En helgens jordiske rester blev ofte delt op i mange mindre dele og brugt som relikvier. Den lille pakke omvundet med guldtråde har været et højt skattet relikvie, fordi den ifølge overleveringen – som sandsynligvis er korrekt – rummer nogle af abbed Vilhelms jordiske rester.

.

To levnedsskildringer fra 1200-tallet skiller sig litterært ud, begge portrætter af karismatiske kirkelige personligheder og vigtige bidragydere til dansk intellektuel kultur, nemlig biografien over biskop Gunner af Viborg (d. 1251) og helgenvitaet om abbed Vilhelm af Æbelholt (ca. 1130-1204, kanoniseret i 1224). Den første havde været på en længere studierejse ved kulturcentrene i det centrale Europa, den anden var fransk og blev inviteret til Danmark af Absalon for at opbygge et klostersamfund af viktorinsk observans (dvs. for kannikker som levede i et klosterfællesskab efter mønster af den franske stiftelse i Paris, St. Viktor).

Efter Vilhelms død samlede man mirakelberetninger ind, og i 1218 skrev paven et brev til Absalons efterfølger som ærkebiskop af Lund, Anders Sunesen, at han ønskede sig en systematisk redegørelse. Helgenlegenden om Vilhelm er sikkert blevet til ved denne anledning, og den skal, som mange andre legender fra høj- og senmiddelalder, ses som et litterært resultat af kanoniseringsprocessen. Men den er speciel derved, at den i store partier kan læses som en selvbiografi med en ghostwriter. Den er en udførlig beretning af en kannik fra Æbelholt (ved Hillerød), formentlig også af fransk oprindelse, som tydeligvis har haft indgående samtaler med Vilhelm. Meget er i realiteten Vilhelms egen beretning, holdt i en sprogbrug og skrevet med en vægtning, som må have ligget hans egen nær.

Den levende og ganske udførlige fortælling om Vilhelm og hans kvaler og triumfer har sikkert primært skullet tjene som intern oprustning i Æbelholt og i viktorinerordenen generelt. Den er skrevet i et ret enkelt og flydende middelalderlatin, som hele tiden trækker på bibelske vendinger.

Abbed Vilhelm selv beherskede (også) et andet register af latinen, nemlig det formfuldendte kancellisprog. Det fremgår af hans efterladte brevsamling, som både består af breve skrevet for andre og hans egen embedskorrespondance. Hans virke og hans idealer er endnu et tydeligt vidnesbyrd om, at man ikke kan analysere lærdom og litteratur omkring 1200 ud fra et skel mellem kirkelige, aristokratiske og statslige interesser. Vilhelm var en fransk aristokrat, som efter sin omvendelse blev international talsmand for en forholdsvis streng kannikeorden og ambassadør for et gryende dansk statsapparat.

Det andet biografiske værk fra 1200-tallet, som skiller sig ud, er den levende beskrivelse af Gunner, abbed for cistercienserklostret i Øm (ved Skanderborg) fra 1216 til 1222 og derefter biskop af Viborg indtil sin død i 1251. Beskrivelsen af Gunner skal næppe læses som en enkeltstående skildring af en helt særlig personlighed. Den har formentlig indgået som et kapitel i en iøvrigt tabt klosterkrønike fra cistercienserklostret i Vitskøl (ved Løgstør) fra 1260'erne eller 1270'erne. Selv om 'biografien' er skrevet af en munk og Gunners livslange loyalitet over for ordenen stærkt understreges, er det hans bispegerning, som står i centrum. Vi får serveret en række episoder om hans gennemførelse af sang, læsning og prædikener, hans præstevielser, stiftsadministration m.m. Han repræsenterer en anden variant af kulturimporten end Vilhelm, nemlig danskeren, som studerede en årrække i udlandet. Valdemar Sejr (konge 1202-41) nærede ifølge skriftet en speciel tillid til Gunner, der – ligesom Vilhelm – fungerede som ambassadør og retslærd for kongen. Han var således involveret i udarbejdelsen af Jyske Lov.

Den kulturoverføring, Gunner stod for, beskrives i en interessant passage (kap. 6):

Når han førte samtaler med klerkene [dvs. kannikker, præster og andre kirkeligt underordnede], havde han for vane at tilpasse sentenser af helgener, digteres dybsindige vers eller andre billedlige udtryk til hver enkelt ytring – hvad enten det var ham, der henvendte sig til dem, eller omvendt.

Senere (kap. 11) hører vi, hvordan Gunner i retslig sammenhæng svarer med citater fra Ovid, Ordsprogenes Bog og Salmernes Bog. Biskoppen var på denne måde en kanal for både hedensk romersk, jødisk og kristen boglig visdom. Men han var ikke bare et medium for ærværdig lærdom, han var også et omvandrende billede på den. Han brillerede „lige så meget ved sin retskafne moral som ved sine litterære kundskaber.“ Som nyere forskning har understreget om højmiddelalderens bispeideal: Biskoppen skulle lede og oplære sin flok gennem sit person lige eksempel, sin kultiverede og retfærdige habitus – hans fremtræden og konversation var en tekst i sig selv, som eleverne kunne lære af.

Omtrent samtidig med Gunners liv blev der også skrevet en mirakelsamling om kong Erik Plovpenning (konge 1241-50) – den sidste danske helgenkonge. Man opnåede ikke pavelig anerkendelse af Eriks status, men hans liv og voldsomme død satte sig spor i forskellige krøniker, og hans helgenry havde efter mirakeloptegnelserne at dømme resonans i hele Norden. Også i den senere middelalder var han kendt blandt andet som værnehelgen for gilder. Bag nedskrivningen af miraklerne står utvivlsomt kongegravskirken i Ringsted, der således fik fornyet bevågenhed af pilgrimme, efter at Knud Lavard-kultens betydning var aftaget.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet To levnedsskildringer - Abbed Vilhelm og biskop Gunner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig