Nationale initiativer - Ove Malling

I 1763 havde Guldberg skrevet: „Vort Sprog bør være os kiert og dets Ære hellig. Men selv foragte vi det, og overlade det nesten til Almuen. Vore fleste Fornemme fornedre sig, naar de tale det: disse, som burde tale det best, tale det intet: man kunde være Dansk, og leve i Landet – og af Landet, uden at forstaae Landets Sprog.“ Om ikke andre steder kunne Suhm og Guldberg mødes her, og omsorgen for modersmålet blev da som nævnt også et kardinalpunkt for det nye styre.

Det var et gammelt problem, som i 1600-tallet handlede om at gøre dansk til et litteratursprog, der var ligeværdigt med de øvrige i Europa, og i 1700-tallets første halvdel om at formidle videnskaberne, der hidtil var dyrket på græsk og latin, på et sprog, som var tilgængeligt for alle. I hele denne proces var det imidlertid en selvfølge, at man i aristokratiet og dermed også i regeringen betjente sig af hovedsprogene, fortrinsvis tysk og fransk. Nationalt og sprogligt tilhørsforhold spillede her ingen rolle. Det afgørende var situationen eller genren. Selv om både J.H.E. Bernstorff og hans nevø A.P. Bernstorff havde tysk som modersmål og formentlig også talte dette sprog med hinanden, korresponderede de udelukkende på fransk.

Det er denne aristokratiske vane eller uvane, Guldberg hentyder til. Den indebærer, at man ikke anerkender Danmark som selvstændig nation med eget sprog og historie, en opfattelse, der igen smitter af på de dannede lag. Dermed tager sprogdiskussionen en afgørende ny drejning. Havde den tidligere i århundredet befundet sig inden for et generelt oplysningsperspektiv, handler den nu om at hævde en national identitet. Hos hverken Guldberg, der var svoren tilhænger af helstaten, eller andre initiativtagere beroede denne nyorientering på en generel antitysk eller nationalistisk indstilling, der er et senere fænomen, men på ønsket om at gøre kendskabet til dansk sprog og historie til en central del af dannelsen og at sikre dansk en dominerende stilling i regering og administration. Det første sker ved at indføre faget dansk i latinskolen i 1775, det andet ved at gøre administrations-, hof- og hærsproget dansk og at udstede indfødsretsloven i 1776.

Indfødsretsloven, der er selve omdrejningspunktet i dannelsen af en dansk identitet, udløste en storm af begejstring overalt i Danmark, hvor hver eneste købstad gav sit besyv med i lovsange og takketaler til majestæten. I loven fastslås, at det kun er de indfødte undersåtter, der har adgang til embeder i „Hans Majestæts Riger og Lande“. Det indebar ikke nødvendigvis, at de alle skulle tale eller forstå dansk, men at folk syd for Slesvig-Holsten var uønskede. Derfor bidrog også slesvig-holstenerne – om end mere afdæmpet – sammen med nordmænd og islændinge til den festivitas og panegyrik, der blev udfoldet i anledning af loven, bl.a. samlet i Monument for Indføds-Retten bestaaende af Lov-Taler og Høytideligheder over samme (1776). Det Danske Litteraturselskab udsatte en pris for det bedste digt, formentlig for at Ewald skulle vinde den, men han kom for sent med sin ode, og prisen blev vundet af nordmanden Edvard Storm, der i Indfødsretten i fire Sange (1778) søgte at påvise, hvor fordærvelig fremmed indflydelse havde været i Norden og Danmark.

I forbindelse med indførelsen af faget dansk i latinskolen udarbejdede teologen Ove Malling på Guldbergs opfordring lærebogen Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holsteenere (1777), et værk, der i oplag efter oplag, efterhånden også i almueskolen, blev brugt langt ind i 1800-tallet. Ifølge forordet var det bogens formål, at eleverne skulle „blive det danske som Fædrenelandets Sprog mægtig, tale og skrive samme rigtig“. Bogens umådelige popularitet havde imidlertid også andre grunde. Med sine konkrete eksempler hentet fra såvel historien som nutiden og sit katalog over dyder – bl.a. menneskelighed, tapperhed, snildhed, ædelmodighed, retfærdighed, trofasthed, embedsiver – forenede den det nationale med den borgerlige oplysnings patriotiske moral, følsomhed, naturlige religion og sunde fornuft. Den repræsenterede dermed et ideologisk kompromis af stor slidstyrke.