Udtryk for individualisme i 1700-tallet finder man først og fremmest i kunst og litteratur. Mens de feudale strukturer og enevældige regimer i det meste af Europa stadig fastholdes langt op i 1800-tallet, kan man for kunstens og litteraturens vedkommende iagttage en stadig hastige re løsrivelse fra tidligere bindinger til kirke, aristokrati og kongemagt. Fra midten af 1700-tallet fremtræder litteraturen i Europa som en selvstændig institution, der nok fortsat varetager institutionelle opgaver, men i stigende grad gør det på sine egne betingelser. Netop i århundredets midte, i 1750, udkommer et værk, der så at sige lovfæster den nye tilstand, nemlig tyskeren Alexander Baumgartens Aestetica, der med sine 904 systematisk ordnede paragraffer grundlægger æstetikken som uafhængig filosofisk disciplin. Han fremhæver her utilstrækkeligheden af den rationelle og abstrakte erkendelse af fænomenerne og nødvendigheden af at supplere den med kunstens og litteraturens sanselige og individuelle erkendelse. Hermed skabes grundlaget for, at kunsten og det kunstskønne får sin egen autonome status.

Nu befinder Baumgartens egen æstetik sig helt inden for den klassicistiske kodeks, mens de former, hvorunder litteraturen udvikler sig i århundredets sidste halvdel, netop i vidt omfang er bestemt af en bestræbelse på at bryde denne kodeks, der udsprang af 1600-tallets aristokratiske kultur og igen havde rødder i antikkens retoriske tradition. De regler, det her drejede sig om, beroede først og fremmest på kravet om mimesis, dvs. efterligning af den orden, der fandtes bag fænomenernes mangfoldighed. Hertil knyttede sig et helt system af regler, fx at bestemte emner krævede bestemte genrer, at bestemte formål krævede bestemte virkemidler, og at bestemte genrer krævede bestemte versemål. I dramaet skulle stilen tilpasses de optrædendes stand, ligesom tidens, stedets og handlingens enhed skulle respekteres.

Den underliggende dagsorden er programmatisk formuleret i den engelske forfatter Alexander Popes store digt Essay on Man (1734, da. Forsøg om Mennesket 1759, 1776), hvor det til slut i den første epistel hedder:

Thi al Naturen er en Konst, for høi for din Forstand;En Konst, hvis Sammenhæng du ei til fulde seer og kiender;Al Hændelse en Virkning af en usynlig Haand;Al Strid en Harmonie, som langt din Indsigt overstiger;Alt i Almindelighed got, som stykviis synes slet.Ja trods vor irrende Forstand, trods hvad end Hovmod siger,Den Sandhed staaer dog evig fast, at alt hvad er, er ret.(overs. af C. Lous)

Orden, plan, hensigtsmæssighed – det er grundtanken i dette digt, der viser den nære forbindelse mellem 1700-tallets klassicisme og de dominerende strømninger i århundredets første halvdel: Newtons velordnede, videnskabelige univers, Leibniz' theodicétanke og den klassiske oplysnings fornuftstro.

Det er foreningen af klassicismen med denne sekulære treenighed, der danner baggrunden for den litterære institution. Med sine tidsskrifter og „smagende“ selskaber udgør den en ny offentlighed, der gradvis bliver del af den bredere borgerlige offentlighed. Det betyder så også, at det opgør med klassicismen, der udtrykker sig gennem individualismen, i høj grad kommer til at forme sig som et opgør indenfor den litterære institutions rammer, eller sagt på en anden måde: Klassicismen vedbliver med sit nye fundament at repræsentere det litterære smags-ideal, selve den litterære norm, mens den nye individualisme kommer til udtryk i forskellige forsøg på at underminere eller ligefrem sprænge denne norm. Deraf dens ofte ekspressive, ekstreme og eksperimenterende karakter og dens mange blindspor eller fragmenter.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den litterære institution.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig