliteter.

Dækning

I princippet er alle kvadrater undersøgt for alle arters vedkommende. I nogle kvadrater og for nogle arter har det af praktiske eller andre grunde ikke kunnet lade sig gøre inden for den afgrænsede periode. Det gælder især de mindre øer og en række kvadrater i havområderne. I løbet af atlasperioden meldte der sig 368 frivillige kvadratundersøgere, som har indrapporteret oplysninger om småpattedyr ud fra metoden “standard-småpattedyr” (se afsnittet nedenfor) i 384 kvadrater. Derudover har de i mange tilfælde også givet oplysninger om andre arter i de pågældende kvadrater. I dårligt dækkede områder er kvadratundersøgernes oplysninger i vidt omfang blevet suppleret med undersøgelser foretaget af ansatte på museerne og de øvrige forskningsinstitutioner. For flagermus indgår data fra perioden 1973-94, baseret på en kombination af eksemplarfund og detektorlytning (Zoologisk Museums flagermusatlas, Baagøe 2001a). Denne kortlægning er fortsat i de følgende år indtil afslutningen af nærværende atlasprojekt, således at stort set alle danske 10 × 10 km-kvadrater nu er gennemlyttet, og mange af de tidligere registrerede lokaliteter er blevet besøgt igen. Se indsatskort, fig. 4.

Tidligere kortlægninger indgår også i kortene for vandspidsmus, egern, hasselmus, ilder, mink, husmår, grævling, odder, rådyr og marsvin.

For havpattedyrenes vedkommende har Dansk Pattedyratlas i vid udstrækning kunnet trække på det landsdækkende registreringsnetværk, som Zoologisk Museum, København, og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg, har haft i gang siden 1981 (fra 1993 i forbindelse med Skov- og Naturstyrelsens Beredskabsplan for Havpattedyr) og med en særligt intensiv indsats i Projekt Fokus på Hvaler (2000-2003). I sidstnævnte projekt er der indrapporteret observationer af hvaler fra offentligheden, fra sejlere, fiskere, færgeruter m.m.

Desuden er der i atlasset medtaget data for marsvin, spættet sæl og gråsæl, som har været sporet med satellitsendere i DMU's og Fiskeri- og Søfartsmuseets undersøgelser.

En grundlæggende idé med Dansk Pattedyratlas har været at udnytte og udbygge offentlighedens interesse for pattedyr. De involverede institutioner i projektet har også tidligere haft et veludbygget samarbejde med offentligheden vedrørende fund af pattedyr. Dette samarbejde blev intensiveret i atlasperioden, og Projekt Dansk Pattedyratlas har i stor udstrækning henvendt sig til offentligheden gennem landsdækkende presse, lokalpresse, radio og TV. Der blev desuden oprettet en pattedyr-telefonlinje og en hjemmeside, hvor offentligheden kunne følge med i projektets fremskridt og indrapportere visse arter.

I selve projektperioden er der kommet henvendelser fra 4.059 personer, hvilket har bidraget til en omfattende dækning af landet. Af de 9.075 artslokaliteter for danske flagermusarter stammer ca. 2.600 fra indberetninger fra offentligheden.

Til det landsdækkende registreringsnetværk vedrørende havpattedyr er der i alt indkommet ca. 9.000 henvendelser vedrørende hvaler og sæler fra omkring 5.000 personer.

Ensartethed

For den enkelte art er der i alle kvadrater tilstræbt en ensartet observationsindsats af en sådan intensitet, at arten vil være fundet i kvadratet, hvis den var til stede. Ensartetheden blev tilstræbt for at få en "ren kortlægning" af arternes udbredelse, upåvirket af observatørernes udbredelse eller forskelle i observationsindsatsen. Positive observationer med sikker artsbestemmelse kan umiddelbart anvendes, mens der ved manglende observationer i et kvadrat altid kan rejses tvivl om, hvorvidt kvadratet er undersøgt grundigt nok.

For en række arter har man kunnet etablere en ensartet indsats af god kvalitet. Indsatsen har i visse tilfælde kunnet måles, fx som antallet af lyttetimer for flagermus eller i form af antal fældedøgn for småpattedyrene. For andre arters vedkommende har en sådan målbar ensartethed været umulig at opnå, især når det gælder sjældne og vanskeligt registrerbare arter som fx birkemus og skovmår. For de jagtbare arter er der skabt mulighed for at få et vist overblik over indsatsen ved at relatere antallet af nedlagte dyr til antallet af jægere i de forskellige amter, og for rotter har man målt indsatsen gennem antallet af husstande, der har fået foretaget bekæmpelse.

Med nogle enkelte undtagelser er alle detektorlytninger og alle artsbestemmelser af flagermus ved hjælp af lyd foretaget eller bekræftet af en enkelt person. Herved er der sikret en ensartet standard og kvalitet. En ensartet indsats har ikke kunnet etableres for de arter, der især har haft offentlighedens opmærksomhed, idet den danske befolkning ikke er jævnt fordelt over kvadraterne. Ved at foretage den brede undersøgelse med spredte indrapporteringer fra befolkningen mistede man muligheden for at måle indsatsen. Til gengæld fik man et stort antal observationer, således at en landsdækkende kortlægning overhovedet kunne lade sig gøre.

Kvantitative data

I forbindelse med den almindelige kortlægning ville det have været ønskeligt i så vid udstrækning som muligt at have skaffet mere kvantitative data, således at man også havde oplysninger om arternes hyppighed eller om bestandsstørrelser. Kombinationen af udbredelse og lokal bestandsstørrelse kan i sidste ende føre til et bud på antallet af individer af en given art inden for landets grænser. Efterfølgende må det konstateres, at man i dette atlasprojekts løbetid kun har opnået et sådant resultat for få arter. Derimod er der for en række arter indsamlet kvantitative data, der vil kunne give oplysninger om relative forskelle i arternes hyppigheder i forskellige egne.

Dataindsamlingsmetoder

I marts 1996 strandede 16 kaskelotter på Rømø. De var alle hanner på 12-13 meters længde med en alder på 20-34 år.

.

Spor efter grævling. Den mindre bagfod sættes oven i sporet af forfoden. Det er typisk for grævlingens spor, at man kan se alle fem tæer og kløer, som sidder tæt og næsten på række.

.

En odders markeringsplads med ekskrementer af forskellig alder. Registreringen af odder foregår oftest ved hjælp af ekskrementfund.

.

Figur 2. Kvadraterne angiver områder, hvorfra der er indsamlet uglegylp, som er undersøgt for byttedyr i perioden 1990-2005.

.

Sløruglegylp med underkæbe og overarmsknogle fra muldvarp.

.

Figur 3. Kvadraterne angiver områder, hvor der er registreret småpattedyr efter metoden ”standard-småpattedyr” i perioden 2000-2005.

.

Ung halsbåndmus har indrettet sig i høet i fælden. Umiddelbart efter artsbestemmelsen bliver dyret sluppet fri.

.

Figur 4. ”Standard flagermus”. Samtlige 10 × 10 km UTM-kvadrater, hvori der har været lyttet med detektorer mindst én nat under optimale betingelser i perioden 1981-2004.

.

Eftersøgning af flagermus med detektor foregår om sommeren i godt vejr og bedst de første 3-4 timer efter solnedgang.

.

Spættet sæl udstyres med satellitsender. Senderen limes fast i pelsen, hvor den sidder, indtil sælen fælder i august.

.

I de følgende afsnit omtales de indsamlingsmetoder, som er brugt i atlasprojektet. For et begrænset antal data indsamlet før projektperioden er metoden dog ukendt. Derfor er de følgende talangivelser for de omtalte metoder minimumstal.

