Gråsæl

Det kan være vanskeligt at skelne gråsæl fra spættet sæl ved de systematiske flytællinger, der gennemføres over sælernes liggepladser af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg (se spættet sæl). Kun voksne hanner kan med sikkerhed identificeres i en flok af spættede sæler, men hvis gråsælerne ligger lidt for sig selv, hvad de ofte gør, kan det også lade sig gøre at identificere voksne hunner.

Fra land eller båd er identifikationen af gråsælen intet problem for en trænet observatør, og ved de ilanddrevne døde gråsæler, der indsamles af vildtkonsulenterne på statsskovdistrikterne i overensstemmelse med Beredskabsplan for Havpattedyr og Fugle (Jepsen 1997), lader også unger sig identificere (Tougaard et al. 2004).

I årene 2000-2002 monterede DMU satellitsendere på 6 gråsæler på Rødsand ved Gedser i forbindelse med demonstrationsprojektet vedrørende havvindmølleparken ved Nysted (Dietz et al. 2003a). Disse dyr er medtaget på atlaskortet efter samme metode, som beskrevet under spættet sæl.

Med den effektive bekæmpelse af sæler i danske farvande (se nedenfor) har gråsæl været udryddet som ynglende art siden begyndelsen af 1900-tallet. Efter jagtfredningen i 1967 fik gråsælen mere ro på hvilepladserne, og i atlasperioden har den været jævnligt forekommende i alle danske farvande undtagen i Limfjorden, Storebælt, Smålandsfarvandet og farvandet syd for Fyn. Arten forekommer jævnligt på Totten på Anholt i et antal på 5-10 dyr (Teilmann, pers. oplysn.), på Rødsand ved Gedser med op til 16 dyr (F. Jensen, pers. oplysn.), og den kan undertiden træffes på Læsø, Hesselø og ved Saltholm, hvor der på den anden side af Øresund ved Måkläppan er en fast bestand (Dietz et al. 2003a). I Vadehavet har gråsælen i atlasperioden været observeret alle årene med et maksimumantal på 25 individer i 2006 (Tougaard upubl.).

Gråsælerne foretager betydelige vandringer. I 1991 blev en gråsæl, mærket i Estland, fundet død i Køge Bugt (Zoologisk Museum), og en ung han, mærket på isen ved Ålandsøerne, blev fanget i en ruse ved Fakse Ladeplads samme år (Naturhistorisk Museum).

Ved satellitmærkninger på Rødsand af 6 gråsæler tog de 5 ind i Østersøen til gråsællokaliteter ved den svenske østkyst syd for Stockholm samt til Estland og Rigabugten, en tur på 800-900 km. Den ene kom tilbage til Saltholm og Måkläppan ved Falsterbo i Sverige (Dietz et al. 2003a). Tilsvarende svømmede den eneste gråsæl, der er satellitmærket på Rømø, til Skotland, hvor den opholdt sig i en længere periode. Derefter svømmede den til det hollandske vadehav, tilbage til den engelske østkyst og igen tværs over Nordsøen til Blåvandshuk (Tougaard upubl.). Det ser således ud til, at gråsælerne i hvert fald i sydlige indre farvande må regnes som en del af den baltiske bestand i Østersøen, og at gråsælerne i Vadehavet må regnes til den store, skotske bestand.

Der har de seneste 10 år været en stigning i antallet af indberetninger om fund af gråsæl på strandene i vadehavsområdet og langs den jyske vestkyst. Det kunne hænge sammen med en øget opmærksomhed efter iværksættelsen af Beredskabsplanen vedrørende Havpattedyr og Fugle (Jepsen 1997), men det kan ikke udelukkes, at den øgede hyppighed skyldes, at gråsælen igen er ved at etablere sig i Danmark. Der blev således i 1993 fundet en død, nyfødt unge på Rødsand (Zoologisk Museum) og i 1996 observeret en død unge på Anholt (Teilmann & Heide-Jørgensen 2001). I 2000 blev der observeret en fødsel på Nordals (upubl.). Hver vinter i perioden 2003-2005 er der ved videoovervågning observeret fødsel på Rødsand (Edrén et al. 2005). Gråsælen kan derfor igen regnes som ynglende i Danmark.

Der er fundet knogler af gråsæl på bopladser fra tidlig stenalder i et betydeligt større antal end knogler fra spættet sæl, og gråsælen har formodentlig været den almindeligste sæl helt op til midten af 1800-tallet (Aaris-Sørensen 1998 og tabel 2 i afsnittet Fra istid til nutid). Overvægten af gråsælknogler kan dog også hænge sammen med, at denne art i yngletiden og den efterfølgende parringstid er bundet stærkt til ynglepladsen og dermed er et lettere bytte for jægere end spættet sæl.

I 1800-tallet har gråsælen været ret almindelig og et yndet jagtbytte. På Anholt fx var der strenge regler for, hvor mange gråsæler der måtte tages, og forbud mod forstyrrelser i yngletiden. Bl.a. skulle alle øens hunde holdes i lænke (Jensen 2000).

Op til skydepræmieringens start i 1889 (se spættet sæl (Forekomst før atlasperioden)) har der været faste og nogle steder ynglende bestande mange steder i Kattegat, bl.a. på Anholt, Hesselø, Sjællands Rev, holmene øst for Samsø, i Århusbugten og på Svanegrunden. Saltholm og ikke mindst Rødsand har også haft en betydelig bestand af gråsæl.

I perioden med skydepræmiering blev der på Rødsand nedlagt 5.500 gråsæler (Søndergaard et al. 1976). Også på Bornholm har gråsælen været almindelig op til 1900-tallet. Der er ingen tvivl om, at den intensive efterstræbelse af sælerne i perioden med præmiering har haft afgørende betydning for, at gråsælen ophørte som ynglende art og næsten helt forsvandt fra danske farvande.

Gråsæl er i udpræget grad tilknyttet de tempererede områder og opdelt i tre bestande. Den ene bestand findes ved den amerikanske østkyst omkring Sct. Lawrence Bugt og Labrador, den anden, der er den største, lever omkring De Britiske Øer, Island og den norske kyst med tyngdepunktet i det nordvestlige Skotland, mens den sidste findes i Østersøen og Den Botniske Bugt (Brasseur et al. 1999). Siden 1960'erne har gråsælen genetableret sig i den hollandske del af Vadehavet, først ved den hollandske ø Texel. I dag findes der 5-6 liggepladser med gråsæler i denne del af Vadehavet (Reijnders et al. 1995). Også det tyske vadehav er blevet koloniseret med 4-5 liggepladser, hvoraf den nordligste ligger syd for øen Sild med op til 84 sæler og i 2005 med 29 registrerede fødsler. I de seneste år har gråsælen også slået sig ned ved Helgoland, hvor der i 2005 blev talt 146 individer (K. Abt, pers. oplysn.). I 2005 blev der registreret i alt 1.500 gråsæler i det hollandske og tyske vadehav (Tougaard upubl.). Ved Måkläppen på den svenske side af Øresund findes en stabil bestand med op til 50 dyr (Dietz et al. 2003a).

Gråsælens unge fødes med hvid uldhårspels, der suger vand, så ungen skal derfor helst forblive på land de første ca. tre uger, indtil ungepelsen er fældet. I hele yngleperioden ligger både hanner og hunner meget på land, og gråsælen er derfor meget sårbar over for forstyrrelser og jagt. Det er sikkert årsagen til, at gråsælen næsten blev udryddet i perioden med skydepræmiering. Fødslerne finder sted om vinteren, hvorefter parring og fældning foregår. Fødslerne ligger lidt forskudt i Nordeuropa. De begynder i Wales i september, på Orkney-øerne i oktober-november, på Farne Island i november, i Vadehavet i december-januar og endelig i Østersøen og Den Botniske Bugt på isen i februar-marts (King 1983; de Jong et al. 1997).

I de store skotske bestande kan ynglekolonierne samle op til 2.000 dyr i ynglesæsonen, hvor en han kan etablere et lille harem og parre sig med flere hunner. Terrænet bestemmer koloniens størrelse, og fordelingen mellem hanner og hunner kan variere fra 1:2 til 1:10 (Amos et al. 1993). I vore områder anvender gråsælerne de samme hvilebanker som spættet sæl.

Gråsælen er en fiskeæder, der kan tage et bytte af anselig størrelse. Til forskel fra spættet sæl, der sluger byttet helt, river gråsælen en for stor fisk i stykker med forlufferne. Der er utallige beretninger om gråsælens skadelige adfærd, når den har efterladt skroget og hovedet af laks, fanget på krogliner i Østersøen.

Fødevalgsundersøgelser omkring De Britiske Øer viser en stor variation i fiskevalget fra torskefisk over fladfisk til tobis. Blæksprutter og krebsdyr kan ligeledes indgå i føden (Harwood & Croxall 1988).

En han-gråsæl kan veje helt op til 300 kg og hunnen maksimalt 200 kg.

Gråsælen blev jagtfredet hele året i 1967, og i forbindelse med habitatudpegningerne er der udpeget 8 lokaliteter, hvor gråsæl er en del af udpegningsgrundlaget (fig. 3 i afsnittet Spættet sæl). I 2005 blev der udarbejdet en forvaltningsplan for spættet sæl og gråsæl i Danmark (Jepsen 2005), ligesom der er overvejelser om, hvorvidt der skal udpeges nye reservater med adgangsbegrænsninger. I Vadehavet medtages gråsæl stadig som kritisk i bevaringssammenhæng (Tougaard et al. 1996), og den er omfattet af den trilaterale aftale mellem Holland, Tyskland og Danmark indgået i 1991 under Bonn-konventionen (Trilateral Seal Expert Group Plus 2002).

Gråsæl er på Appendix II (Østersøbestanden) under Bonn-konventionen og Appendix III under Bern-konventionen og på Annex I i Habitatdirektivet.