I århundredets slutning var Det Kongelige Teater et symbolsk centrum for politisk og kulturel debat. På tilskuerpladserne (parterret) udkæmpedes veritable slag mellem forskellige publikumsgrupper. Specielt officerer og studenter var aktive. Publikum blev senere vejledt i dannet adfærd i teatret i publikationer som Frederik Schwartz' Lommebog for Skuespilyndere (1784), fra hvilken dette kobberstik af F.L. Bradt stammer. I takt med publikums forfinelse blev komedierne placeret i en mere fornem dekoration. Billedet viser et optrin fra Den Stundesløse (2. akt, 1. scene). Holbergs regibemærkning lyder: „Vielgeschrey kommer ind i sine Klæer, men med Pennefier bag Øret, og de 4re Skriverkarle følge ham efter, iligemaade med Penne-fiere bag Ørene. Pernille har og Pen bag Øret.“

.

I sine teoretiske betragtninger roser Holberg sig ofte af sin evne til „at hitte paa Characterer, som tilforn ikke vare af andre udførte“, mens han opfatter handlingsknuden og dens løsning som konventionelle greb, den ene digter frit låner hos den anden. Synspunktet underkender imidlertid disse elementers betydning. Karakteren er genrens patologiske grundstof, men det er intrigen, der stiller den psykologiske diagnose og bestemmer terapien. Og det er i intrigen, den nye litteratur bliver bevidst om fiktionens muligheder.

I Den politiske Kandstøber løser rådsherrerne, som kunne have brugt magt, en prekær situation, men er ellers ansigtsløse bipersoner. I Holbergs senere komedier flyttes fokus over på intriganten, der får sin egen psykologiske profil. Som det kendes fra tjenestefolkene Henrik og Pernille, befinder intriganten sig i det sociale univers' bund og har ikke andre midler at gribe til end den indsigtsfulde list. Suverænt udfoldes denne i Den Stundesløse.

Den Stundesløse er skrevet med Molières Den indbildt syge som skabelon. Hos Molière forlanger en hypokonder far for sit eget helbreds skyld, at hans datter skal giftes med en læge; hos Holberg kræver en fortravlet borger, der i realiteten intet har at forrette, at datteren ægter en bogholder, som kan gå faderen til hånde. Intrige og enkelte replikskifter har Holberg direkte hentet hos Molière. Helt original er imidlertid Holbergs brug af figuren Pernille, ikke kun som slagfærdig medspiller, men som reflekterende meta-figur, der som komediens skabende centrum indvier publikum i en intriges anatomi. Metoden forklares og udfoldes programmatisk i fire punkter:

1. I komediens første scene præsenterer Pernille komediens hovedkarakter for publikum: „Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre.“

2. I anden scene diagnosticeres karakterens psyke: „Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere.“

3. Derefter forklares et bedrageris anatomi og metode: „Den, som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. (…) En Habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel og iføre sig det samme (…) naar han for sine Forretningers Skyld finder det raadeligt at give sin Datter bort til en Bogholder, roser jeg saadant Partie, skiøndt jeg i mit hierte er saa lidt derfor.“

4. Efter denne karakteranalyse følger den konkrete strategi. Metoden går ud på at „bringe Herren udi Forretninger og Urolighed“, og til det formål instruerer hun de øvrige sammensvorne i de roller, de skal agere.

Alt dette er bragt på plads allerede i første akt, så hvad der sker i de resterende akter, følger blot planen; og alt går som forudsagt. Snarere end at overvære et spil, hvis udfald er åbent, er publikum vidne til et eksperiment med karakteren som forsøgskanin. Pernille, der kender sin herres lidenskab, styrer ham ved at udløse en række betingede reflekser. Hun fremviser ham som en marionet, berøvet evnen til frit at beslutte og handle og underlagt den mekaniske tvang, der ifølge den franske filosof Henri Bergson, (1859-1941), gør et menneske komisk. Imødeser publikum således ikke spændt handlingens udvikling, vil det til gengæld nyde sit overblik og godte sig i sin bedreviden. Metoden er ubarmhjertig og ville ikke kunne bruges, hvis naturen (med Bergsons ord) ikke „havde anbragt en lille smule ondskab, eller i det mindste skadefryd, i selv det bedste menneske“. Holberg indser det moralsk betænkelige ved at lade husets datter Leonora tøve, før intrigen sættes i værk, da hun „frygter (…) for Folkes Eftertale, at jeg har fixeret min Far“. Anfægtelsen fordamper dog straks, da Pernille foreholder hende konsekvensen. „Kiærlighed er saadan stærk Passion, at man overtræder alle Grændser for at nyde det som man inderlig attraaer“, forklarer moralisten Leonard i sidste akt.

Det forsonlige udsagn, der udglatter den erotisk-moralske konflikt, er dog på ingen måde dækkende for synet på kærligheden i Holbergs komedier. De handler ganske vist tilsyneladende om dette skisma, men de finder altid løsninger inden for socialt acceptable grænser, som de forelskede aldrig overskrider. I striden mellem far og datter i Den Stundesløse om valg af ægtefælle er det faderens valg, der ifølge hans fornuftige broder Leonard „er Jer Familie ganske uanstændigt“, mens den unge (og sådan er reglen i Holbergs komedieunivers) med sikkert socialt instinkt overholder dekorum. Skal man ved partnervalg i Holbergs komedier tale om et sammenstød mellem det socialt passende og en selvforglemmende passion, er passionen på faderens side. Holbergs skildring af de unge er gerne fersk, ikke blot fordi sådanne følelser lå den inkarnerede pebersvend personligt fjernt, men fordi lidenskab i den klassicistiske komedie er illusionens kilde og fornuftens fjende nummer et, så når faderens illusion er drevet bort, er den familiære og sociale konflikt samtidig forduftet.

Som det gælder i striden mellem generationerne, gælder det forholdet mellem herskab og tjenestefolk. Inden for komediens forståelsesramme eksisterer der således kun tilsyneladende, men ingen egentlige konflikter. Selv hvor intriganten går imod sin herres erklærede vilje, varetager vedkommende trods alt dennes sande interesse. Etiske problemer fordamper i lyset af, hvad der er socialt fornuftigt.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Intrigens funktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig