Folkeviser og dæmonologi

Litteraturforskeren Flemming Lundgreen-Nielsen har undersøgt, hvad der eksisterede på tryk om overnaturlige væsener og emner i folkevisernes nedskrivningsperiode i 1500- og 1600-tallet, og kan komme med andre – og måske nok så sandsynlige – forklaringer på folkevisernes omskabeiser og elvere mm. Han peger på de samtidige dæmonologier, dvs. lærebøger om Djævelen og hans mange fremtoninger, som det sted, hvor det overnaturlige er beskrevet og søgt tolket ud fra en – for den tid – videnskabelig synsvinkel. Det var allerede historikeren Anders Sørensen Vedel tilsyneladende klar over, da han i sin Hundredvisebog i indledningen til „Germand Gladensvend“ (DgF 33 F) skrev om „den onde Fiendis Argelist“, men siden er der ikke mange, der har taget tråden op.

Djævelen bliver ellers omtalt forskellige steder i samtidens litteratur, bl.a. også af Vedel selv i fortalen til hans rimede pavekrønike, Antichristus Romanus (1571), hvor Djævelen bliver betegnet som en „tusindfold kaanstermand“ (tusindkunstner), dvs. en person, der har mange fremtrædelsesformer og mange måder at forblænde menneskene på.

Sognepræsten Hans Lauridsen (d. 1596) udgav 1587 – altså fire år før Hundredvisebogen – en dansksproget dæmonologi. Dens titel er Sielebog: Det er En Christelig oc nyttig Handbog, om Menniskens Siel, baade de Gud-fryctigis oc de Wgudeligis: Vddragen af den Hellige Scrifft, oc Hellige Lære-fædris Bøger. Den er velorienteret i den samtidige europæiske litteratur om emnet og bringer bl.a. en liste over forskellige specielt nordiske dæmoner, bl.a. ellekvinder og ellemænd. Dertil kommer fx natravne og varulve. I øvrigt udkom i Tyskland samme år en meget berømt folkebog om djævleforskrivelse, nemlig bogen om Doktor Johann Faust. Den version blev oversat til dansk allerede 1588.

Både den næsten ukendte præst i Store Heddinge, Jens Christensen Aalborg (1593-1698), og den navnkundige sprogforsker og bogsamler, Peder Syv (1631-1702), kendte og omtalte elverhøje og elverkonger. Peder Syvs Tohundredevisebog indeholder en lille ordliste, hvori man bl.a. kan finde 'Elve-Kone' og 'Elverpind'. Mest kendes elvere dog i forbindelse med udtrykket ellevild, der betegner den tilstand, som elvere kan sætte mennesket i. Det er påfaldende, at skriftlige belæg for disse underlige væsner ikke kan føres særlig langt tilbage i tiden, nemlig kun til 1500- og 1600-tallet, dvs. præcis samtidig med, at folkeviserne blev nedskrevet. Meget anderledes går det ikke med havfruer og havmænd. De tidligste omtaler af dem er gerne tosprogede, dvs. på latin ('neiadas' og 'nimphas', dvs. najader og nymfer) med tilføjede nordeuropæiske oversættelser: wasser frauen (vandfruer) eller Witte Wyuen og Weise Weiber (hvide kvinder). Syv udtrykker det samme på latin: 'Albas Nymphas'.

At mange trylleviser handler om forførelser bliver også mere forståeligt, når man anskuer indholdet i viserne ud fra en idé om, at Djævelen ligger på lur overalt. Da ukyskhed ligefrem hører til de syv dødssynder (de andre er hovmod, misundelse, vrede, dovenskab, gerrighed og frådseri), ligger det ligefor at forklare ethvert (synde)fald som resultat af et mere djævelsk end menneskeligt spil, hvor forføreren, der jo næsten pr. definition allerede selv må være faldet, blot er endnu et redskab i Djævelens kamp om menneskets sjæl. Så måske er vi tilbage ved, at Vedel slet ikke tog så meget fejl, når han i mange viser blot fandt „den onde Fiendis Argelist“, et synspunkt, der formentlig blev delt af folkevisernes oprindelige brugere.

Konklusionen er, at folkeviserne ikke véd noget om det overnaturlige, som dæmonologierne ikke også kender – men naturligvis udtrykker folkeviserne deres forestillinger med større poetisk kraft. Det er nærliggende at forestille sig, at de forekomster af det overnaturlige, som vi finder i viserne, kunne være inspireret af dæmonologierne – eller omvendt. Dybest set er det vel en hønen-og-ægget-diskussion, der næppe nogensinde vil kunne afgøres. Til gengæld giver det mening at se den store interesse for Djævelen og hans mange fremtrædelsesformer i forbindelse med Reformationen, der satte en ære i at rydde op i megen gammel overtro, herunder signen og manen, og derfor forholdt sig anderledes til folkelig (over)tro, end katolikkerne havde gjort. Opfattelsen af det overnaturlige i trylleviserne som et led i renæssancens djævleforestillinger går bag om Villy Sørensens tolkning og tager fat i fænomenerne på nedskrivningstidens betingelser. Når man sammenholder det med, at mange af vendingerne om personerne er formler, ikke led i psykologiske portrætter, giver en ikke-psykologisk opfattelse af viserne god mening ud fra noget, der nærmer sig samtidens præmisser.

Folkevisernes historie er således lang og indviklet, og mange af de spørgsmål, som genren rejser, har ikke fundet endegyldige svar.