I begyndelsen var bogen

Der er tradition for at begynde dansk litteraturhistorie med et kapitel om den hedenske tid. Denne tradition brydes her. Det skyldes først og fremmest en overbevisning om, at dansk litteraturhistorie må begynde på det tidspunkt, hvor der på dansk grund bliver skrevet tekster i bøger. Litteratur opfattes med andre ord som knyttet til bogens medium.

Før bogvæsenet slog rod i Danmark med kristendommen i 1000-tallet, blev der skrevet korte indskrifter med runer, og der blev utvivlsomt fortalt og sunget meget på kunstfærdig vis. Runestenene påkalder sig naturligvis stor interesse, ikke mindst sproghistorisk, men med nogle få undtagelser kan man ikke hævde, at de indeholder noget, vi kan kalde litterære tekster. Den mundtlige digtning og fortællekunst har man normalt beskrevet ud fra islandske tekster fra 1200-tallet, som beretter om gamle hedenske konger og høvdinge, om hedensk mytologi osv.

Uanset hvad man måtte mene om 1200-tallets rekonstruktioner af ældre mundtligt fortællestof, så har de seneste årtiers skriftligheds-forskning vist, at selve nedskrivningen må have haft en afgørende indflydelse på teksters struktur og længde. Det er et faktum, at nedskrivningen er foregået i en kristen bogkultur, hvor interessen for den hedenske tid kun udfolder sig på en kristen begrebsverdens betingelser, og i en sammenhæng, hvor fortællinger om fortiden allerede er motiveret og struktureret af den latinske bog- og tekstkultur. Dette forhold er tydeligt, på forskellig vis, i to nordiske storværker fra middelalderen, Snorres Edda og Saxos danmarkshistorie.

Derudover er der også fra sidst i 1900-tallet stillet væsentlige kritiske spørgsmål til den traditionelle opfattelse af hedenskabet som én sammenhængende nordisk religion og kultur over mange hundrede år. Siden romantikken har de islandske tekster været foretrukne som indfaldsvinkler – naturligt nok til sproghistorien – men også til den danske social- og mentalitetshistorie. Men hvis man alligevel skal uden for Danmark for at hente tekster, hvorfor så ikke gå til den oldhøjtyske litteratur fra ca. 750-900 med dens korte folkesproglige gengivelser af kristen lærdom og bibelske fortællinger? Her har man da en gruppe tekster, som faktisk er skrevet ned i den periode, det gælder, og hvor vi også ved, at der var tysk mission i Danmark – danskere kan vel også have fortalt den slags videre? Dette ville naturligvis også blive spekulativt, men spørgsmålet er i det mindste berettiget som illustration af de stærke ideologiske bindinger til romantikkens dyrkelse af hedenskaben i store dele af 1900-tallets litteraturhistorieskrivning.

Gennem udenlandske tekster, og særligt gennem moderne arkæologi, har vi faktisk en stor viden om den tidlige middelalder (vikingetiden) i Danmark, men vi får ikke nogen hjælp til litteraturhistorien, for vi véd, at der ikke blev nedskrevet litteratur i Danmark før i slutningen af 1000-tallet.