Titelblad til Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog. Nordeuropas første trykte bog med folkeviser blev udgivet i Vejle 1591 og trykt på Anders Sørensen Vedels eget bogtrykkeri, Liljebjerget i Ribe. Titlens omtale af „Gamle Kemper, Naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer “gav senere udgivere inspirationen til at opdele viserne i kæmpeviser, historiske viser og ridderviser.

.

Hundredvisebogen og senere trykte visebøger, 1500-tallets viseoverlevering omfatter også et egentligt udgivelsesinitiativ. I 1591 udgav historikeren Anders Sørensen Vedels Nordeuropas første trykte samling af folkeviser, den såkaldte Hundredvisebog, hvis fulde titel lyder (i moderniseret sprogform):

Et hundrede udvalgte danske viser, om alle slags bemærkelsesværdige krigsbedrifter og anden sælsom eventyr, som har fundet sted her ud i riget, ved gamle kæmper, navnkundige konger og ellers fornemme personer, fra arilds tid indtil denne nærværendes dag.

Bogen er blevet til i en periode, hvor folkevisen ikke udelukkende blev betragtet som en fortidig litterær form, men stadig var en produktiv genre i både adels- og bondemiljø. Egentlig havde Vedel indsamlet viserne, fordi han i dem så et kildemateriale til den danmarkshistorie, han var i gang med at skrive, og som skulle være en fortsættelse af Saxos danmarkshistorie, Gesta Danorum (Danernes bedrifter), som han havde oversat fra latin til dansk 1575.

Hundredvisebogen blev til nærmest ved et tilfælde. I 1588 opholdt Vedel sig hos astronomen og adelsmanden Tycho Brahe på dennes mini-renæssanceslot, Uraniborg på Hven. De var gamle venner, fordi Vedel havde været hans præceptor (hushovmester) under deres fælles studier rundt om ved Nordeuropas universiteter. Samtidig havde Tycho besøg af Christian 4.s mor, den folkeviseinteresserede dronning Sophia. Med sig havde hun Beate Bille, der var mor til Tycho og i øvrigt hofmesterinde. Da de skulle hjem, blev det et forfærdeligt uvejr, og kvinderne var tvunget til at blive på den lille ø et par dage. Her hørte dronningen om de visehåndskrifter, hvis viser Vedel ville lade indgå som en del af kildematerialet til sin danmarkskrønike. Hun bad Vedel om nogle afskrifter af de bedste viser – engang ved lejlighed. Først i 1591 fik dronningen dog sit ønske opfyldt med Hundredvisebogen, trykt på det trykkeri i Ribe, som Vedel i mellemtiden havde fået bevilling til.

I Hundredvisebogen, der indeholder 102 viser, er hver vise forsynet med en lille indledning af Vedel selv, hvor han fx redegør for historiske data, kommer med et handlingsreferat eller med en moralsk vurdering. Vedel har selv digtet enkelte strofer til, hvor han syntes, at der manglede noget, fx handlingsovergange eller morale. I sin fortale til læserne – der kan betragtes som den første afhandling om folkeviser overhovedet – kommer Vedel med mange undskyldninger for sin udgivelse, bl.a. er viserne også udgivet for sprogets skyld.

Adelsdamen Mette Gøye stod bag Tragica (1657). Denne udgave indeholder 30 viser og bygger på efterladte udkast fra Anders Sørensen Vedels hånd og omhandler, som titlen antyder, tragiske elskovsviser. De er dog ikke lige sørgelige alle sammen.

Kongelig filolog og provst Peder Syv udgav Tohundredvisebogen i 1695. Den består af et genoptryk af Vedel, forøget med endnu 100 viser, heriblandt nogle stykker af samtidige digtere, fx præsten Jørgen Sorte-rup.

Med inspiration fra Thomas Percys engelske samling Reliques of Ancient English Poetry (1765) udsendte sekretær og udgiver Bertel Christian Sandvig anonymt Levninger af Middel-Alderens Digtekunst 1780, og fire år senere fulgte Rasmus Nyerup op med Levninger af Middel-Alderens Digtekunst. Andet Hefte (1784). Restoplagene af begge disse udgivelser gik tabt under Københavns brand 1795. Så samtidig med, at interessen for folkeviserne steg, stod publikum uden reel mulighed for at læse viserne, medmindre de var så heldige at have en gammel udgave til rådighed. Den unge Oehlenschläger har formentlig set de viser, han lader sig inspirere af, i en udgave af Syvs Tohundredvisebog eller i Levninger… De senere romantikere, der ikke var så heldige at have en udgave af Vedel eller Syv ved hånden, kendte i stor udstrækning viserne fra W.H.F. Abrahamson, R. Nyerup og K.L. Rahbeks fembindsværk: Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen; efter A.S. Vedels og P. Syvs trykte Udgaver og efter haandskrevne Samlinger udgivne paa ny (1812-14). Det ses allerede af titlen, at hovedstammen stadig udgøres af Vedels og Syvs udgaver. Nyerup og Rahbek havde heller ikke adgang eller kendskab til alle de håndskrevne samlinger, som vi kender i dag.

En af hensigterne med 1800-tallets udgaver var at genoplive kæmpeviserne på dansk grund, men det formåede hverken Abrahamson eller hans samtidige at realisere.

Først henved 250 år efter at Vedel havde udgivet sin epokegørende Hundredvisebog, kom en udgivelse, der på sin vis var – og er – lige så opsigtsvækkende som Vedels, nemlig verdens første egentlig videnskabelige udgave. Hovedmanden bag denne 12-bindsudgave, Danmarks gamle Folkeviser (DgF) er som nævnt Svend Grundtvig, søn af salmedigteren N.F.S. Grundtvig. Han var som sin far i besiddelse af en formidabel arbejdsevne. Allerede 1847 havde han udsendt et prøvehæfte, og i 1853 så det første hæfte til første bind dagens lys. Værket som helhed blev først afsluttet med registerbindet 1976 ved Erik Sønderholm.

Redaktionsmetoden lyder i al enkelhed: „alt hvad der er, og alt som det er“. Dvs. at man ikke valgte én form af hver visetype eller prøvede at sammenskrive en mellemproportional, men netop bragte alle varianter. Udgavens redaktionsprincipper resulterede i, at de danske folkeviser blev opdelt i de 539 grundtyper, som enhver vise falder ind under, og som man stadig arbejder med, de såkaldte DgF-numre. Inden for hvert nummer findes et større eller mindre antal opskrifter, der igen kan bestå af flere varianter. Princippet var absolut ikke populært i samtiden. Indvendingerne gik på, at Grundtvig kun ville udgive en materialesamling, og at læserne derfor ikke ville kunne fornemme, hvordan den 'ægte' folkevise havde lydt, hvis de blot blev præsenteret for en mængde varianter.

En af de helt store bidragydere til DgF var skolelæreren Evald Tang Kristensen, der på sine mange og lange rejser i især Hammerum Herred i Vestjylland i årene fra 1860'erne og fremefter indsamlede tusindvis af opskrifter efter mundtlig tradition. Han fik et fint fortroligt forhold til mange gamle mænd og koner, der knap kunne læse, men som til gengæld kunne synge de gamle viser for ham. Alene fra Ane Johanne Jensdatter (1830-97) fik han 45 viser. Også melodier nedtegnede han.

Da fonograf og båndoptager var opfundet, lykkedes det 1900-tallets folkemindesamlere at få de sidste levende fremførelser bevaret for eftertiden, så man også i dag kan høre, hvordan viserne har lydt i 1800-tallet. Melodierne kunne fx skifte lidt fra strofe til strofe og var således ikke altid så ens og harmoniske, som fx Weyses og Heises romantiske 'normaliseringer' kunne give indtryk af.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hundredvisebogen og senere trykte visebøger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig