Brud

Bruden har en meget skjult levevis, og der findes ingen simpel og effektiv metode til registrering af arten ved sportegn i felten. De fleste oplysninger om forekomst af brud stammer fra fund af døde individer, der er indleveret til konservatorer og museer. De almindeligste dødsårsager for de indleverede dyr var trafikdrab, fældefangster i muldvarpesakse samt prædation fra kat. Endvidere er der fanget enkelte brude ved forskellige undersøgelser af småpattedyr. Bruden ligner både i udseende og levevis den lidt større lækat, og mundtlige indberetninger er derfor som hovedregel ikke anvendt i atlasset. Tidligere benyttedes navnet “væsel” som samlebetegnelse for de to arter.

Bruden er udbredt over hele landet bortset fra Bornholm og de fleste mindre øer. Atlasundersøgelsen viser en sammenhængende registrering af arten i dele af det østlige Jylland, Himmerland og Thy, hvor der har været en forholdsvis koncentreret indsamling. Den ret spredte forekomst på Sjælland, LollandFalster, Fyn og i store dele af Jylland afspejler sandsynligvis snarere vanskelighederne med at registrere arten end manglende forekomst. Atlasundersøgelsen har for første gang registreret brud på Rømø.

Bruden blev betegnet som sjælden i Danmark af Melchior (1834). Litteratur fra midten af 1900-tallet omtaler bruden som udbredt over hele landet, men man mente fortsat, at den var fåtallig sammenlignet med lækat (Holten 1935c; Bræstrup 1949). Bræstrup (1949) spekulerede dog i, om manglende kendskab til brudens levevis og forekomst var årsag til dens status som fåtallig.

I begyndelsen af 1960'erne indsamlede Fog (1969) oplysninger om brudens udbredelse og status fra skytter og museer. De indsamlede oplysninger om dyr fanget af skytter og om dyr indleveret til Zoologisk Museum var ikke jævnt fordelt over hele landet, men oplysningerne antydede, at bruden var mere almindelig end hidtil antaget.

Den første egentlige, landsdækkende opgørelse af brudens status blev gennemført i 1970 (Jensen & Jensen 1973). Jensen & Jensen efterlyste oplysninger om brud hos jægere, der havde nedlagt lækat i jagtsæsonen 1970-71. Ved fældefangst af lækat, der var tilladt frem til 1982, blev der ofte fanget brud. Om end opgørelsen kun gav et groft billede af brudens udbredelse, viste den, at arten var vidt udbredt i hele landet (fig. 2). Der var dog uenighed om bestandstætheden fra sted til sted, men det generelle indtryk blandt lækatjægerne var, at bestanden af brud var faldende.

Bruden er en verdensborger med en udbredelse, der dækker alle europæiske lande med undtagelse af Irland og Island, de nordligste dele af Afrika, videre østover gennem hele det nordlige Asien og Nordamerika (Pulliainen 1999b). Bruden blev udsat på den hollandske vadehavsø Texel i 1931 til bekæmpelse af mosegris, men bestanden forsvandt efter få år. Den blev indført i New Zealand i 1880-1890'erne til bekæmpelse af andre indførte arter som kaniner, mus og rotter.

Bruden er landets mindste rovdyr. Med sin ringe størrelse, en langstrakt krop og korte ben er den stærkt specialiseret til at jage småpattedyr, som den kan forfølge ned i deres gangsystemer. Brudens føde består overvejende af smågnavere, især studsmus. Desuden indgår muldvarpe, spidsmus, småfugle og fugleæg i brudens fødevalg. I områder med kaniner kan også de indgå i brudens føde. Bruden laver fødedepoter i perioder med stort fødeudbud.

Bruden udnytter de samme føderessourcer som den større lækat, men er mere specialiseret i sit fødevalg. Det er sandsynligvis årsagen til, at bruden ikke klarer sig godt på mindre øer. Samtidig er lækatten dominant over for bruden, hvis de mødes. Forekomsten af brud i terrænet er meget afhængig af mængden af småpattedyr. Attraktive levesteder for brud er områder med en vedvarende, tæt bundvegetation som brede markskel, læhegn, små remiser i det åbne landskab, moser, skovbryn samt lysninger og rydninger i skov. Bruden tager gerne ophold i nærheden af bygninger i det åbne land. For at finde føde nok til at dække det relativt høje energibehov er bruden aktiv i korte perioder døgnet rundt. Den klatrer og svømmer udmærket.

Ynglesuccesen hos brud er meget afhængig af fødeudbudet. Ynglesæsonen begynder i foråret, og ungerne fødes i april-maj, fem uger efter parringen. Kuldstørrelsen er typisk 4-6 unger. Hunner fra forårets kuld bliver allerede kønsmodne efter et par måneder. I år med store bestande af smågnavere kan de unge hunner producere et kuld i løbet af sensommeren samtidig med, at ældre hunner får deres andet kuld. Den tidlige kønsmodning af hunnerne og muligheden for at få flere kuld om året medfører, at bruden hurtigt kan udnytte det store fødeudbud i museår. Bestands-tætheden af brud varierer meget i løbet af sæsonen, fra år til år og fra egn til egn. Den naturlige dødelighed er høj i det første leveår, og kun meget få procent af dyrene bliver over et par år gamle i naturen.

Bruden lever i territorier, som forsvares mod artsfæller af samme køn. En hans territorium overlapper med to-tre hunners. Størrelsen af territorierne varierer meget afhængigt af biotoptypen og fødeudbudet. Hanners territorier er typisk 7-15 ha, mens hunners er 2-5 ha. I områder med en tæt forekomst af byttedyr kan hannernes territorier være 1-5 ha, mens hunnernes er under 1 ha. I agerlandskaber, hvor føden er koncentreret i levende hegn og markskel, kan territorierne være et par kilometer lange, og bruden bevæger sig sjældent mere end et par meter ud i markerne. Territorieforholdene blandt hanner bryder sammen hen over foråret og sommeren, hvor de strejfer rundt for at opsøge flest mulige parringsvillige hunner, hvorimod hunnerne opretholder territorierne året rundt for at forsvare føderessourcerne.

Sammenlægning af marker, fjernelse af læhegn og remiser på landbrugsarealerne og mere intensiv skovdrift har betydet en reduktion i egnede levesteder for bruden og dens byttedyr. Udbredelsen har ikke ændret sig op gennem det sidste århundrede i Danmark, men der er sket et fald i bestandstætheden (Jensen & Jensen 1973; Andersen 1978) og udbredelsen i terrænet på grund af reduktionen i antallet og den forøgede fragmentering af levestederne. Bestandsudviklingen i andre europæiske lande formodes at ligne forholdene i Danmark.

Bruden blev totalfredet i 1967. Internationalt er Danmark forpligtet til at beskytte arten, da den er optaget på Bern-konventionens liste III. Fredningen og indplaceringen på Bern-konventionen synes at yde tilstrækkelig beskyttelse, men da der ikke foretages en egentlig forvaltning og overvågning af brud, er vores viden om udbredelse og status for bestanden behæftet med stor usikkerhed.

Op til 1967 var det tilladt at jage brud med alle til rådighed værende midler som gift, sakse og fælder. Hvor mange dyr, der blev nedlagt, blev ikke opgjort særskilt i vildtudbyttestatistikken. I dag er trafikdrab og fangster i muldvarpefælder de væsentligste dødsårsager. Herudover spiller kattes prædation på arten måske en rolle. Sekundær forgiftning med rodenticider kan være et problem lokalt, hvor der foregår en intensiv bekæmpelse af mus og rotter (McDonald et al. 1998). Indflydelsen af disse faktorer på bestandsniveauet er dog formodentlig begrænset. I dag er brudens udbredelse og hyppighed nok forholdsvis stabil. De nyere tendenser i arealudnyttelse og landskabsforvaltning med større opmærksomhed på bevarelsen af naturnære arealer i landskabet vil medvirke til at sikre en gunstig bevaringsstatus for brud i fremtiden.