Tilfældige observationer

Under de tilfældige observationer henregnes de oplysninger, hvor data er kommet til atlasdatabasen, uden at medarbejderne målrettet har opsøgt dem. Data af denne kategori giver først og fremmest oplysninger om, at en given art findes i et bestemt kvadrat. Desuden er der indrapporteret supplerende, værdifulde oplysninger. De kunne dreje sig om ynglebiologi, habitatvalg, fænologi, flokstørrelse, relation til andre arter m.v. Projektet kunne kontaktes på den direkte pattedyrtelefon, via e-mail og almindelig post. Oplysningerne er kommet ad nogle af følgende kanaler:

Direkte observationer af levende dyr

Der er her typisk tale om almindelige arter, som man har vurderet, at flertallet af den danske befolkning kender og kan skelne fra andre arter. Seks arter er i atlasperioden anset for at kunne artsbestemmes med sikkerhed af alle danskere: Muldvarp, pindsvin, hare, egern, grævling og ræv. Med hensyn til disse arter er projektet derfor gået bredt ud til befolkningen med foldere, hjemmeside, plakater, presseomtale m.v. med anmodning om at indsende data uden yderligere belæg for fundet. Hertil kommer indberetninger af marsvin til Projekt Fokus på Hvaler.

Direkte observationer af andre arter krævede en nærmere dokumentation. Med hensyn til disse arter blev befolkningen og især særligt interesserede anmodet om at indsende data om fund. Projektet var her nødt til at bede om yderligere belæg for et fund. Artsbestemmelsen kunne sikres gennem fotos eller ved at interviewe meddeleren om kendetegn.

Alle henvendelser fra folk, der havde problemer med flagermus i huset, blev i perioden 1973-98 videregivet til pattedyrsektionen på Zoologisk Museum, København, hvor man kunne give information og råd og samtidig få viden om flagermus og deres opholdssteder. Fra 1999 og fremover overtog Skov- og Naturstyrelsens vildtkonsulenter en stor del af den direkte kontakt med husejerne, men lokalitetsfund og dødfundne flagermus til artsbestemmelse indgår fortsat til Zoologisk Museum. Herfra kunne man i hele atlasperioden rykke ud og besøge mange af de indrapporterede kolonier.

Oplysninger om døde dyr

Døde dyr, der er fundet tilfældigt, har kunnet indsendes til museerne, hvis de ikke kunne artsbestemmes sikkert, eller hvis man ønskede at undersøge dem nærmere. En del danske pattedyr er vanskelige at bestemme – selv for eksperter – og indsendelse var derfor nødvendig. De døde dyr eller dele af dem er indgået i museernes samlinger, fx som spritpræparater, skind, skeletter eller DNA-prøver.

Døde dyr på jordbunden vil som regel hurtigt indgå i naturens kredsløb, men mange pattedyr dræbes i trafikken og ligger synlige på vejbanen eller i rabatten og har således nemt kunnet indsamles. De trafikdræbte dyr udgjorde 3.957 individer og omfattede især pindsvin, hare, ræv og mange mårdyr.

Dokumentation i form af døde dyr var især værdifuld for mårdyr, som kan være vanskelige at skelne ved direkte observation.

Katte bringer en del småpattedyr med hjem, både gnavere, spidsmus, muldvarp og små mårdyr. Atlasset fik 1.735 indberetninger ad denne vej.

Flagermus mumificerer ofte, når de dør i bygninger, og kan derfor findes år efter, at døden er indtrådt.

Oplysninger fra jægere har været særdeles værdifulde for atlasset – både data indsendt direkte til atlasset eller via DMU. Antallet af nedlagte dyr udgjorde 11.291 individer og omfattede hovedsageligt hjortevildt. Ud over oplysninger om nedlagt vildt indsendte jægerne også mange oplysninger om observationer af andre pattedyr.

Derudover fik man oplysninger om en del dyr, som var døde af andre årsager. Især spidsmus findes ofte dræbt af rovdyr, som på grund af moskussmagen ikke vil æde dem. Oplysninger om sådanne dyr omfattede 1.859 individer, især spidsmus, muldvarp og smågnavere, et større antal flagermus samt hvaler og sæler.

En del døde dyr bliver indleveret til private konservatorer med henblik på udstopning. Atlasset samarbejdede med konservatorerne, så oplysninger herfra indgik i atlasset. I visse tilfælde fik museerne dyrene eller dele af dem.

Strandinger og bifangster

En del hvaler og sæler strander eller driver i land på vore kyster hvert år, og danske småhvaler, især marsvin, tages som bifangst ved garnfiskeri. De landes ikke, men smides over bord og driver senere i land. Strandede og ilanddrevne hvaler og sæler samt observationer af levende hvaler og sæler er siden 1981 blevet indrapporteret til det landsdækkende registreringsnetværk (Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet), herunder i perioden 2000-2003 Projekt Fokus på Hvaler, som pattedyratlasprojektet har samarbejdet med. De indleverede dyr er blevet brugt til videnskabelige undersøgelser. Prøver er blevet udtaget og data registreret i museernes databaser, mens skeletter m.v. er indgået i museernes samlinger.

Spor og sportegn

En række pattedyrarter efterlader artstypiske spor eller sportegn. Nogle musearter gnaver nødder på en måde, der er karakteristisk for arten, således rødmus, hasselmus og skovmus/halsbåndmus. Sidstnævnte to arters gnaven kan dog ikke skelnes. Egern gnaver ligeledes nødder og kogler på en artstypisk måde. Nødder og kogler eller fotos deraf er indsendt i mindre omfang.

Spor i vådt sand eller sne med karakteristiske kendetegn for en række arter, fx odder, hare, bisamrotte, ræv, grævling, rådyr og krondyr, er blevet fotograferet og indsendt og tæller 280 individer.

Enkelte observationer er gjort ved, at folk har indsendt knogle- eller kranierester og pels- eller skindrester til artsbestemmelse. Materialet har været begrænset.

Ekskrementer

Ekskrementer af en række dyr, fx odder, pindsvin og visse gnavere, har ligeledes kunnet anvendes til bestemmelse, men da der er mulighed for fejlbestemmelse, er disse ekskrementer også enten indsendt til museerne eller fotograferet. Sikker artsbestemmelse er gjort for 459 individer, som især omfatter odder, grævling, ræv, hare og rådyr.

Uglegylp og gylp fra rovfugle

Gylp har været en meget vigtig kilde til information om udbredelsen af gnavere og spidsmus, idet kraniedele kan bruges til identifikation. Uglegylp har kunnet indsendes til museerne, og desuden har der været gennemført indsamlinger organiseret af projektet. Især har gylp fra slørugle i dele af Jylland været eftertragtet, da denne art tager et meget bredt spektrum af småpattedyr og ofte har let tilgængeligt gylp. I den øvrige del af landet er gylp fra natugle og skovhornugle indgået i undersøgelserne.

Kvadrater, hvorfra der er analyseret uglegylp, ses på fig. 2. I løbet af atlasperioden er 36.684 individer af småpattedyr blevet identificeret fra gylp, især markmus, spidsmus og dværgmus.

Fældefangst

Oplysninger fra fældefangst omfatter i alt 8.446 individer, som fortrinsvis er fanget i forbindelse med bekæmpelse af gnavere og muldvarp i tilknytning til bolig, have og erhverv. Fangsterne udgøres især af halsbåndmus, husmus og rotter fanget i bolig, garage eller udhus, og af mosegris og muldvarp fanget i have, gartneri o.lign. Derudover er også husmår, ilder, mink, lækat og brud fanget i fælder. Foruden fangster efter metoden “standard-småpattedyr” (se nedenfor), omfatter fældefangst-materialet også småpattedyr fanget i forbindelse med en række forsknings- og specialeprojekter.

For enkelte småpattedyrarter har det været nødvendig at bruge andre fælder end standard-fælderne. Til den sjældne birkemus, der kun i begrænset omfang går i standardfælder, blev der udviklet en noget mere effektiv specialfælde under projektet. For hasselmusens vedkommende har projektet fortsat med metoderne fra tidligere undersøgelser, som omfattede redefund og tjek af opsatte redekasser.

Systematiske observationer

Projektet gennemførte en række systematiske eftersøgninger af dyr, spor og sportegn, hvor en medarbejder eller kvadratundersøgerne foretog forud planlagte indsamlinger. Ved sådanne undersøgelser har indsatsen kunnet måles, og foruden bidrag til den almindelige kortlægning er der fremkommet oplysninger af mere kvantitativ art. I de fleste tilfælde er der dog tale om relative mål, dvs. bestandene blev ikke optalt i form af antal dyr pr. arealenhed, men som et antal observationer pr. tidsenhed, pr. indsatsenhed eller pr. transekt-længde (se næste afsnit).

Disse relative mål kan omsættes til egentlige bestandsstørrelser, hvis der er foretaget undersøgelser, der viser omsætningsforholdene mellem det relative og det absolutte mål.

”Standard-småpattedyr”-metoden

For småpattedyrenes vedkommende er der gennemført standardiserede indsamlinger i form af levendefangster med fælder. Ved disse fangster har man opgjort fangsttallet for hver art inden for en given habitat. I praksis foregik fangsterne på transekter (dvs. linjer), hvor 10 fælder, 5 af typen Ugglan Lämmel og 5 Ugglan Special, blev anbragt skiftevis med 15 meters afstand og røgtet i to døgn. Førstnævnte fælde er bedst til de lidt større småpattedyr, mens sidstnævnte også fanger de mindste arter som dværgspidsmus og dværgmus.

De fleste transektfangster blev udført af kvadratundersøgere, som havde gennemgået et kursus for at lære teknikken og arterne at kende. I løbet af atlasperioden meldte der sig 368 frivillige kvadratundersøgere, som i alt har indrapporteret oplysninger om småpattedyr ud fra metoden “standard-småpattedyr” i 384 kvadrater. Fig. 3 viser de kvadrater, hvor transektfangster blev foretaget af kvadratundersøgere.

Spørgeskemaer

For at komme i kontakt med målgrupper, der ansås for at sidde inde med specialviden om bestemte arter eller grupper af arter, blev der foretaget en række spørgeskemaundersøgelser vedrørende især de jagtbare arter. Danmarks Miljøundersøgelser, Kalø, udarbejdede specielle indrapporteringsskemaer og foretog en udsendelse af spørgeskemaer til de jægere, der på indberetninger til vildtudbyttestatistikken havde oplyst, at de havde nedlagt rådyr, sika, dådyr og krondyr. Fra Statens Skadedyrlaboratorium blev der udsendt forespørgsler til personer, der står for muldvarpe-, mosegris- og rottebekæmpelse. Der blev opnået en vis standardisering ved at benytte de bekæmpelsesdata, der eksisterede for disse arter.

Grave, reder og bo

En del pattedyr efterlader synlige og artskarakteristiske sportegn i form af gravkomplekser (ræv, grævling) eller reder (hasselmus, dværgmus). Andre arter kan opspores ved hjælp af deres sommer- eller vinteropholdssteder (flagermus). Disse muligheder er benyttet ved kortlægningen.

Flagermusundersøgelser

Data vedrørende flagermus er indsamlet med to forskellige metoder, der supplerer hinanden: 1) Detektormetoden, hvor flagermusene findes i felten ved hjælp af ultralydsdetektorer, og 2) eksemplarmetoden, hvor man via kontakt med offentligheden registrerer fund af flagermus, af sommerkolonier og vinteropholdssteder.

Flagermusdetektorer er ultralydsdetektorer, hvormed flagermusenes orienteringsskrig på forskellige måder omformes til lyde, der er hørlige for det menneskelige øre.

Til artsbestemmelse af flagermus ved hjælp af ultralydsdetektorer benyttes to systemer samtidigt: 1) Heterodynsystemet omformer flagermusenes lyde ret “groft og forvrænget”, men giver vigtige informationer om lydkvalitetet og rytme. 2) Tidsekspansionssystemet optager et lille brudstykke af flagermusens lydserie digitalt og spiller det langsomt tilbage (1/10 hastighed), hvorved frekvensens sættes ned, men alle lydegenskaber på nær hastigheden bevares til senere analysebrug. De omformede lyde kan optages på bånd og senere analyseres for detaljer med et særligt computerprogram.

