Teologi - Anders Sunesens læredigt om verdens skabelse

Den fornemste videnskab, teologien, er repræsenteret i dansk litteratur allerede før den egentlige organisering af universiteterne i begyndelsen af 1200-tallet, nemlig ved Anders Sunesens store encyklopædiske skrift Hexaëmeron, eller Seksdagesværket, som blev komponeret i 1190'erne. Det blev utvivlsomt påbegyndt under et længere ophold i Paris, men måske først afsluttet, efter at Sunesen kom hjem til Danmark omkring 1195. Det er på sin vis mere 'litterært' end de fleste teologiske traktater fra tiden, det er nemlig et læredigt om verdens skabelse på heksametre, inddelt i tolv bøger efter mønster af de tolv 'sange' i Vergils Æneide (i en moderne udgave fylder teksten ca. 250 sider).

Hexaëmeron er en meget kompetent sammenskrivning og versificering af det teologiske system, som det blev lært ved skolerne i Paris omkring 1190. Når Sunesen kalder det for Seksdagesværket, trækker han på en gammel kommentargenre, som udlægger skabelsesberetningen i Første Mosebog (kap. 1-2, evt også syndefaldet i kap. 3). Men hele den systematiske teologi kan udfoldes fra kommentaren, sådan som den ganske sindrige struktur af læredigtet gør klart. De første ni bøger handler om skabelsen, de sidste tre om genskabelsen i Kristus.

De første ni bøger falder i to hoveddele, nemlig 1-4, som genfortæller den bibelske beretning med de mange bogstavelige og allegoriske fortolkninger, som var gængse i bibelfortolkningen. Bøgerne 5-9 diskuterer menneskets stilling i verden før og efter syndefaldet – herunder behovet for lovgivning og en disciplinerende samfundsorden i den syndige tilstand. For at klare sig igennem denne midlertidige tilstand må man være bevæbnet med de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed (6. bog) og de fire kardinaldyder: retfærdighed, visdom, styrke og mådehold (7. bog); endvidere må man kende til synden og den frie viljes natur (8.-9. bog). De tre sidste bøger, 9-12, drejer sig som sagt om genskabelsen eller frikøbelsen gennem Kristus. Frelsen i eskatologisk perspektiv afslutter således digtet, som diskuterer den yderste dag og kødets opstandelse. Ind i denne større struktur fletter Sunesen vanskeligt tilgængelige traktater om treenigheden, om skabelsen i et naturfilosofisk perspektiv og om forholdet mellem Kristi guddommelige og menneskelige natur.

Hexaëmeron kunne ikke have været skrevet 50 år tidligere. Teologien var som andre videnskaber inde i en rivende udvikling i anden halvdel af 1100-tallet, og to af de bøger, som Sunesen støtter sig mest på, var netop grundbøger af parisisk oprindelse fra denne periode: Peter Comestors Bibelhistorie (ca. 1170) og Peter Lombarderens Sentenser (ca. 1150). Den første var en meget omfangsrig forklarende gengivelse af hele Bibelen, den anden en systematisk samling af teologiske synspunkter fra kirkefædrene, særligt Augustin. Disse grundlæggende lærebøger blev gennemtygget og diskuteret i det Paris, Sunesen virkede i, og hans formuleringer står i mange tilfælde i direkte gæld til englænderen Stephen Langtons forelæsninger (senere ærkebisp af Canterbury, død 1228). Selv om Lombarderens sentenser forblev en grundbog hele middelalderen, kan man dog også hævde, at Sunesens teologi allerede var forældet, da vores ældste eksisterende kopi af teksten til Hexaëmeron blev udarbejdet i anden halvdel af 1200-tallet i Roskilde – den er på en måde et snapshot fra 1180'ernes og 1190'ernes parisiske teologi.

Hexaëmeron omfatter hele teologien, som den findes hos Peter Lombarderen – dog med undtagelse af læren om de syv sakramenter (dåb, konfirmation, ægteskab, præstevielse, nadver, skrifte, den sidste olie). Den skrev Sunesen faktisk også et læredigt om – som desværre er gået tabt. Skulle man udtrykke det i lidt firkantede moderne termer, kan man sige, at Hexaëmeron fremstiller teorien – nemlig alle de store teologiske temaer – mens digtet om sakramenterne omhandler praksis i den forstand, at sakramenterne var det formende mødested mellem den uskolede menighed og det skolede præsteskab.

Den praktiske forvaltning af boglig visdom blev for Anders Sunesen – ligesom for andre kulturimportører som biskop Gunner og abbed Vilhelm – et centralt anliggende. Efter et længere ophold i udlandet blev han omkring 1195 kongens kansler, og i 1202 Absalons efterfølger som ærkesbiskop af Lund (indtil 1224, d. 1228) – en karriere, man ikke kan undre sig over, når man tager i betragtning, at hans far Sune Ebbesen var fætter til Absalon og en meget stor godsejer. Det var eliten, som importerede og forvaltede den boglige kultur.