Observationer af grønlandssæl i Danmark 1987-2005 i 10 × 10 km UTM-kvadrater.

.

Grønlandssæl.

.

Grønlandssæl, Grønlandssælen mistænkes for at have bragt Phocine Distemper Virus (PDV) til vores område. PDV forårsagede den såkaldte sælpest, som rundt regnet halverede bestanden af spættet sæl i vore farvande i henholdsvis 1988 og 2002. Grønlandssæl hedder på latin Phoca groenlandica; navngivet af Erxleben, 1777.

Kortlægning i atlasperioden 1987-2005

Observerede og ilanddrevne grønlandssæler er registreret af vildtkonsulenterne på statsskovdistrikterne i overensstemmelse med Beredskabsplan for Havpattedyr og Fugle, koordineret af Zoologisk Museum og Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg (Jepsen 1997; Tougaard et al. 2004).

Forekomst i atlasperioden

I alt 14 grønlandssæler er registreret i vore farvande i atlasperioden, alle hanner. I betragtning af, at der op til atlasperioden kun foreligger sandsynlige observationer af grønlandssæler i danske farvande i vinteren 1902-03 (Winge 1908), er det påfaldende mange, der er set i atlasperioden.

I perioden marts-maj 1987 blev der registreret 7 grønlandssæler – alle voksne hanner – heraf 5 i Vadehavsområdet og 2 i Nordjylland (Heje Larsen et al. 1987). I 1988 blev en ung han fundet på stranden nord for Vejers på den jyske vestkyst, og i 1994 blev tre dyr fundet i det samme område henholdsvis i februar og i oktober. I maj 1995 blev det første fund fra indre farvande registreret ved Københavns Nordhavn (Zoologisk Museum), og samme år i januar blev et ungdyr fundet ved Vejers. I 1998 blev en voksen han set på Langli Sand af fugleobservatøren på Langli i Vadehavet.

Forekomst før atlasperioden

Et omfattende dateringsprogram, hvor halvdelen af de danske knoglefund af grønlandssæl er blevet dateret ved hjælp af kulstof-14-metoden, viser, at arten var almindelig i jægerstenalderens sidste fase og bondestenalderens tidlige og mellemste faser (ca. 6.200-4.200 år før nu). Herefter optræder arten sporadisk helt frem til nutiden. Svenske undersøgelser (Storå & Ericson 2004) har påvist knogler af nyfødte og unge grønlandssæler fra stenalderbopladser ved Østersøen, hvilket tyder på lokale ynglepladser (Aaris-Sørensen, pers. oplysn.).

De danske stenalderfund kan således stamme fra Østersøpopulationen, hvorimod de senere sporadiske gæster må stamme fra den nordatlantiske bestand.

Udbredelse

Grønlandssæl fanget af lavvandet på Jordsand Flak, 2. april 1987.

.

Grønlandssælen forekommer i den polare del af Nordatlanten i tre adskilte yngleområder: ved Newfoundland med en anslået bestand på 3,1 mio. dyr, i Grønlandshavet i Vestisen ved Jan Mayen med en anslået bestand på 100.000-400.000 samt i Barentshavet og Hvidehavet i Østisen med et maksimum på 500.000 individer (de Jong et al. 1997).

Biologi

Grønlandssælerne samles på yngleområderne i pakisen, hvor ungen fødes på isen i det tidlige forår. Ungen fødes med en hvid uldhårspels (white-coat) og vejer omkring 10 kg. I den 10-12 dage lange dieperiode vokser den i gennemsnit med 2,3 kg i døgnet (Lavigne & Kovacs 1988; Reijnders et al. 1997). Efter yngletiden, der umiddelbart efterfølges af parringen, begiver grønlandssælen sig på lange vandringer på åbent hav i flokke, der undertiden kan observeres som en “bovbølge” i vandoverfladen. Disse vandringer kan strække sig over flere tusinde kilometer op langs Øst- og Vestgrønland til Franz Josef Land og Severnaya Zemlya (King 1983).

Grønlandssælen er opportunistisk i sit fødevalg, der rækker fra fisk til mindre hvirvelløse dyr som fx krebsdyr. Adskillige studier af den vestlige og østlige bestand viser et fødevalg, der inkluderer mere end 50 arter af invertebrater og mere end 50 forskellige fiskearter, hvor lodden er den vigtigste. På trods af den store bredde i fødevalget synes grønlandssælen i nogle områder at specialisere sig i et bestemt bytte. Dette forhold menes at have medført en massiv invasion af grønlandssæler ned langs den norske vestkyst helt til danske kyster i 1987-88, hvor loddebestanden i Barentshavet var minimeret på grund af et massivt fiskeri. Sælerne søgte derfor mod syd, hvor de fouragerede på de lokale fiskearter til stor gene for det norske kystfiskeri (Haug et al. 1991; Nilssen et al. 1991). Det var formodentlig disse dyr, der som sunde smittebærere medbragte Phocine Distemper Virus (PDV) til Nordsøområdet, hvor det i 1988 udløste en epidemi blandt først og fremmest spættede sæler.

Forvaltning, trusler og status

Bestanden af grønlandssæl blev estimeret til 9-10 mio. dyr, før den intensive jagt gik ind i slutningen af 1800-tallet. I årene mellem 1950 og 1970 blev jagten på “babysæler” intensiveret, og det skønnes, at Newfoundland-bestanden blev halveret i denne periode. Den samlede bestand i midten af 1970'erne blev skønnet til 1,6-2,3 mio. dyr (de Jong et al.

1997). Siden er bestanden igen tiltaget, bl.a. som følge af EU's forbud fra 1983 mod import af de såkaldte “whitecoat-skind”. Især har der været en stigning i Newfoundland-bestanden, mens bestanden ved Jan Mayen har haft en lavere tilvækst, måske på grund af sammenbruddet i fiskebestandene i Barentshavet.

Bestanden af grønlandssæler er i dag generelt ikke truet. Sælerne er optaget på Bern-konventionens Appendix II og som lavrisikoart på IUCN's Rødliste. Bifangst af grønlandssæl i fiskenet er dog af en anselig størrelse, og alene under “invasionen” langs den norske kyst i 1987-88 vurderede man, at 80.000 grønlandssæler blev fanget i fiskenet her (de Jong et al. 1997; Ries et al. 1999c).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig