Anne Brades (eller Brahes) bønnebog fra 1497 er blevet til i det lærde birgittinske miljø. Ud over en mængde helsidesbilleder rummer den også små farvelagte marginillustrationer med forskellige, især kvindelige helgener, som her den hellige Birgitta med korset.

.

Anna selvtredje, dvs. med datteren jomfru Maria og barnebarnet Jesus, var et yndet motiv middelalderen igennem. Bogmaleri fra Marine Jespersdatters bønnebog (ca. 1500).

.

Hvis man vil vide, hvordan et efterlevelsesværdigt kvindeliv i senmiddelalderen og de følgende århundreder var, kan man gå til de trykte ligprædikener, der er overleveret en del af, især fra 1600-tallet. Det fremgår heraf, at det var værdsat, hvis kvinderne var stilfærdige, grænsende til det tavse: „Hendes døtre haver hun holdt hjemme hos sig selv, til al gudfrygtighed, stilhed og tugtighed“, lyder det i ligprædikenen over Birgitte Axelsdatter Brahe (1576-1619). Ligprædikenerne handler da også bemærkelsesværdigt lidt om, hvad kvinderne egentlig har sagt eller foretaget sig, men meget om, hvordan de ellers var eller opførte sig. Kvinderne skulle først og fremmest „skikke sig vel“.

Det betyder ikke, at kvinders rolle var begrænset til praktisk arbejde. Således hørte det som regel til kvindernes opgaver at sørge for at opretholde et vist religiøst og moralsk stade i huset. Det kunne fx ske ved daglige husandagter med familien og tjenestefolkene eller ved på anden vis at holde hele husholdet til gudfrygtighed. I en lang række af de ligprædikener, der er holdt over adelskvinder fra perioden, vil det ofte være én af de dyder, der bliver fremhævet igen og igen, som i ligprædikenen over Mette Vilhelmsdatter Dresselberg (1600-35), hvor det hedder, „haver elsket, agtet og æret hendes allerkæreste husbonde, haver tugtet, påmindet og tilråd hendes kære børn til gudsfrygt, dyd og ære, haver omgået hendes daglige tjenere og andre udvortes [udenforstående] med al fromhed og fornumstighed [klogskab]“, eller som i ligprædikenen over førnævnte Birgitte Axelsdatter Brahe: „Hendes tjenestefolk haver hun i lige måde altid holdt flitteligen til gudsfrygt (…) hun haver også altid haft lyst og vilje dem alle stedse at forfremme til det gode“.

Kvinder har således spillet en central rolle i fromhedslivet uden for kirkens mure. Det afspejler sig på forskellig vis i tidens samlinger af bønner (og salmer). Disse samlinger udspringer af de gejstliges obligatoriske tidebønner. I kirkerne blev der nemlig bedt regelmæssigt, én gang om natten (med tolv Davidssalmer) og syv gange i løbet af dagen, laudes, prim, terts, sext, non, vesper og complet. Bønnerne kunne læses efter tidebøgerne, der var samlet i de såkaldte breviarer, dvs. kirkens officielle, liturgiske bønnesamlinger.

Breviarerne var ofte forsynede med kalendarier, så man kunne udregne de forskydelige helligdage som fx påsken. Lægfolk havde derimod forkortede bønnebøger, dvs. samlinger af bønner til forskellige tidspunkter og til forskellige situationer, som de kunne læse på selvvalgte tidspunkter. Bønnerne kunne både være på dansk og latin, men i de danske bønnebøger dominerer det danske sprog. Og da kun de færreste kvinder havde lært latin, bliver disse forkortede bønnebøger det medie, hvorigennem især kvinderne kunne kanalisere deres fromhed – både i den katolske og den efterkatolske tid.

Bønnebøgerne, hvoraf vi i Danmark har overleveret knap 30 håndskrevne eksemplarer, rummer den største samlede gruppe af folkesproglige tekster fra middelalderen. Det senmiddelalderlige sprog, man træffer her, og som havde sit udspring i klostrene, fik betydning for udformningen af hele det fællesdanske skriftsprog. Bønnebøgerne var en del af middelalderens lægmandsfromhed, som vel at mærke omfattede både læg og lærd. De egentlige bønnestykker kan være oversat, afskrevet eller ligefrem formuleret af/til kvinder, idet det bedende jeg kan kalde sig 'tjenerinde' eller lignende. „Jeg arme synderinde“ er en sammensætning, der netop angiver det kvindelige, læsende og bedende jegs selvopfattelse. Der findes dog også formuleringer, der peger på mænd som de bedende. Men det virker, som om bønnebøgerne mest har været for (og af?) kvinder. De fleste af de håndskrevne danske samlinger, hvis ejere vi kender, har således tilhørt kvinder. I den tyske regelsamling Sachsenspiegel (1. bog, kap. 4) hedder det da også, at datteren efter moderen skal arve bl.a. „psalterierne og alle de bøger, som hører til gudstjenesten, og som kvinderne plejer at læse.“ Psaltrene var samlinger – på latin eller folkesproget – af Biblens 150 davidssalmer, der sammen med evangelieteksterne var de mest brugte bibelstykker til gudstjenesterne.

Tidebønnernes kernebønner genfindes i bønnebøgerne: bønner ved Jesu kors, bønner med Jesu lidelse og død, Skt. Gregorius' bønner til Jesus, bønnen, til Jesu vunder (sår), bønner til Marias glæder og drøvelser [sorger], Mariahymnen „Stabat mater dolorosa“ [moderen stod med smerte, dvs. Maria ved Jesu kors, jf. Johs. 19,25]. Rækkefølgen er ofte: Treenigheden, Jesu lidelse og død, Maria og Skt. Anna (Marias moder), og til sidst bønner til forskellige helgener og hjælpere. Endelig forekommer der ofte en bøn for bogens ejer (navnebønnen), som vidner om bogens personlige tilhørsforhold.

Af overskrifterne til mange af bønnerne fremgår det, hvordan de skal læses, fx hvor mange gange, i hvilken sammenhæng og indimellem også med angivelse af, hvilken kropsstilling den bedende skal indtage. Bønneteksterne er sjældent rimede, men alligevel kan de i indholdet minde om salmer. De kan også være formet over en fast komposition for religiøse (kristne) tekster, rhetorica divina, der minder om måden, hvorpå breve og diplomer blev opbygget i middelalderen. De fleste bønner rummer således en lovprisende indledning, en taksigelse, en syndsbekendelse, den egentlige bøn om noget konkret og endelig en afsluttende lovprisning.

Et eksempel på, hvordan bønnerne spinder ender over traditionelle kristne tekster og dyder, ses i Anna Brades bønnebog, hvor bønnen bruger de syv korsord (en sammenstilling af de ord Jesus udtaler på korset i de fire evangelier) til at skabe bønner mod hver af de syv dødssynder: „Jeg beder dig om de samme syv ords dyd, at du forlader mig alt det, som jeg haver syndet i de syv dødelige synder, og alle de grene ud af dem ganger, som er højfærd, nydskab, vrede, overflødighed, lede til gudstjeneste, skørlevned og avind“ (nr. 202).

Flere bønner er beregnet til privat bøn under messen: „når du haver taget legeme (dvs. nadverbrødet, kun gejstlige katolikker modtager blodet/vinen), da stå på dine knæ og læs tre pater noster og tre ave maria. Efter det første pater noster sig således“. Der er fx også en bøn, som skal læses, når korset er taget op af graven påskedag, hvilket vidner om, at der i Danmark, som i det øvrige Europa, har været traditioner med gravlæggelsesspil i forbindelse med påsken.

Skal man tro nogle af bønnebøgernes tekster, er det bedre at bede end at faste: „Item (ligeledes) sanctus Gregorius pave gav til dette [formål] fem små efterskrevne bønner, fem hundrede års aflad, og syv karener [perioder på 40 dages faste], hvo som dem hver dag gudeligt læser“ (Anna Brades bønnebog). Der er således ofte knyttet aflad, der fx giver flere tusinde års besparelse i skærsilden, til brugen af bestemte bønner. Andre bønner kan have fungeret som rene meditationsremser, fx bønner over Jomfru Marias 72 hellige navne.

De danske bønnebøger stammer for de flestes vedkommende fra de nærmeste år på begge sider af 1500. Mange af dem bærer præg af at være udsprunget af klostermiljøet, især det, der var knyttet til birgittinerne, som lagde stor vægt på den håndskrevne bogproduktion. De blev brugt også efter bogtrykkerkunstens indførelse.

Mange af psaltrene og bønnebøgerne er fornemt kunsthåndværk. De er, indtil de trykte udgaver dukker op, fremstillet på foranledning af de højeste samfundsklasser. Selv om papiret var opfundet, er mange af dem skrevet på det langt mere holdbare pergament, for de har skullet holde til daglig brug. Nogle af bønnebøgerne er illustrerede, selv om vi i Danmark – i modsætning til Tyskland – ikke har illustratorer af Albrecht Dürers eller en Lucas Cranachs format. Enkelte af de håndskrevne bønnebøger indeholder bønner, der også findes i Christiern Pedersens Vor Froe Tider, dvs. tidebønner til Vor Frue eller Jomfru Maria (trykt i Paris 1514). Den første trykte bønnebog på dansk er udført af den nederlandske bogtrykker Gotfred af Ghemen (1509), som står for de fleste af de allerførste tryk på dansk overhovedet. Hans udgave kan kaldes en folkelig 'billigbog' – selv om den naturligvis har været (for) dyr for almindelige mennesker.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Tidebøger, bønnebøger og psaltre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig