For den mere radikale pietisme var omvendelse i religiøs forstand kun begyndelsen. Dens slutmål var at udbrede Guds rige på Jorden. Med det for øje udskilte de frelste sig i selvstændige samfund, hvis medlemmer delte tro og arbejde. I 1773 oprettede en herrnhutisk brødremenighed efter indbydelse fra Struensee et produktionskollektiv i Christiansfeld i Sønderjylland, der drev en række industriforetagender. De er i dag svundet ind til et landskendt honningkagebageri, mens byens bymidte med dens regelrette grundplan i dag er indstillet til optagelse på UNESCOs World Heritage List.

.

Halle havde fra o. 1690 været det organisatoriske center for impulser fra den tyske teolog Philipp Jakob Spener (1635-1705), der arbejdede for at forny den lutherske kirke ved at betone den religiøse betydning af en moralsk livsførelse og et åndeligt samliv med Gud. Spener fornyede hermed en mystisk tradition, der med rødder tilbage til senmiddelalderen var videreført i flere opbyggelsesbøger; med størst gennemslagskraft i Johann Arndts Lyset i Mørket, Eller Fire Bøger Om Den Sande Kristendom (1605-09), der udkom på dansk 1690 med et forord af Kingo (fra 1682), der varmt roste forfatteren. Der var således klangbund for ønsket om en fornyelse af kristenlivet, ikke ved nye doktriner, men gennem en såkaldt hjertets teologi, „at vi ikke alene skulle troe paa Christum, men ogsaa leve i Christo, og lade Christus igien leve i os“, som Arndt formulerede det. Det ønske lå også bag den bodskristne linje i Kingos salmer, ligesom det blev det spor, den norske digter Dorothe Engelbretsdatter (1634-1716) fulgte i sine samlinger Siælens Sang-Offer (1678) og Taare-Offer (1683). Den følelsesfulde indlevelse var blevet troens kongevej.

For Spener, der er blevet kaldt hele Tysklands åndelige vejleder, var kristendommen ikke trossætninger, men en praksis, der skulle genføde den troende til et nyt liv. Til det mål pålagde han de omvendte at samles i såkaldte collegia pietatis (gudelige forsamlinger) til bibellæsning, bøn og sang. Deltagerne i disse møder blev kaldt pietister. Fra ortodoks side anklagede man pietismen for med læren om genfødslen at bryde med Luthers grundsætning om retfærdiggørelse ved tro alene, „Sola fidei iustitia gloriatur“ (retfærdigheden stråler alene ved troen), og som en følge heraf at opløse menighedens (og det statskirkelige) fællesskab ved at udskille en frelst gruppe. Pietisterne talte selv om den lille kirke inden i den store. Men de frelste isolerede sig ikke. Tværtimod voksede der af den åndelige rørelse en række filantropiske og pædagogiske institutioner, der som praktisk udfoldet næstekærlighed skulle råde bod på sociale mangler: fattigforsorg, vajsenhus, mission, skoler og universitet samt bogtrykkeri.

Fra Halle spredte pietismen sig til Danmark, hvor den først dukkede frem i København og Sønderjylland. I København vandt den tidligt indpas ved hoffet; stærkest hos dronning Louise, der i sorg over Frederik 4.s erotiske eskapader søgte religionens trøst, men også hos kongen, der i 1704 efter sin elskerinde, grevinde Viereggs død forbigående følte trang til at vise bod og bedring. At hoffet ansatte en pietistisk sindet hofpræst svækkede imidlertid ikke modstanden hos det ortodokse præsteskab. Da et anonymt udgivet skrift Lutherus ante Lutheranismus (Luther frem for lutheranismen) dristede sig til at påstå, at der var forskel på, hvad den unge Luther engang kæmpede for, og hvad den ortodokse kirke nu forkyndte, greb det teologiske fakultet muligheden for at presse kongen til ikke kun at forbyde skriftet, men også alle gudelige „Forsamlinger i Husene af særsindede Personer, som føre en sær Lærdom“. Mere medvind fik pædagogiske og sociale initiativer som hedningemission, vajsenhus og konfirmationsundervisning, der blev indført efter pietistisk inspiration. Først efter Christian 6.s tronbestigelse i 1730 fik pietisterne greb om statskirken ved at besætte dens høje embeder med bevægelsens egne folk, men de ortodokses modstand ophørte aldrig helt.

I Sønderjylland havde bevægelsen kæmpet sig frem uden protektion, men også under mindre skarpt opsyn, når unge præster som bl.a. Hans Adolphs ældste broder, Nicolai, med katekisation og forsamlinger skabte røre i sognene. En ivrig indpisker på egnen var også Enevold Ewald, digteren Johannes Ewalds far, på det tidspunkt endnu ikke ordineret, men senere præst ved Vajsenhuset i København, da kongen i 1727 efter hallensisk mønster oprettede denne institution. Det var disse impulser, som vor senere salmedigter mødte i Løgumklostertiden og blev grebet af. Da han senere i 1729 fik kald som såkaldt „tredje og dansk præst“ i Tønder for det mindretal i menigheden, der ikke talte tysk, mødte han i den stedlige provst Johann Hermann Schrader en af pietismens stærke kræfter i Sønderjylland. Schrader, der selv var salmedigter, var ved at lægge sidste hånd på udgivelsen af en tysk salmebog, Vollständiges Gesangbuch in einer Sammlung Alter und Neuer geistreichen Lieder (1731) – senere kaldt Tøndersalmebogen – for den tysktalende menighed. I dette arbejde blev Brorson hans medhjælp.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Hjertets teologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig