Trylleviserne har tilsyneladende været de viser, der i de senere perioder har fascineret mest. På trods af, at der ret beset ikke findes så mange forskellige danske typer af trylleviser (82, hvoraf 19 endog er legendeviser), er det den gruppe, der har givet forskerne anledning til flest spekulationer, både hvad angår alder og fortolkning. I forhold til de andre nordiske lande har Danmark lidt færre typer, men alligevel er de forholdsmæssigt overrepræsenteret i de danske antologier.

De adskiller sig fra de mere traditionelle ridderviser på flere punkter. I trylleviserne er slægten og dens magt mindre betydningsfuld, end den er i hovedparten af de ældre ridderviser; fokus ligger et andet sted. Men først og fremmest indeholder trylleviserne en række overnaturlige elementer, der er lidt fremmede for folkevisernes ellers stiliseret-realistiske miljø. Trylleviserne rummer eksempler på gengangere, uforklarlige forførelser (gerne med runer som hjælpemiddel), elverfolk, havmænd og havfruer, omskabelser fra menneske til dyr og tilbage til menneske igen.

For Anders Sørensen Vedel var disse elementer mest et udtryk for den „onde Fiendis Argelist“, altså for djævlens værk, mens Villy Sørensen i 1959 tolkede dem i dybdepsykologisk retning og dermed fik en række af trylleviserne til at handle om den farlige overgang fra barn til voksen, „forlovelsessituationen“. Samtidig udviklede Villy Sørensen en intern datering af viserne, som han havde fundet inspiration til hos litteraturprofessoren Ernst Frandsen. Visernes indbyrdes alder bestemmes her ud fra anvendelsen af de overnaturlige elementer som allegorier eller symboler. Generationer af gymnasieelever er blevet introduceret til folkeviserne gennem netop Villy Sørensens fortolkning.

De farlige væsener bor i naturen. Og de er allerfarligst, når mennesker står over for at skulle indgå forpligtende forbindelser med hinanden. I „Elveskud“ (DgF 47 A) rider Hr. Oluf om aftenen til sin fæstemø. Ved bjerget møder han dansende dværge og en jomfru, der spørger, hvor han skal hen. Hun kræver en dans, så vil han til gengæld få rige gaver med overnaturlige kræfter: en usædvanlig hurtig hest, en magisk brynje og det bedste sværd, alt sammen noget, en ung ridder kan bruge. Oluf afviser imidlertid, og dét gør man ikke ustraffet i tryllevisernes univers: „Så slog hun her Oluf ved hviden kind: / blod sprang over hans skarlagenskind. // Hun slog hannum imellem hærde (skuldre), / det han faldt neder til jorde.“ Derefter sender hun ham hjem, hvor hans komme sætter hele familien i sving. Fuld af bange anelser rider de ud for at modtage hans brud, der bliver utryg ved den klokkeringning, hun hører. Selv om alle på gården græder, tør ingen fortælle sandheden. Olufs moder svarer, at han hengiver sig til adelsmandens yndlingsbeskæftigelse: han rider med høg og hund i lunden. Først da bruden skal følges i brudehus – også en typisk folkeviselokalitet – får hun at vide, at Oluf er død, og at hun skal have hans bror i stedet. Her nægter hun (modsat bruden i Ebbe Skammelsøn); hendes følelser er bundet til Oluf med en kærlighed, der rækker ud over døden.

Det var stor ynk at se den nø[d]:den jomfru mon af sorrigen dø.– hvad hjælper det, vi kvider!

Omkvædet understreger såvel menneskets afmagt som det uundgåelige i hele historien.

Det overnaturlige kan dog også skildres mere muntert. Hr. Lave fra „Ridderen i hjorteham“ (DgF 67 A, Karen Brahes folio) – eller Peder, som han hedder i andre versioner – hører ikke til folkevisernes bedste børn. Han giver mange jomfruer løs tro, dvs. forfører dem uden at ville gifte sig med dem. Oven i købet overlader han en del af det grove arbejde til sine svende, idet han beder dem bringe jomfru Elselille – eller Åselille – til sig, hvilket de dog ikke formår. Så omskaber Lave sig til en hjort og spiller tam uden for Elselilles kammer – eller bur, som det hedder med en folkeviseglose. Hun lader sig friste af det skønne dyr, følger efter og lokker for den. Da afslører Lave, hvem hjorten er, og bliver nærgående. Elselille, der er en klog pige, lover at vise Lave, hvor der ligger guld begravet; og mens han graver, render hun hjem.

Havde Lave haft sand interesse i pigen, ville han nok have ladet guld være guld og koncentreret sig om pigen. Det er således yderligere med til at gøre skildringen af ham negativ, at han sætter materielle goder over kærligheden. Vel hjemkommen håner hun ham fra højeloftet og fortæller, at guldet er blevet til sten og ler. Andre versioner (DgF 67 F fra Dronning Sophias visebog) tager endnu lettere på det overnaturlige og lader omskabelsen til hjort erstatte af iklædning af en slags karnevals-kostume:

Det var herre Peder,drog i (tog på) sin hjorteham;og takker var af røde guld,for han var svigefuld.