Selvom disse lydanalyser er væsentlige og nogle gange helt nødvendige, er direkte lytning med detektor fortsat meget vigtig ved studier og bestemmelse af flagermus i felten. Det skyldes dels, at det menneskelige øre faktisk er fortrinligt til at skelne små forskelle i lydkvalitet, dels at det ved bestemmelse af visse arter i felten også er nødvendigt at bruge synet, og endelig fordi man herved bedre får en fornemmelse af, hvad dyrene egentlig foretager sig. Det sidste er vigtigt, fordi flagermusene til en vis grad ændrer lyde alt efter, hvad de laver.

Det er muligt at artsbestemme alle danske flagermusarter i felten ved hjælp af flagermusdetektorer på nær de to nærtstående arter, Brandts flagermus og skægflagermus. De fleste arter kan bestemmes alene ud fra lyden, men især mange arter i slægten Myotis er ofte vanskelige at bestemme med detektorer. Det kan kun lade sig gøre, når de observeres med en bestemt artstypisk jagtadfærd (fx frynseflagermus), eller hvis man samtidig kan se dem belyst med en kraftig lampe, så man kan se farven på bugen (frynseflagermus), eller ørernes størrelse (Bechsteins flagermus versus skægflagermus/Brandts flagermus). Har man mulighed for at observere dem flyvende under gode betingelser og helst i længere tid, lader de fleste arter sig bestemme.

I 1981-90 blev der benyttet heterodyndetektorer suppleret med et tredje system, dividersystemet (Ahlén & Baagøe 1999). Siden 1991 er der brugt Pettersson 980-detektorer, som har alle tre systemer, men i realiteten benyttes kun ovennævnte foretrukne kombination af heterodyn- og tidsekspansions-systemet.

Flagermusdetektorer med de to anvendte systemer er dyre (10.000-40.000 kr.). Små, billige detektorer, der kun anvender heterodynsystemet, har begrænset anvendelighed til sikker artsbestemmelse, bl.a. fordi de ikke kan “tunes” godt nok ind på et snævert frekvensbånd til, at man kan skelne visse af de vanskelige arter fra hinanden.

En nærmere beskrivelse af detektormetoden kan bl.a. ses i Ahlén & Baagøe (1999).

Kortet (fig. 4) viser de kvadrater, hvori der har været lyttet med detektorer i mindst en nat under optimale vejrbetingelser. Mange kvadrater har været besøgt flere gange. Desuden er der rapporteret eksemplarfund af flagermus fra alle dele af landet. I atlasperioden har hele Danmark været undersøgt for flagermus på en standardiseret måde.

Sejlads

De danske havpattedyr kan bedst tælles fra båd og fly. Fra både kan man foretage systematiske optællinger af marsvin, idet man noterer position, tidspunkt, kurs, vejr og vind m.v., som det skete i samarbejdet med Projekt Fokus på Hvaler.

Satellitsporede havpattedyr

DMU's og Fiskeri- og Søfartsmuseets undersøgelser af marsvin, spættet sæl og gråsæl med påmonteret satellitsender gav en meget stor informationsmængde om disse arters tilstedeværelse i kvadraterne til havs. For spættet sæls og gråsæls vedkommende er disse data bearbejdet med særligt henblik på anvendelse i atlasset, idet unøjagtighederne i positionsbestemmelserne med det anvendte ARGOS-system statistisk er beregnet til den sandsynlige forekomst i de enkelte kvadrater, jf. beskrivelsen under spættet sæl.

Flytællinger af sæler

De sidste 30 år har Fiskeri- og Søfartsmuseet og DMU gennemført systematiske flytællinger af sæler på land i yngle- og fældningstiden. Lokaliteterne for disse optællinger indgår i Dansk Pattedyratlas som hvilepladser for sæler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig