Den nordiske mytologi som spejl - Balders Død

Efter den store satsning med Adam og Ewa følger så Ewalds første forsøg på at leve op til sine nye bekendtes, især Klopstocks forventninger. Det sker med den umiddelbart herefter skrevne nordiske prosatragedie Rolf Krage, om Rolf og hans kæmpers død efter hans søster og svogers forræderi. Stykket er så at sige et verdsligt svar på det kristne drama. Til den gammeltestamentlige normverden i Adam og Ewa svarer i Rolf Krage den hedenske kamp- og æreskodeks, en verden, hvor troskab, ære og blodhævn er ét. Over for denne verden står humanitetens repræsentant, Hother, der afstår fra at hævne sin bror, og i hvis indre konflikter stykkets idé samles: troskaben, loyaliteten og venskabet som hævet over og uforenelige med den gamle æreskodeks og blodhævnspraksis. Allerede hos Rolf og hans kæmper mærkes en sådan begyndende humanisering, hvad der skaber en besynderlig kontrast til forlægget Saxo, som Ewald nok trofast følger, men hvis machoagtige typer udstyres med en påfaldende ædelhed og følsomhed.

Om baggrunden for tragedien skriver Ewald i fortalen til Samtlige Skrifter (1780):

Strax efter denne Tid [afslutningen af Adam og Ewa], traf noget ind, som gav min Smag en ny Vending: Wielands Oversættelse af Shakespear og den prosaiske af Macphersons Ossian faldt mig i Hænderne, og saa ufuldkomne som disse ere, opvakte de dog (…) en Trang hos mig til at lære Engelsk. Jeg lærte det, og hvilket bundløst Væld af Digterrigdom aabnede sig nu for mig. Jeg havde samme Tid den Lykke at blive kiendt, og taalt, og yndet af den store Klopstock, og man kan ikke tvivle paa, at jo denne Mands Omgang var mig en ny Kilde, hvoraf jeg øste ligesaa graadig, som af den før omtalte.

Rolf Krage skulle altså være et resultat af alle disse indflydelser, og det er da heller ikke vanskeligt at påvise deres tilstedeværelse, men integrationen med Ewalds smukke oplysningsideer er ikke rigtig lykkedes. Det anakronistiske i at implantere 1700-tallets dydsmoral i Saxos (og Shakespeares) univers falder for meget i øjnene. Senere skulle han imidlertid med et anderledes vellykket greb og i vidt omfang på grundlag af de samme påvirkninger tage det samme stof op igen, nemlig i Balders Død, som han skrev i 1773 (udgivet 1775).

Med Balders Død har Ewald bevæget sig langt hinsides den lidt klamme humanistiske dagsorden, der præger Rolf Krage. Køn ideologi er afløst af lidenskabelige indre konflikter, der gennem den mytologiske spejling integreres i en helstøbt komposition. I stedet for det statiske billede af dydige helte og onde forrædere optræder skikkelser på godt og ondt i dynamisk udvikling. Er Philet hængslet, hvorom Ewalds digtning drejer sig, er Balders Død det stærkeste dramatiske udtryk for det individualistiske gennembrud, han repræsenterer. Om stykkets epokale betydning er der da heller ingen tvivl. To karakteristiske udtryk herfor er dels Karen Blixens brug af det i fortællingen „Sorg-Agre“, hvor det bliver tegn for det nye borgerlige menneske, der afløser feudalherren, dels et responsum fra en af Det Smagende Selskabs bedømmere, Bolle Luxdorph, hvis dom – at stykkets forfatter ikke var velforvaret – „non sane hominis“ – er blevet stående som udtryk for det nybrud, det indvarslede.

Når stykket kunne virke sådan, skyldes det bl.a., at det vender op og ned på vante forestillinger om guddommeligt og menneskeligt, repræsenteret af hhv. halvguden Balder og Lejrekongen Hother, den samme Hother som i Rolf Krage, men nu i en ganske anden skikkelse. Mens Balder helt igennem opfører sig som et menneske ved at lade sig beherske af sine lidenskaber, gør Hother sig på umenneskelig måde til en gud ved helt igennem at have kontrol over sit følelsesliv. Det afgørende for ham er ikke at få den kvinde, som de begge elsker – og som alene elsker Hother – men at stå ved sit ord. Han har svoret, at enten han eller Balder må dø, og da han ikke kan dræbe Balder, der i en tidligere kamp har skånet ham, tøver han ikke med at ville dræbe sig selv.

Men også Balder er i virkeligheden ude i et selvmorderisk ærinde, nemlig ved ikke at ville afstå fra sin udsigtsløse kærlighed, selv om det er spået ham, at den vil koste ham hans liv. For kærlighedens håb og frygt, der er menneskets privilegium, vil Balder opgive alt. Det er hans storhed, der samtidig viser sig at være hans svaghed. Idet han nemlig omsider får det uundgåelige nej fra Nanna, og både håb og frygt erstattes af ubærlig vished, slår kærligheden om i begær og rasende jalousi. Han vil tage Nanna med magt og dræbe Hother. Men i dette øjeblik, hvor han forvandler sig til den kampens gud, han aldrig var, og prisgiver den kærlighedsevne, han har tilegnet sig, snubler han og styrter i det spyd, som Hother står i begreb med at ville bruge mod sig selv.

Fra Snorri kender vi fortællingen om den blinde Høder, som Loke udruster med misteltenen, fra Saxo fortællingen om Balders kærlighed til Nanna. Det er disse elementer, Ewald forbinder i en radikal nyfortolkning, hvor kærligheden til Nanna bliver årsag til Balders død. Som Høder er Hother Lokes blinde redskab, blind i sin æresyge og blind for Nannas kærlighed. Men også Hother gennemgår en udvikling. I takt med at den oprindeligt „zitrende“ Balder bliver stadig mere krigerisk, begynder Hother at smelte for Nannas kærlighed.

Balders funktion er at sætte elskov som lov ind i menneskenes verden. „Min Skiebnes første Lov er Elskov“, siger han om sig selv. Det dør han af, mens den samme lov giver Hother livet. Pointen er, at halvguden Balder således på én gang bereder gudernes undergang og sætter mennesket fri til at følge kærlighedens lov.

Med Balders Død får vi altså endnu en gang historien om guden, der dør for menneskets skyld, og forbindelsen til Adam og Ewa er da også langt stærkere end til Rolf Krage. Satanskikkelsen fra Adam og Ewa optræder således i Lokes forklædning, ligesom man bag stykkets brug af Thor skimter den højeste engel Eloah. Men historien optræder altså nu i en hedensk version og uden nogen genopstanden Kristus. Stykkets hovedtema er derfor også et andet end forsoningen, nemlig spændingen mellem individuel vilje og uafvendelig skæbne. Det inciterende ved dramaet er, at denne spænding fastholdes fra start til slut. Det er ikke sådan, at personerne blot er redskaber for skæbnen, men heller ikke sådan, at de kan påvirke dens gang. De befinder sig derimod præcis i det balancepunkt, hvor skyld og skæbne, egenvilje og nornernes vilje ikke kan skilles fra hinanden.

Særlig tydeligt bliver dette i fremstillingen af Balder, der gang på gang får at vide, at „Skiebnen haster“, at hans kærlighed ikke blot vil være skæbnesvanger for ham selv, men også for aserne – og som alligevel fremturer i sit guddommelige oprør. I hans person forenes lidenskab og skæbne. Det er her ikke mennesket, men guden, der elsker, ikke mennesket, men guden, der ligger under for begæret, ikke mennesket, men guden, der falder, men pointen er netop, at gud og menneske er ét. Idet Ewald bruger Balder til ikke blot at skildre det elskende og skælvende, men også det skrøbelige og oprørske menneske, lyser han samtidig dette i kuld og køn.