Det er ikke altid, at omskabelse er en nødvendig ingrediens i det overnaturlige. Runer kan også gøre det. I en tid, hvor læse- og skrivekunsten næppe har været meget udbredt, vil det at kunne læse, for slet ikke at tale om at håndtere runer, stå meget stærkt. I folkeviserne er det da også forbundet med magt af u- eller overnaturlige dimensioner. I „Ridderens runeslag“ (DgF 73 A, Karen Brahes folio m. fl.) praler hr. Peder over for hr. Oluf med, at han kan lokke hvem som helst med sine runer. Oluf mener i al sin selvsikkerhed ikke, at hans fæstemø, liden Kirsten, lader sig lokke. Peder spiller imidlertid på sit forgyldte musikinstrument, mens Kirsten går gennem lunden med sin lille hund. Her bliver de runekunster, Peder har pralet med at beherske, altså ført over på musikkens område. Måske er det Orfeus-myten, der spøger. Drevet af en uimodståelig magt opsøger Kirsten nu Peder, der hånligt henviser til hendes forhold til Oluf. Kirsten må gå igen med hånsord og uforrettet sag. På hjemvejen møder hun Oluf ved borgeleddet, denne skillelinje mellem det hjemlige og trygge på den ene side og det farlige og ukendte på den anden side, hvor Oluf spørger, hvad hun laver. Forvirret mumler hun om blomster. Oluf tilgiver hende, men da de sover, lister hun fra ham og stikker sig ihjel. Afvisningen fra Peders side og den uudtalte bebrejdelse fra Olufs side har været for meget for hendes ære. Fortællerkommentaren er entydig: „Skam få hr. Peder hans forgyldte lur / Den sviger så mangen ærlig brud.“ Oluf vågner badet i Kirstens blod og dræber ligeledes sig selv. Moralen, som udtrykkes af en jeginstans, vi ikke tidligere har mødt i visen, er eksplicit: Man skal ikke prøve sine nærmeste, og slet ikke, hvis de er ærekære: „Det vil jeg nu give hver ungersvend for lære: / Prøv sig aldrig den viv, som æren har kær!“

Slet så sørgeligt behøver letsindig omgang med runer dog ikke at ende. I „Ridder Stigs bryllup“ (DgF 76 A, Christence Juels håndskrift m.fl.) kaster ridder Stig runer efter en anden liden Kirsten, som han har forelsket sig i. Uheldigvis rammer de i stedet jomfru Regitze, kongens søster. Skrækslagen beder Stig sin fostermoder om råd, og hun råder ham til at spille lig, når Regitze kommer om natten. For komme vil hun, da ingen kan modstå runernes kraft. „Hvi tvinger I mig så årlig [tidligt]?“, lyder da også omkvædet til en af versionerne.

Som forudsagt opsøger Regitze Stig på hans værelse. Selv låsen formår hun at åbne med de bare fingre. Hun sætter sig på sengekanten og begynder at kysse og kæle for ham. Men han behersker sig, så hun må gå med uforrettet sag. Næste dag vil kongen naturligvis gerne vide, hvad Regitze lavede hos Stig om natten. Stig må indrømme runekastet, men bedyrer sin og Regitzes uskyld. Dronningen foreslår, at de unge skal have hinanden, og således bliver det. Brylluppet holdes med al den pragt, folkeviseverdenen kan opbyde (nogle versioner har faktisk kun skildringen af det overdådige bryllup, fx DgF 76 E fra Karen Brahes folio). Her blot et lille udsnit af overdådighederne:

Dugen' de var af ageruld,og faden' var lagt med røden guld.

Stolpern' var af det røde rav,og bjælkern' udskåren i forgyldene bogstave.

Hvad der begyndte grumt, får her en ærefuld udgang. Man kan også lægge mærke til, at de magiske runer mod slutningen er blevet erstattet af hjemmets harmløse, forgyldte bogstaver.

Langt de fleste folkeviser er fortalt fra et neutralt sted af en fortæller, der ikke deltager i begivenhederne, men kun beretter, hvad hun eller han har kunnet se eller høre. „Jomfruen i fugleham“ (DgF 56 A Karen Brahes folio m.fl.) rummer imidlertid noget for folkeviserne så sjældent som en kvindelig jeg-fortæller. Pigens genfortælling af de dramatiske og til tider traumatiske begivenheder giver en moderne læser associationer til psykoanalysen. (Også i folkevisens univers hjælper det at nævne det ubærlige). Da den unavngivne jomfru var lille, døde hendes mor, og hendes far fandt en anden. Allerede på andendagen blev faderens nye kone til en ond stedmoder, der ikke ville lade jeget lege. Stedmoderen skabte tilmed steddatteren om til en hind, som hun sendte ud i skoven. Tjenestepigerne blev sendt efter hende i skikkelse af ulve. Siden blev pigen til en falk, altså et dyr, der er endnu mere sky og på sin vis også mere vildt.

Forløsningen kan i sådanne situationer bedst komme fra en mand; og der dukker også en mand op, som tjener i kongens gård. Som enhver ordentlig ridder gribes han af lyst til at fange eller skyde falken, da han får øje på den smukke fugl. Han tager derfor en økse for at fælde træet, hvori fuglen sidder. Men skovejeren – der i nogle versioner er suppleret med en kvindelig figur, der dukker op ud af det blå (og som senere fortolkere har set som en udspaltning af den omskabte pige) – lægger sig imellem og råder ham til at lokke med en 'tam brad' i stedet.

„Du sæt dig neder og tale med migom du vil lytte [adlyde] min' råd:du fanger ikke af liden falk,uden hun fanger [får] tamme brad“

Ridderen følger rådet og skærer et stykke ud af sit eget bryst. Det er let at læse det som et billede på, at manden – for at få den elskede kvinde – bliver nødt til at ofre noget af sig selv. Da hun spiser kødet, forvandles hun da også til en jomfru igen, og ulvene bliver atter møer. Og en neutral fortæller kan udbryde:

Tak have favren ungersvend,han haver forvunden al sin harm.Han sover nu så gladeligforinden den jomfrus arm.

Med denne traditionelle, lykkelige afslutning falder visen til ro, ligesom uvidende om de forudgående svært forklarlige begivenheder.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Trylleviser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig