Fra det øjeblik man i Danmark begyndte at komponere sammenhængende tekster i pergamentbøger, omkring 1100, til og med Holbergs epoke i begyndelsen af 1700-tallet, blev store dele af den danske litteratur skrevet på de gamle romeres sprog, latin. På dette punkt følger Danmark en vest- og centraleuropæisk standard: dette geografiske område kunne præstere en omfangsrig og varieret latinsksproglig litteratur i den førmoderne periode. At et oldtidssprog kom til at danne udgangspunkt og ramme for regionale litteraturer i middelalderen (til ca. 1500) og i tidlig moderne tid (ca. 1500-1700), er heller ikke noget specielt vesteuropæisk fænomen. Det samme gør sig gældende i Østeuropa (oldgræsk og kirkeslavisk), jødiske miljøer (hebraisk), Mellemøsten (klassisk arabisk), Iran (oldpersisk), Indien (sanskrit) og Kina (klassisk kinesisk). I samtlige tilfælde rummede kendskabet til oldtidssproget nøglen til de højst rangerede religiøse og filosofiske indsigter og til de mest beundrede æstetiske og poetiske normer. Og skulle man skrive noget betydningsfuldt eller formfuldendt, blev det enten på selve oldtids-sproget eller i det mindste i en form, som tog sit naturlige udgangspunkt i de gamle autoriteters begrebsverden og litterære strukturer.

Fire forhold – den elitære skriftkultur, den religiøse dimension, den traditionalistiske tankegang samt de kommunikationstekniske omstændigheder – favoriserede tilsammen brugen af latin som enten primært eller som et stærkt sekundært litterært medium igennem hele middelalderen.

Når hovedstrømmen af undervisning i skrivning og læsning gik den besværlige omvej over latinen, befæstede det den eksklusivitet, som er indlysende for enhver elite. Meningen med at skrive og læse var ikke at kommunikere direkte til et større lokalt publikum, men at justere, redefinere og ikke mindst indhegne den priviligerede kunnen og viden, som de skriftkyndige besad. Historisk, videnskabelig, juridisk og i høj grad også underholdende litteratur fungerede primært i en intern (maskulin) elitær forhandling om fortolkningen af den rette verdensorden. Hertil var latinen gennem hele perioden velegnet, og den havde ydermere den fordel, at man kunne låne direkte fra en international og delvis meget gammel diskurs.

Den hellige bog var skrevet på latin. Man vidste godt allerede i middelalderen, at Det Gamle Testamente var skrevet på hebraisk og Det Nye Testamente på græsk, men latin rangerede som et af disse tre hellige sprog og i praksis i Vest- og Centraleuropa som det egentlige. Liturgien og teologien udvikledes i hele middelalderen på latin ved at finpudse og omdefinere den metaforik og retorik og det begrebsapparat, som man forefandt i standardteksten (den såkaldte Vulgata-oversættelse, udarbejdet af Hieronymus o. 400) og i det væld af latinske tekster, som var skudt op omkring den i løbet af senantikken og middelalderen. Gudstjenesten var selvfølgelig det sted, hvor flest mennesker mødte latin. Menigheden skulle ikke primært forstå den latinske liturgi (gudstjenestens ritual) – den skulle imponeres og bestyrkes i sin tro på, at præster, munke, korherrer, biskopper osv. virkelig var den eneste forbindelse til det hellige – via det hellige sprog latin. En vis formidling af dele af den hellige skrift fandt dog sted, men altid ved at fortolkerne var bindeleddet. Der må have været prædiket også på folkesprog i den tidligere middelalder, især for missionens skyld, og i 1200-tallet blev det eksplicit tilladt for tiggermunkene at prædike på folkesprog, og tendensen fortsatte op igennem senmiddelalderen, hvor der også fremkom mange (delvise) bibeloversættelser.

Perioden fra ca. 1100 til 1500 så mange bevidste fornyelser både af generel samfundsmæssig og af ideologisk og litterær art, men formentlig ikke nogen, som blev lanceret på grund af deres nyhedsværdi. Gamle sandheder stod i høj kurs, og de fleste ændringer blev retfærdiggjort ved, at man egentlig vendte tilbage til den gode gamle orden. Denne traditionalistiske tankegang betød, at gammelt altid var bedst. Derfor fik meninger, formuleringer og begreber ekstra vægt, hvis de kunne belægges hos antikke vismænd som Cicero, Vergil og Seneca, eller hos kirkefædre som Augustin, Ambrosius og Hieronymus. Deres visdom kunne ikke adskilles fra det faktum, at de gjaldt som det latinske sprogs uovertrufne mestre – og latinen blev således favoriseret af den simple grund, at det var meningsløst at afskære sig fra visdommens og moralitetens kilder.

Når begreber, ordsprog og litterære mønstre spredte sig eller slet og ret opstod uden for den snævre latinkyndige elite, åbnede det for en ny folkesproglig kreativitet (i Danmark mest synlig på skrift i senmiddelalderen og tidlig moderne tid), men udfordrede ikke latinen som sådan. Selv om folkesproglig skriftproduktion og fortolkning blev et delvis selvstændigt felt, var det på de fleste punkter stadig indrammet af latinen som den grundlæggende og garanterende skriftkultur. Derfor forblev de privilegerede skriftfortolkere en vigtig faktor, ja ofte var det netop dem, som bogførte egentlig folkesproglige fænomener ud fra interesser og mønstre, de havde lært fra latinske tekster.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Latin som litteratursprog.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig