Naturretstænkning

Den moderne naturretstænkning, der som tidligere nævnt har sin oprindelse hos den hollandske retsfilosof Hugo Grotius (1583-1645), er et forsøg på ad rent verdslig vej at begrunde en samfundsorden, som bygger på ret frem for magt, eller hvor magten er begrundet i retten. Den opererer i den forbindelse med ideen om særlige naturretslige love, dvs. love, hvis gyldighed er forankret i naturen, og som mennesket indser med sin fornuft, fx den klassiske gyldne regel om at behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet.

Naturretten er ikke i sig selv udtryk for en individualistisk tankegang. Springet hertil findes ikke hos Grotius, men senere i århundredet hos englænderne Thomas Hobbes (1588-1679) og John Locke (1632-1704). Udgangspunktet for begges politiske filosofi er en tænkt tilstand uden for eller før samfundstilstanden, nemlig den såkaldte naturtilstand, hvor alle er frie og lige, og hvor alene de naturretslige love hersker. Den afgørende påstand er nu, at i naturtilstanden er mennesket i sit rette element, for ifølge de to filosoffer er mennesket selv et naturvæsen, mens samfundet ses som en kunstig indretning, der indebærer en indskrænkning af den oprindelige frihed og lighed.

Der er her tale om en grundlæggende ny opfattelse af individets forhold til samfundet, der igen beror på en ny forståelse af menneskets natur. Ifølge den gængse opfattelse, der går tilbage til Aristoteles og ligeledes findes hos Grotius, var mennesket af natur et samfundsvæsen – Grotius taler om menneskets appetitus socialis (samfundstrangen) – og kunne derfor kun udfolde sit samlede potentiale i samfundet. For Hobbes og Locke forholder det sig nærmest lige omvendt. Som naturvæsen er menneskets naturlige plads før og uden for samfundet – i naturtilstanden – som et frit individ blandt andre frie individer. Dermed indstifter og begrunder de samtidig en indbygget konflikt mellem individ og samfund, for overgangen til samfundstilstanden indebærer nødvendigvis underkastelsen under en anden magts herredømme og kontrol.

Noget andet er så, at det trods denne underkastelse er tvingende nødvendigt for mennesket at søge ind i samfundstilstanden. Samfundspagten er uomgængelig, men lige så uomgængelig en spænding mellem individets oprindelige frihed og dets nødvendige underordning i samfundet. Det er af denne spænding, individualismen som holdning og forståelsesform vokser frem.

I den proces bliver spørgsmålet om individets rettigheder afgørende. Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 hævder, at „alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke“, og den anden – den franske erklæring fra 1789 – at „menneskene er født og forbliver frie og lige i deres rettigheder“. At mennesker er skabt eller født frie og lige vil netop sige, at de er frie og lige, før de træder ind i samfundet. Friheden og ligheden er altså ikke noget, samfundet kan skabe, men noget, det i videst muligt omfang skal sikre. Ikke samfundets behov, men individets medfødte rettigheder definerer den politiske opgave. Begge erklæringer bliver på den måde udtryk for den individualistiske forståelsesform og dens gennemslag i 1700-tallets sidste tredjedel.