Slægten, kirken og vasalforholdet

Tre sociale institutioner spiller en stor rolle i romanerne: slægten, kirken og vasalforholdet. I det ridderlige univers kæmper stærke og modige mænd mod onde riddere, lindorme og hedninge. Det ridderlige er også repræsenteret på et mere samfundsstrukturelt plan, i beskrivelsen af hele det feudale væsen. Den feudale tankegang om, at den, der har hjulpet én, skylder man en tjeneste, ses fx i tjenestepigen Lunetas adfærd. Skønt Ivan Løveridder har slået hendes frues mand, hr. Vadian, ihjel, siger hun: „Jeg er eder skyldig til tjeneste at være, / for den tugt og for den ære, / som I mig teede [viste], en fattig kvinde“.

I megen høvisk digtning finder man 'den høviske trekant', dvs. det føromtalte forhold, hvor den yngre, socialt dårligere stillede mand, måske en troubadour, tilbeder sin herres hustru. Hun lader sig gerne opvarte med ord og digt, men det er vigtigt, at tilbedelsen ikke overskrider sømmelighedens grænser. I Løveridderen er kønsrollefordelingen i denne trekant vendt om, idet Luneta tilbeder Ivan, men samtidig medvirker til, at Vadians enke tilgiver Ivan og gifter sig med ham.

Slægt og ære betyder det samme for ridderromanernes personer som for sagaernes. Måske er det derfor, at nogle har set de islandske sagaer som det nordiske svar på den vesteuropæiske ridderroman. Men der er en ideologisk størrelse i ridderromanerne, der ikke findes i større mål i de islandske ættesagaer: kirken som institution. I Flores og Blanzeflor er rammen kristen, idet Blanzeflor efter sin befrielse får overtalt Flores til at omvende sig til kristendommen og lade hele landet kristne.

Til det billede af middelalder og riddertid, som de fleste moderne læsere har, hører ridderturneringer. Dem finder vi også til overmål i Eufemiaviserne. Et fast udtryk i Løveridderen indeholder ordene 'dyst' og 'torney' (turnering): „det var begge deres lyst, / at søge både torney og dyst“. Men det er ikke kun mandighedsidealet, der tæller. Fx er Flores fra Flores og Blanzeflor så fin og feminin i sit udseende, at han på et kritisk tidspunkt bliver taget for en kvinde. Dette træk har formentlig virket pikant i Frankrig, men det er et spørgsmål, om det ikke har virket modsat – og måske ligefrem frastødende – på nordiske mænd, for hvem der i middelalderen faktisk var straf for at gå i kvindeklæder. Helten Flores har sneget sig ind i jomfrutårnet, hvor heltinden Blanzeflor holdes fanget, og de to tilbringer mange nætter sammen. Men så kommer kongen af Babylons svend og overrasker dem:

han tænkte dem være jomfruer to,thi han [dvs. Flores] havde ej skæg på sig.Den væneste jomfru var han lig.

Hvor det i de islandske sagaer ofte drejer sig om den uorden, som kvinderne skaber i kraft af deres erotiske magt over mændene, er det i ridderromanerne tit omvendt, dvs. ikke kaos og kærlighed, men kærlighed og orden. Ægteskabet virker som en sikring af den sociale stabilitet; når kvinderne sender deres tilbedere ud, er det netop for at de kan skabe orden i verden igen.

„Aff valske tungo ok a vart maal“ (fra fransk tunge og på vort sprog) lyder det i Ivan Løveridderen. Dette skal tages i mere udvidet forstand, for oversætteren har ikke alene oversat, men også prøvet at tilpasse teksten til nordisk mentalitet. I de nordiske udgaver af denne roman er der således færre subtile skildringer af hovedpersonernes sjæleliv end i den franske original. Det siger formentlig noget om, at oversætteren har vidst, hvormed han skulle underholde et nordisk publikum, for hvem den slags var fremmed og måske tilmed upassende. Det harmonerede ikke med sagaernes underdrivelse, litoten, som den fx udtrykkes i Gisle Surssøns Saga, hvor en person, der lige har modtaget dødsstødet, har overskud til den lakoniske bemærkning: „Den sad!“

De oprindelige franske tekster er skrevet i rimede 8-stavelsesvers. Chrétien de Troyes skrev både i prosa og på vers, men da teksterne nåede Norden, blev de tre Eufemiaviser udformet i knittelvers. Det er enkelt og smidigt med sine enderim og opbygningen med et fast antal trykstærke og et varieret antal af tryksvage stavelser. I Norden bruges knittelverset ellers gerne til didaktisk, historisk eller religiøs digtning, som fx Hr. Michaels digtcyklusser.

De gamle svenske oversættelser bærer præg af, at en forholdsvis lærd person, formentlig en klerk, har stået bag. De danske tekster er oversættende afskrifter af de svenske og findes i håndskrifter, der kan dateres til slutningen af 1400-tallet. De ældste danske oversættelser af ridderromanerne findes samlet i et håndskrift, som nu ligger i Stockholm, og som er blevet til kort efter 1483. Håndskriftet indeholder ud over Eufemiaviserne historien om Den kyske Dronning, om Persenober og Jomfru Konstantianobis og endelig Dværgekongen Laurin; de sidste tre tekster er „sat i rim“ af en i øvrigt ukendt Jep Jensen. På den måde har vi overleveret en komplet bog med den tids populærlitteratur.