Bogføringen af den danske fortid var, som vi har set, allerede begyndt med Odenselitteraturen omkring 1100, og for samtiden var der intet 'legendarisk' over den i moderne forstand: den beskrev det vigtigste faktiske forhold i den lokale fortid – at Knud Svendssøn var landets første og banebrydende martyr. Forskellen mellem legender og historieeller krønikeskrivning var ikke sandhedskravet, men et spørgsmål om kommunikativ funktion. En helgenlegende blev komponeret i direkte relation til kult og ritualer, mens en årbog eller en sammenhængende historisk beretning var mere løsrevet fra hellige handlinger. Bøger af et sådant indhold var, som tidligere fremhævet, stadig omgivet af hellig tyngde i kraft af latinen og de signaler om varighed og autoritet, som dyre pergamentbøger udsendte. Historiske tekster blev også i 1100- og 1200-tallet opfattet som lokale appendikser til den universelle hellige historie, men stod i kraft af deres emne alligevel ofte i et lidt løsere forhold til den end helgenlegenderne, som direkte bar vidnesbyrd om, hvordan den guddommelige kraft blev forvaltet gennem hellige mænd og kvinder.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Historieskrivningen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig