Dådyr

Forekomsten af dådyr er kortlagt på grundlag af indberetninger fra personer, som arbejder professionelt med hjortevildt, bl.a. vildtkonsulenter og skytter, samt oplysninger indkommet via en DMU-spørgebrevsundersøgelse vedrørende forekomst og jagtlig udnyttelse af krondyr, dådyr og sika i jagtsæsonen 2001/02 (Asferg et al. 2004). På grund af forvekslingsmuligheder med krondyr og sika er øvrige indberetninger kun medtaget i de tilfælde, hvor artsbestemmelsen har kunnet verificeres. Herudover er der brugt oplysninger fra Danmarks Jægerforbunds hjortevildtoversigt.

Fritlevende dådyr har aldrig haft større udbredelse i Danmark end ved slutningen af atlasperioden. Den største, sammenhængende udbredelse har dådyret i Nord-, Midt- og Sydsjælland, på Lolland-Falster og på Fyn. Forekomsten i Jylland er tilsyneladende mere spredt, men arten er registreret i mange kvadrater i Øst- og Midtjylland (fig. 1). Der er endvidere registreret dådyr på en lang række større og mindre øer, bl.a. Bornholm, Samsø, Als og Æbelø. I en del af kvadraterne, især i Jylland, er der dog kun observeret voksne dyr uden kalve, hvilket tages som tegn på, at der ikke nødvendigvis er tale om en “fast” bestand i disse kvadrater, men snarere om nogle få strejfende individer.

Ifølge Danmarks Jægerforbunds opgørelser (Hjortevildtoversigten) var der i 2002 en fritlevende forårsbestand på ca. 5.300 dådyr. Oversigten opregner i alt 68 fritlevende bestande, 37 på Øerne og 31 i Jylland. Heraf er der om foråret i tolv bestande på Øerne og to i Jylland 100 dyr eller flere. Hjortevildt-oversigten giver formentlig et rigtigt billede af forholdet mellem antal dyr i de geografiske regioner. Der synes umiddelbart at være en større overensstemmelse mellem det årlige jagtudbytte af fritlevende dyr, knap 2.000 (Asferg et al. 2004) og den reelle bestandsstørrelse, end det er tilfældet for krondyr.

Hjortevildtoversigten angiver det samlede antal dådyr i dyrehaver til 2.200 fordelt på 16 dyrehaver (februar 2002). Den største bestand findes i Jægersborg Dyrehave, som med ca. 850 dyr rummer mere end en tredjedel af den samlede dyrehavebestand.

Strengt taget er dådyret ikke naturligt hjemmehørende i Danmark. Arten forekom ganske vist naturligt i Europa, herunder også i det “danske område”, i mellemistiden Eem for 115.000-130.000 år siden, men den forsvandt helt fra Europa ved sidste istids begyndelse (Aaris-Sørensen 1998). Dådyret overlevede i Mellemøsten, hvorfra det i historisk tid er indført til mange europæiske lande, dels som prydvildt og dels som jagtobjekt. Der er dokumentation for, at dådyret fandtes i Danmark i den tidlige middelalder, men de første dyr er formentlig indført hertil allerede i Vikingetiden. Indtil midten af 1980'erne fandtes fritlevende bestande af dådyr især på Øerne og i Østjylland.

Siden midten af 1980'erne har dådyr etableret nye bestande mange steder i landet, ikke mindst i Midt- og Nordjylland. På samme tid blev der etableret et stort antal hjortefarme i Danmark (Hansen 1988). De nye, fritlevende bestande er i nogen grad opstået ved naturlig spredning fra de eksisterende og ved nedlæggelse af hegn, men måske i endnu højere grad på grundlag af dyr, som er undsluppet eller bevidst sluppet ud fra hjortefarme.

Dådyret findes i dag som en fritlevende, introduceret art i de fleste europæiske lande. Arten blev omkring år 1900 indført til Sydafrika, Australien og New Zealand samt Nord- og Sydamerika (Apollonio 1999). Dådyret har sin naturlige udbredelse i Mellemøsten.

Dådyret er noget mindre end krondyret. Skulderhøjden er 85-110 cm. Voksne hjorte (hanner) vejer 60-110 kg og voksne hinder (hunner) 30-50 kg. Hjortene bærer gevir fra august til maj. Det fuldt udviklede gevir, som kaldes fuldskuffel, består af to svungne, skovlformede stænger med takker på bagkanten. Brunstperioden strækker sig fra midten af oktober til slutningen af november og ligger således senere end hos krondyret. Dåen er drægtig i ca. 7½ måned og føder normalt kun en kalv om året (maj-juni).

Fritlevende dådyr færdes oftest i småflokke (rudler), som i struktur og sammensætning varierer med årstiden. Dåer og kalve færdes sammen det meste af året. Kun under og lige efter kælvningen søger dåen væk fra rudelen, men kort tid efter slutter den sig med sin nye kalv sammen med andre dyr. Uden for brunstperioden færdes hjortene enten alene eller i mindre hjorterudler.

Dådyr ser ud til at trives bedst i landets østlige egne, hvor landskabet ofte er en mosaik af løv- og blandingsskov med rig bundvegetation af græs og urter, vedvarende græsarealer og dyrkede marker. Gennem den seneste snes år er der imidlertid kommet stadig flere eksempler på, at arten kan finde egnede levesteder i mindre frugtbare egne af landet, fx i Midt- og Nordjylland.

Dådyret kan undertiden forårsage store skader på skovbevoksninger, enten ved at æde nyspirede træer, skud og knopper af både løv- og nåletræer eller ved at skrælle bark af større træer, især løvtræer. Desuden kan dådyr forvolde skade på kornafgrøder. Skaderne opstår især ved, at de træder afgrøderne ned eller lægger sig i dem, og i mindre omfang fordi de æder af afgrøden.

Dåhjorte må jages i perioden 1. september – 31. januar, dåer og kalve fra 1. oktober til 31. januar. Det årlige jagtudbytte lå fra 1941 til midten af 1980'erne på 1.000-2.000 dyr, men steg derefter i løbet af en halv snes år til 3.500-4.000 (fig. 2). I jagtsæsonen 2001/02 var omkring halvdelen af udbyttet fra den frie natur, mens resten var fra dyrehaver (Asferg et al. 2004). Jagten må betragtes som den mest afgørende faktor for bestandens størrelse og udbredelse.